Tænketanken Sophia
Blog
Læreren i hvid kittel med måleinstrumenter om halsen
Dannelsesnoter fra et regnfuldt Møre Romsdal i Norge omkring kampen om lærerens identitet, anden del.
læs første del her.
Af Jens Skou Olsen
Jeg skriver anden del af mine dannelsesnoter på mit hotelværelse i Ålesund med udsigt til Akslafjellet. I går vandrede jeg på fjeldet, og på turen op og ned blandede oplevelsen af fjeld, vejr og landskab sig med mine overvejelser om dannelse og lærerens identitet. Mens jeg vandrede afsted, blev jeg klar over, hvor stor usikkerheden og forvirringen i vores samtid er blevet omkring dannelsens væsen. Hvad vil det sige for et barn at vokse op, modnes og finde sin egen og andres stemme og vej i livet? Hvilken betydning har læreren for denne dannelsesrejse? Hvad betyder det for et ungt menneske at gå i skole, hvad betyder det for læreren, og hvad betyder det i det hele taget at holde skole?
Mit klatretur op ad fjeldet var en balancegang. Jeg var midt i en tankerække omkring dannelse og lærergerning, da en sten på stien, der ellers så stor og solid ud, viste sig at være højst usikker. Stenen vippede under mine fødder, og jeg var nær ved at miste balancen og falde. Min tankerække mistede også balancen – og det satte nye tanker i gang omkring mit liv som lærer. Om at holde balancen. Om pædagogisk vovemod. Om dannelsessejre. Om medfølelse, modgang, nederlag som lærer og om skyldfølelse over at miste balancen og grebet om min undervisning.
Jeg blev klar over, at selve den måde, vi tænker og taler om skole, dannelse og lærernes praksis på er utilstrækkelig og ligefrem en hindring for den dannelse, vi alle sammen søger og arbejder for. Jeg blev klar over, at selve det, som i mit liv som lærer står helt centralt, slet ikke er en del af den herskende opfattelse af og diskussion omkring lærerens identitet. Det er som om, vi har fortrængt ældgammel visdom omkring at holde balancen, om pædagogisk vovemod, om sejre, medfølelse, modgang, nederlag og skyldfølelse – alt dette er blevet tabu. Men hvordan ser den herskende opfattelse af dannelse og pædagogik så ud?
Dannelse som et rationelt projekt
Vi har gennem de seneste 30 år udviklet et syn på dannelse og pædagogik som noget, vi ”gør”. Vi tænker, at dannelse og pædagogik er noget, som ”kan lade sig gøre”. Sagt med et glimt i øjet sagt ville det sikkert glæde mange, hvis vi lærere hver morgen kl 9 iførte os hvide kitler og havde måleapparater hængende om halsen indtil kl 16, hvor vi så tog kitlen af og gik hjem til et velfortjent personligt og privat liv … Lærerens identitet er blevet teknikerens identitet. Det giver ledere, forskere og meningsdannere den store fordel, at dannelse og pædagogik dermed kan håndteres, optimeres, tidsstyres, teknologificeres og ikke mindst måles. Den store gevinst i denne tænkning ligger i fire forhold:
- At det hele bliver et spørgsmål om teknik, procedure, arbejdsform, etablering, eksekvering, afprøvning og analyse.
- Det handler ikke længere om læreren, da hun blot er tekniker. Hun skal passe sit job efter de forud givne forskrifter på de forud foreskrevne tidspunkter. I stedet for handler det om eleven, og vi udmelder med stolthed vores nye ideologi: eleven er nu ”Hovedperson i egen læring” (1) og læreren er den tekniker, som skal facilitere denne elev-centrerede læring.
- Den ene lærer-tekniker er lige så god som den anden lærer-tekniker, og derfor kan vi oprette lærer-teknikerteams, der på skift går ind og skruer på dannelsen i klasseværelserne. Børnene kan ikke mærke forskel, da de er hovedpersoner i deres egen læring; børnene handler om sig selv så at sige, og teknikerens rolle er at konstruere, etablere, facilitere, monitorere, evaluere og registrere. Det handler om mål, rammer, læring og jobskabelse – ikke om mennesker.
- Hvis dannelsen og pædagogikken ikke lykkes, så kan vi finde ud af hvorfor, rette fejlen og lykkes med dannelsen og pædagogikken; og måden, vi retter fejlen på, er gennem 1) justering eller udskiftning af proceduren, 2) justering eller udskiftning af teknologien eller 3) justering eller udskiftning af lærer-teknikeren selv.
Konsekvensen af denne tænkning omkring dannelse og lærerens identitet udgør et grundlæggende brud med ideen om læreren som den, der har dømme- og handlingskraften; og resultatet er, læreren afpersonaliseres. Fra at undervise som et helt menneske bliver læreren den tekniker, der bevæbnet med måleinstrumenter (læringsplatforme og læringsmål) skal skrue rammerne sammen for elevers mulighed for at være hovedperson i egen læring.
Jeg beskrev i første del af mine dannelsesnoter, at vi siden 1990’erne har oplevet ”en nærmest kampagnestyret jagt på lærere, som insisterer på selvstændighed i egen undervisning, og som har oppositionelle meninger om skoleudvikling og skolepolitik.” Her har begrebskonstruktionen ”den privatpraktiserende lærer” tjent til afvæbne læreren som den, der gennem at holde balancen, pædagogisk vovemod, sejre, medfølelse, modgang, nederlag og ansvarsfølelse underviser, danner og gror selvstændige, modige mennesker; og vel at mærke gør det på en helt unik måde: med lærerens samlede medmenneskelige ressourcer som helhjertet indsats.
Resultatet er læreren som tekniker; og det vi mister, er læreren som personligt engageret, fagligt passioneret og levende interesseret i at gro faglighed, dannelse og duelighed i børn og unge mennesker. Ideologien om dannelse som et rationelt projekt river 40.000 års dannelseskultur op med rode: en kultur, der handlede om dannelse som et eksistentielt projekt.
Det er her, at begreberne den levende lærer og det uudsigelige kommer ind i billedet som 60 år gamle, vidunderligt vedkommende erkendelser – og disse erkendelser vil vi nærme os i tredje del af mine dannelsesnoter fra Møre Romsdal!
____________________
Referencer:
(1) Danmarks Akkrediteringsinstitution 2018
