Læs mere fra bloggen: Tænketanken Sophia
Tænketanken Sophia
Blog
Tanker ved et genhør. Stop røveriet!
Lige nu genudsender www.den2radio.dk udvalgte Sophia-samtaler, hvori vi pejler dannelse. Lyt - og nyd sommeren med mening.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Som det forhåbentlig/-modentlig er bekendt, har Tænketanken Sophia igennem det seneste 1½ års tid produceret 20 podcast, hvori vi fra vidt forskellige vinkler søger at pejle, hvad dannelse er for en størrelse. Og lige nu genudsender www.den2radio.dk fire af udsendelserne, som en overgang til en runde af nyproducerede samtaler.
Alle samtalerne kan findes i netradioens arkiv eller på Sophias hjemmeside: Sophia.nu/Sophia-samtaler/
I de seneste tre uger har radioen genudsendt Jens Raahauges samtale med professor Per Øhrgaard, Steen Nepper Larsens samtaler med professor MSO John Benedicto Krejsler og med ph.d.-stipendiat Lucas Cone.
Per Øhrgaard anskuer dannelsesbegrebet og dets (van)røgt i dagens uddannelses- og kulturliv bredt, mens John Krejsler giver et billede af den engelsk-amerikanske indflydelse på dansk uddannelsespolitik, og Lucas Cone analyserer den retning, som offentlige, private og kommericelle aktører søger at bevæge skole i.
Et genhør har fået mig til at huske på det fine billede, som Thomas Rømer anvender i sin bog I skolereformens kølvand (Forlaget Fjordager 2023). For at undgå at skulle overgive sig til de utallige bejlere, som står klar i Odysseus fravær, trævler hun nat efter nat det op, som hun har vævet, fordi hun først kan tage imod en bejler, når stoffet er vævet færdigt.
Billedet tegner fint den situation, som danske lærere står i, efter at instrumentalister af værste skuffe har søgt at få den danske folkeskole og dens styredokumenter til at lide skibbrud. Vi er fortsat mange lærere, der kan huske skolen som et sted, hvor formål, dannelse og undervisning gik hånd i ånd. Men i en af Sophia-samtalerne nævner tidligere forperson for Lærerstuderendes Landskreds, Caroline Holdflod, i en bisætning, at alle de nye lærere, der kommer ud, altid har gået i den målstyrede skole. Så måske kan vi ikke bare trævle op og trævle op, men må også se at komme lidt op i handlingens gear.
Dernæst har genhøret med udsendelserne fået mig til at læse lidt på Per Øhrgaards klummer i Kristeligt Dagblad. Den seneste fra 22.06. - Vi vil hellere deltage i dansen om guldkalven end samles om fælles projekter - er tankevækkende, fordi den tegner et perspektiv, som strækker sig fra jordlovsafstemningen i sommeren 1963, hvor de borgerlige fik skabt en frygt for det offentlige, som førte til en vedtagelse af de love, som siden har bidraget til at øge uligheden i Danmark - i stadigt stigende tempo. Per Øhrgaard, som har en fin professorløn, konstaterer, at han som ejer af fast ejendom tjener mere ved at ligge på sin sofa end ved at arbejde!
Vi danskere er bange for vores sofaskabte formue - og lefler mere og mere for det private.
Og han oplyser, at ordet privat udspringer af det latinske privare, som blandt andet betyder at røve.
Hvis vi skal bidrage til en genrejsning af den fælles skole, af fællesskabsfølelsen hos undervisere og pædagoger, går vejen måske gennem en tredje vej, hvor vi hylder det personlige frem for det private.
Og under alle omstændigheder står den instrumentelle målstyring og de færdiglavede, digitale platformstilbud som snubletråde på vejen til en personlig undervisning, der har dannelsen som formål og opmærksomheden på elevernes forudsætninger og interesser som afsæt.
Men måske er en endnu større snublesten lærernes beskårne forberedelsestid: Man skal både være godt uddannet og vel overforberedt for at kunne (be)gribe faglige muligheder i nuet.
