Tænketanken Sophia
Blog
Kvælertag på dannelsen
Efter at lærerne nu bliver sat mere fri i opfyldelsen af læringsmålene, skal dannelsen atter på dagsordenen og knyttes med et snuptag til de fastsatte kompetencemål. Men det lyder snarere som et kvælertag.
Alle har nu indset, at læringsmålstyringen var et korset, der som alle andre snørliv fjernede ilten fra de korsetterede. Derfor skal der nu løsnes. Men problemet med snørliv, spidse sko og andre kropsbegrænsere er, at skelettet tilpasser sig og degenererer. Derfor kan man ikke bare løse op. Vi må se på konteksten. Hvordan kompenserer vi eller ligefrem genopbygger de deformerede ribben og de forknystede fødder?
Tilsyneladende har man fundet en løsning ved at koble de kompetencemål, som fortsat eksisterer, sammen med dannelse. Men det er jo bare et plaster på et skelet! Man har jo ved udskiftningen af undervisningsmål med læringsmål kogt skelettet rent for kød.
Den gode underviser har altid haft elevernes læring for øje, men altså også så meget mere, nemlig elevernes dannelse og dermed tilknytning til et fællesskab. Ved en fokusering på læringsmål kan man ganske rigtigt lade hver enkelt elev berige sig med en række kompetencer. Og det er fint for eleven og for arbejdsmarkedet.
Men det har jo ikke noget med dannelse at gøre, i hvert fald ikke i ordets oprindelige brug i dansk skoletradition i særdeleshed og i filosofien i almindelighed.
I det Styhrske Cirkulære fra 1899 anvendes betegnelsen Aandsdannelse som noget grundlæggende for undervisningen; altså en fornemmelse for, at der er noget uden for en selv, der er større end en selv. Opnåelse af en sådan fornemmelse har været bærende i den danske skole siden og frem til den reform, som pt er grundlaget for lærernes arbejde. Men opnåelsen har været nøje knyttet til undervisningen, fordi det at undervise rummer andre aspekter end elevernes læring og opbygning af kompetencer.
Undervisning har selvfølgelig som et af sine mål, at gøre eleverne klar til at klare sig på arbejdsmarkedet, men langt vigtigere at bidrage til udvikling og fastholdelse af et samfund, hvor hver enkelt har blik for, at der findes andre, som skal behandles, som vi selv ønsker at blive behandlet.
Det er i øvrigt det, der må være kernen i UNICEFs rettighedsskoler, hvor nogle mener, at børn skal lærer deres rettigheder at kende. Ja, det skal de, men især for at blive bevidste om, at alle de andre har de samme rettigheder.
At tro, at alt handler om mine rettigheder, er i familie med, at det gælder om, at jeg udvikler de højeste kompetencer. Men kompetencebegrebet er kun halvfætter til rettighederne, for kompetencer er knyttet til den enkelte, mens rettigheder kun har mening, når de omhandler alle individerne i fællesskabet.
Dannelsen skal forstås som fornemmelsen for, oplevelsen af eller indsigten i, at der er noget væsentligt uden for mig selv, at jeg er knyttet til andre i et fællesskab.
Derfor er kompetencer og dannelse umage par, og derfor var filosoffen Peter Kemp i sit generøse hjørne, når han betegnede læringsmålstyringen og kompetencetænkningen som halvdannelse. For den er vel nærmere misdannelse, om den står alene.
Kun en frisættelse af undervisningen kan rumme dannelsen og sætte det, som eleverne lærer i et større perspektiv. Vi holder vel ikke skole for børnenes skyld, men for fællesskabets skyld.
At koble dannelsen og kompetencertænkningen sammen er at udsætte dannelsesbegrebet for det kvælertag, som tidligere er blevet andre farlige begrebers som fx kreativitets skæbne. De åndløse formår at elske til døde.
Men gode undervisere kan vække til live!
