Tænketanken Sophia

Blog

Friheden til at lede. 2.

Tak til Metroen for at have opsat symboler, der kan få de uskyldige små til at føle, at de styrer. Det må sætte tanker i gang omkring offentlig ledelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I slutningen af marts kørte jeg med Metroen, hvor en dreng satte mine tanker i gang, fordi han ved hjælp af et påklistret panel følte sig som fører af toget. Han emmede af frihed - og fik mig til at tænke på bogen Glidninger, der berkiver de offentlige lederes øgede frihed på et stadigt mere indsnævret område.

Tænketanken Sophia

Sophia- tænketank for pædagogik og dannelse er et forum for strategisk analyse af forhold, der vedrører undervisning og uddannelse på et demokratisk-humanistisk værdigrundlag. Læs mere på sophia-tt.org

https://www.folkeskolen.dk/656403/friheden-til-at-lede

Men nu har en mindre pige, vel omkring 4 år, føjet ny næring til mine refleksioner over offentlig ledelse. Denne gang sad jeg bag i toget og kørte altså baglæns. Pigen kigger derfor også bagud, men styrede med samme ildhu som den store dreng tidligere. Vi forlod DR Byen og kørte ned i metrotunnelen. 

- Hov, lyset bliver væk, sagde hun beklagende til sin far, mens hun trykkede på alle panelets knapper.

- Ja, nu kører vi under jorden i et rør, forklarede faren og tilføjede: Og se, du styrer jo baglæns.

Den replik fik mig til at tænke på en finurlig billedbog af Mats Letén: En mærkelig mand, om en mand, der kommer til en by, hvor alle menesker gik baglæns. Det var så praktisk, for så kunne man altid se, hvor man kom fra. Den mærkelige mand havde en anden farve, og han gik forlæns. Lån billedbogen på biblioteket og diskuter pointerne med eleverne, med forældrene, med kollegerne og med ledelsen. 

- Kom, nu skal vi af, sagde faren, da Metroen var ved at nå frem til Nørreport. 

Pigen kiggede bagud. Hun vendte sig og kigge i køreretningen, og så sagde hun: Far, skal vi ikke vente til lyset kommer igen?

Det fine spørgsmål fik mig til at tænke på en vis dreng i Kejserens nye klæder. 

Om dog den hele redeligheds-forskerne havde sådan en enfoldig stemme i deres indre øre!

Om dog den danske folkeskoles ledere ville lytte til den stemme, de må have i deres indre øre, fordi de, hvis de kigger bagud, kommer fra lyset. Ikke for at dyrke de gamle dage, men for at tøve med at vælge en af stationerne i mørket. Der er et andet lys forude.