Tænketanken Sophia
Blog
En underviser går til bekendelse, 3. del
Dette er et bekendelsesskrift, hvor en underviser bekender sine synder. I denne tredje del undersøger jeg, hvad der sker, når pædagogikken – den filosofiske tænkning omkring pædagogisk praksis – mister jordforbindelsen. Læsning sker på eget ansvar!
Af Jens Skou Olsen
Fortsat fra 1. del og 2. del ...
Jeg går til bekendelse: Jeg lever! Jeg er levende! Jeg bliver levendegjort af de fundamentale krops- og verdensfænomener, som tillader mig at opleve, at jeg er levende! Jeg (den Jens, der endnu ikke kan vide, kun være) er på mærkværdig Heideggersk vis foran mig selv (den Jens, der kan vide, at han er). Livsoplevelsen strømmer frem som bølgerne på stranden – hvor hav og sand allerede på forhånd er til stede. Jeg (han, der ved, at han er) går i hælene på mig selv (han, der kun kan være)!
Se, det var godt nok syrede sager, hvad? Sikke en vildt mærkelig bekendelse. Men prøv lige at læse det lille afsnit igen, inden du skynder dig at klikke væk – jeg lover, at det nok skal give en eller anden form for mening hen mod slutningen!
Denne tredje del af mine bekendelser handler om, hvad der sker, når pædagogikken – den filosofiske tænkning omkring pædagogisk praksis – mister jordforbindelsen. Vi har mistet jordforbindelsen. De universitetslærde, der prædiker læringsmål og fælles mål, står ikke med 26 vilde og smukke unger i håret mandag morgen; de politikere og kommunalfolk, der, støttet af de universitetslærde, autoritært tvinger læringsmålene ind i klasseværelserne, de underviser slet ikke; og de af os, der rent faktisk underviser børnene, vi tvinges til at tie stille og forsøge at fægte os igennem målsuppen fra dag til dag. De, der filosoferer, underviser ikke børnene, og de, der underviser børnene, filosoferer ikke. Og dog! Vi undervisere er faktisk ikke så tossede endda, vi udstyres blot med friheden til at blive overhørt, overset, tromlet og udsat for rå magt. "Stop brokkeriet eller find et andet arbejde!", som en meningsdanner alt andet end venligt formulerede det for nylig. Vi har mistet jordforbindelsen.
Hvad sker der, når vi mister jordforbindelsen? Det første, der sker, er, at vi forveksler verden og alle skolerne, de beskidte toiletter, underviserne og vores dejlige unger med vores ideer om verden, skoler, toiletter, undervisere og børn. Og efter et par kopper kaffe og lidt mere filosoferen foran computeren, giver det faktisk allerede ganske god mening. Det er dejligt. Vi kan nu (i rolige omgivelser med udsigt til grønne områder) konstruere overblik, ro og orden i klassen, blot ved at tænke det! Det er ren magi. Og vi kan efter endnu et par kopper kaffe begynde at ordne, logisk kategorisere, typologisere og skabe analytiske distinktioner, der som Einsteins ligninger besidder en skønhed og forjættende grad af gennemtænkthed. Vi har lavet en teori!
Det begynder i det små, men snart er vi fortabt, sunket langt ind i vores flimrende ideverden. Og snart begynder vi at forsøge på at klistre vores ideverden oven på den besværlige og rodede verden, som vi har mistet kontakten med. Vi begynder at skrive sætninger som disse:
[d]et at være i stand til at formulere og undervise efter læringsmål er en afgørende forudsætning for kvalitet i undervisningen. (1)
Vi mennesker har inden for de seneste 100.000 år undervist hinanden i alt lige fra knivkast, kvægdrift og kaffebrygning til kvantemekanik, kemi og kønspolitik. Hvordan har det kunnet lade sig gøre, når vi ved, at ideer om "formulering af læringsmål" kun har eksisteret i verden i nogle få årtier? Jeg ser for mit indre blik de unge homo sapiens mennesker løbe rundt cirka 40.000 f.Kr. i Europas skove – fortvivlet på udkig efter læringsmål ... Samt: påstanden om, at disse forestillinger om læringsmål ligefrem skulle være "[e]n afgørende forudsætning for kvalitet i undervisningen", den illustrerer blot, hvor galt, det står til. Disse universitetslærde har mistet jordforbindelsen og dermed forbindelsen til os, der rent faktisk står i klasseværelserne i mudder til halsen. Se, dét er jordforbindelse, der vil noget!
Men det bliver værre endnu. I alvorlige tilfælde af mistet jordforbindelse nøjes vi ikke blot med at udvikle løsrevede teorier om f.eks. skole og undervisning. Nej, vi tager livtag med livet selv. Efter en umådelig mængde kaffe ser vi (stadig på vores kontor med den gode udsigt) selveste Livets ligning for vores indre blik, og en dyb glæde strømmer igennem os. Vi har svaret på alting! Pædagogikkens Store Forenede Livsteori! Og så holder vi en dimissionstale som Institutleder på Aarhus Universitet Claus Holm gjorde det i 2015:
Læring som duelig livsform. Slutter det der med læring da aldrig? Hvornår kan man endelig få lov at tage en slapper? Svaret er: I princippet aldrig! Det er jer, der kan og skal hjælpe det danske samfund med at skabe systemer, organisationer og kulturer, der hjælper folk til at leve duelige liv i læringens tegn. (2)
Det duelige liv er et liv i læringens tegn? Ifølge Holms teori kan vi ikke undslippe læringen og læringsmålene. Endda ser han døden som et læringsmål! Vi er uhjælpeligt fanget i læringsspindelvævet. Eller er vi? Gå tilbage til denne bekendelses start og læs første afsnit igen. Har du læst det igen? Godt. Her afdækkes Holms manglende jordforbindelse. Hvorfor? Fordi vi allerede er fuldt og helt i vores væren langt før, vi kommer til verden i vores blik som viden-om-vores-væren. Vi bliver "været" – og her er vores livsalige jordforbindelse! Og hvis vi vil forsøge at tænke klart og med fornuft, så gør vi klogt i at bedrive pædagogik – forstået som en filosofisk tænkning omkring pædagogisk praksis – i en levende dialog med vores egen, sprællevende praksis. Ellers mister vi hurtigt jordforbindelsen og ender med at lave skolereformer, som er hevet ud af det blå.
Således er jeg gået til bekendelse, og det har lettet mit hjerte. Undervisere på skoler i hele universet – bekend jeres fundamentale lærings-løshed sammen med mig!
Noter
(1) se rapporten "Fælles mål i folkeskolen – En undersøgelse af lærernes brug af fælles mål"
(2) se "November 2015, Dimissionstale af Claus Holm, Institutleder, DPU, Aarhus Universitet: Læring som duelig livsform"
