Tænketanken Sophia
Blog
Fra mors bryst til Facebook – om mødet med børns Værende Målløshed!
Flyvske intuitioner om børns og voksnes mesterlige livsdueligheder.
Af Jens Skou Olsen
I vores kultur har vi det med at indrette vores institutioner som hospitaler. Vores begrundelse for at færdes på institutionen er, at der er noget galt med os. Hvornår har du sidst besøgt din læge blot for at fortælle ham, at du er kernesund og har det fantastisk? En af mine lægevenner holdt for nogle år siden op som praktiserende læge fordi der, som han formulerede det, "...var for meget sygdom på arbejdet!" Måske vi skulle til at besøge vores stakkels sygdomsramte læger lidt oftere - også når der ikke er noget galt?!?
Institutionen opdeler vi derefter i afdelinger med hver deres speciale. Vi opdeler og fragmenterer vores væren i dele og enheder, der så behandler, skærer, syr, skruer og fikserer den enkelte del eller fragment. Vores væren bliver til kropsdele, som behandles hver for sig uden sikker viden om de konsekvenser, det har for de andre dele og vores væren som helhed.
Det gælder også vores folkeskole, hvor vi deler vores nysgerrighed og trang til at forstå op i fag. Vi er meget optagede af, hvad børnene ikke kan. De kan endnu ikke skrive, regne, reflektere, analysere, og der er så meget, de ikke ved. Men hvad med alt det, som børnene er eksperter i? Hvad med alt det, som vi voksne kun kan lære ved at være helt og aldeles sammen med børnene på deres præmisser? Måske vores børn ikke bare er syge, uvidende, ukunnende – måske er vores børn små mestre i at leve et levende liv? Og kan vi skabe en folkeskole, der respekterer både børn og voksne som en rigdom af afgørende vigtighed for vores kultur?
Det handler alt sammen om balance. Om at holde balancen mellem social konstruktion som et ufravigeligt vilkår for os mennesker og så det Værendes Målløshed forstået som værens sprogløshed i en Heideggersk forstand. Vi voksne er vidunderlige væsener, idet vi er i stand til at forstå, skabe mening, begribe, begrebsliggøre og kategorisere. Og alt dette kan vi gennem vores fantastiske evne til sprog.
Børn er vidunderlige væsener gennem deres endnu udelte forbundethed med det Værende. Det lille barn er endnu målløs uden sprog og dermed til stede i verden som intransitivt fænomen. Sanseligheden er udelt, og det at leve er for et barn at opleve transformativt. Her er ingen Luhmannske strukturelle koblinger og operationel lukkethed men derimod symbiotiske tilstande af enorm styrke.
Dette møde mellem barnets endnu Værende Målløshed og vi voksnes stadige konstruktion af vore sociale verdener – det er det helt afgørende brændpunkt i al opdragelse og dannelse. Og her gælder det, at vi må insistere på lære af hinanden: barnet af den voksne, den voksne af barnet. Penge, ægteskab, færdselsregler og demokrati er vigtige voksen-socialkonstruktioner, som barnet må lære at være i. Omsorg, selvforglemmelse, dyb oplevelse, passion, spontanitet, asynkronitet, vrede, dyb glæde, dyb sorg og nærhed er barne-Værender, som vi voksne uafladeligt må øve os i ikke at lukke ude af vores liv.
Den radikale individualisering er et resultat af vores kulturs idegods. Det er måde at konstruere vores sociale verden, som har fået lov til at gro uhindret. Vi kan følge denne bevægelse i barnets rejse fra bryst til Facebook. Fra den udelte, målløse samværen til den rodløse sprogbårede selvspejling. Vores opgave er at holde balancen mellem de to – mellem det målløse barn og den målfulde voksne.
