Tænketanken Sophia
Blog
En lærer stopper – og så…?
Refleksioner over Erik Schmidts opsigelse – i utide. Hvad sker der med os, når der ikke er sammenhæng mellem professionidealerne og virkelighedens muligheder. Jeg fornemmer, at mange lærere har det, som jeg oplever, Erik har det – indeni – uden at de på nogen måde lader det gå ud over arbejdet med børnene. Jeg har derfor skrevet, som jeg har, for at vække følelser af mulig indignation over en tærende udvikling gennem mange mange år. Som Habermas sagde det for et par år siden nogenlunde således – den, der ved noget, må aldrig miste evnen til indignation!
Normalt skriver man pæne ord som mindeord og omtale ved runde dage og lignende. Vi forsømmer ofte at skrive til og om det enkelte menneske i det nu, hvor ord virkelig kan gøre en forskel – der hvor vi let kommer til bare at konstatere, at nok er det væsentligt, det der er sket, ”men sådan er det jo” (Margrete Vestager)
En lærer stopper, siger op – er ikke bare et ”nå – og hvad så?” Det er jo en livsgerning, der stopper. Det er hele meningen med at være menneskearbejder – det fornemste og vigtigste job, der findes. Det er derfor, der skal trædes varsomt i skolen, for det er der liv bliver til.
Det er derfor læreren har så stort et ansvar – for han skal sikre at 22 delformål er daglige sigtepunkter – Sigtepunkter der kan sammenfattes i 2: undervisning og dannelse. For børnene at mærke sammensmeltet i en helhed – for læreren en kognitiv og emotionel spændingstilstand, der kræver frihed og tryghed – grundlaget for lærerens autoritative fremtræden. Det sker kun i et ”rum” af empatisk trivselsfremmende medspil fra kolleger, specielt fra ledelsen.
Trivsel er den vigtigste faktor for kvalitet i lærerens arbejde og elevernes udbytte af undervisningen. (Ørebroundersøgelsen)
Erik Schmidt stopper et livs lærergerning i utide, klasselærer for en flok håbefulde børn, underviser og kollega med en flok engagerede lærere. 34 år på Agedrup Skole. Har været og er stadig glad for arbejdet som lærer, for mødet med børnene.
Hvorfor så stoppe arbejdet i utide – det arbejde man brænder for? Forsvandt de ydre omstændigheder for trivsel?
Blev mulighederne for at tage ansvaret for undervisningens kvalitet reduceret eller måske bare forsvundet?
De siger: Hvis du ikke kan andet end at kritisere,
bør du holde din mund.
Jeg siger: Tro dem ikke!
Al forandrings begyndelse er at nogen fornemmer, der er noget galt,
og at de tør sige det højt!
Du skal tro du er noget! (Carl Scharnberg)
Sådan har det desværre været mange gange i historien. At også åndsarbejderen skal praktisere diktater.
Før jeg slutter, vil jeg fortælle dig, hvor svært det er for mig som … lærer at se de planer, der truer vores skole. Jeg mener, at jeg i hele min karriere har respekteret det helligste i barnet: (at give det den bredest mulige viden til at udøve) retten til at søge sin egen sandhed. Jeg ved godt, at den slags ikke behager dem, der vil gøre lærerne til handelsrejsende i (den sande viden)…..Hvordan vil det ikke være om et stykke tid. Disse tanker gørmig meget trist til mode. (Louis Germain, Camus’ lærer i Algier i 20’erne, i Camus: ”Det første menneske”.)
Har vi for længe fundet os i diktaterne, top-down styringen. Er de fleste blevet trætte af magtens intimidering, ansvarsforflygtende adfærd, mistilliden og kontrollen og samtidig placering af aben på lærerens skulder. Er modet til kritik erstattet af mantraet er du ikke med os, er du imod os (Bush)?
Vi sendte aben videre ned i systemet på den feje ansvarsforflygtigende måde. (Klaus Majgaard, tidligere skolechef, Odense).
Til august skal Folkeskolereformen implementeres – oveni en ikke færdigimplementeret og underfinansieret inklusionslov. En af de største reformer i nyere tid, prales der med – i året for folkeskolens 200 års fødselsdag!
En elendig forberedt reform, lavet på et nærmest ikke eksisterende forsøgsarbejde – og med en svækkelse af lærerens arbejdsforhold som hovedhjørnesten – mageløst. Men i bølgen af ”positiv psykologi” skal lærerne implementere begge lovsæt helhjertet i en positiv ånd, uden nødvendigvis at blive inviteret med til drøftelser i ledernes nye udvidede ledelsesrum.
Det kræver en rationel lederautoritet at krybe ud af den irrationelle leders magtbase – ”lederskabet” – og gå op på broen i samklang med medarbejderne og udøve ”leadership”. (Nils Willemoes)
Var det så bare kun i Odense. Men når Corydon er nødt til at lave et implementeringssekretariat (smag på ordet, det smager harsk, som kommer det fra det gamle DDR), så det er jo et udbredt fænomen, det med diktaterne.
På en uge i oktober 2004, var der fem filosoffer og videnskabsmænd fra USA og Europa, der uafhængigt af hinanden udtrykte deres bekymring over en tilsyneladende totalitær udvikling i den vestlige kultur - fuldstændigt som Kurt Tucholsky gjorde det i tyverne, lang tid før det i Tyskland var synligt for den brede befolkning – og Noam Chomsky g.d. i en dansk avis - og B.F.Skinner udtrykte implicit det samme men som noget positivt allerede i 70’erne:
Skal den vestlige kultur fortsætte med at udvikle sig, er det nødvendigt med kontrol af den menneskelige adfærd (B.F.Skinner, ”Har vi råd til frihed”)
En lærerpersonlighed stopper i utide. Hvor bivirkninger ved medicin skal indberettes og medicinen skal ses kritisk efter, skal bivirkninger ved reformer og deres implementering og den kontekst, det paradigme, man bygger det hele på, accepteres, ensidigheden til trods. Lærerne skal ikke tro, at deres arbejde er hverken kulturelt, ideologisk og slet ikke politisk Men det er det jo ifølge formålsparagraffens 22 delformål.
Pædagogik er da ikke blot teknik, men kulturel, ideologisk og politisk. Hvis den skal have virkelig indflydelse, må den bevidst være alle delene. (J.S.Bruner i ”Uddannelsens betydning”)
Nogle børn mister deres lærer i utide
Og det var din lærer hr. Ørnebjerg
som aldrig talte ned til en dværg
og gerne fortalte om kæmper så små
at de ikke var til at få øje på.
Og han kunne mer end sin ABC
for han kunne lege og slås med sne
og lærte os mere om at tro på os selv
end om det vi sku glemme alligevel.
Og han kunne mere end sit fadervor
for han ku forstå hvad kun få forstår
at større end kæmper i afgrund og dal
er en dværg på en kvist på en femtesal.(Halfdan Rasmussen i ”Og det var det…)
Og Erik mister nogle børn – men de irrationelle ledere, der tror, at ledelsesrummet udfyldes med en pose penge i den ene hånd og en resultatkontrakt og et sæt lovregler i den anden, mister grebet.
Først når den teoretiske forstand suppleres med erfaringens indsigt, kommer de til fornuft. Som rationel autoritet, med viden og indsigt er Erik guld værd for enhver organisation, der vil den kvalificerede og kvalificerende udvikling – det er kritikken, der forandrer dårlige beslutninger og regler, ikke tvungen tilslutning.
Og til Erik vil jeg sige: Med en enorm lokal arbejdsindsats og konstruktiv iderigdom og handlen, der som følgesvend har et livslangt kritisk blik for hulheder, ensidighed og kejsere uden klæder, viser du stadig den daglige følsomhed og eftertænksomhed, der sikrer fremtiden – bliv ved!
Per Kjeldsen, lærer, cand.pæd.psych.
Fhv. chefpsykolog ved PPR, Aaborg
Leder af Sophia
tænketank for pædagogik og dannelse
