Tænketanken Sophia
Blog
De personligt praktiserende lærere
Deprivatisering af lærerarbejdet er blevet et omdrejningspunkt i debatten om udvikling af skolen. Men det er i bund og grund et præcist undertrykkelsesbegreb.
I den seneste tid har jeg haft det berigende arbejde at skulle læse nogle af årets bedste diplomprojekter. Hvor er der mange overvejelser, der vil skolen og dens elever det godt!
Men et begreb går igen og igen, og det er slående, for det må jo betyde, at det ikke er opfundet af en enkelt studerende, men at det indgår centralt i undervisningen. Det drejer sig om ordet 'deprivatisering', som vel er et forsøg på en videnskabelig ophøjelse af den politiske professionsmobning, der gemmer sig bag udtrykket 'den privatpraktiserende lærer'. OG HVEM HAR EGENTLIG 'OPFUNDET' DET PROFESSIONSNEDGØRENDE BEGREB???
For nogle år siden fik jeg til opgave at lave en bog om 'dansklæreren'. I den forbindelse talte jeg med en del elever, men endte med at ty til danske forfatteres beskrivelser af deres oplevelser med faget og dets udøvere. Det blev til bogen 'Med varsomhed og vovemod'.
Det, der var et gennemgående træk i beskrivelserne af den gode dansklærer, var en oplevelse af, at undervisningen blev drevet af et personligt engagement i og til stoffet.
Da jeg viste en 9. klasse nogle af de lærerhyldestdigte, som amerikanske elever kan finde på nettet og indsætte deres lærers navn i, udbrød en af eleverne, at "man kan da ikke give en personlighed sådan noget upersonligt"!
Læg i øvrigt mærke til, at alle indstillinger fra elever, forældre og andre til Politikens pris som årets lærer er båret af beskrivelser af personligheden!
At læreren har arbejdet alene, har været et organisatorisk vilkår for de fleste, og det er da en berigelse, at der bliver givet muligheder for at samarbejde og inspirere hinanden. Så i virkeligheden handler øvelsen om, at man ønsker at 'cooptimere' lærerarbejdet.
Men hvorfor anvender man så det nedgørende og negativt ladede 'deprivatisere'? Måske af ubetænksomhed, men snarere af en tænkning, der er en parallel til kompetencetænkningen i Fælles Mål: Personlighed er et ustyrligt begreb, som kan mærkes, men ikke måles. Ved at opgive en væsentlig sondring og lade som om 'privat' og 'personlig' er synonymer får man skovlen under den ikke-instrumentelle lærer, som ganske givet er vanskeligere at styre - men, ved jeg, sjovere at lede.
Anslaget mod den personlige lærer, som i mange tilfælde gøres mere ansvarlig for aftalen i teamet end for involveringen i stoffet, giver selvfølgelig mindre engageret undervisning, hvor læreren formår at styre sig.
Men udnyttelsen af lærerens upersonlige arbejde stikker også sit fjæs frem, når lærere bliver bedt om at dele deres forløb. For hvor er der mange forløb, der tilsyneladende er fagligt ufuldstændige! Men er de så et retvisende billede på en ringe undervisning? Måske i nogle tilfælde, men almindeligvis har de været det stillads, som har beriget eleverne og deres læring, fordi det har været holdt sammen af lærerpersonligheden.
Lad os hylde skolens mange personligt praktiserende lærere, som er dem, der skaber liv, undren og mening i skolen.
