Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Dengang jeg elskede at hade den litterære kanon

Den historiske dimension i danskfaget er forsømt på alle niveauer i uddannelsessystemet. Den skal opprioriteres, men det sker ikke ved hjælp af en liste af obligatoriske kanonforfattere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har altid haft en svaghed for historie. Det var i mange år mit yndlingsfag. Min hjemegn emmede af historie.  Mit barndomshjem var en gammel præstegård med bindingsværk og stråtag med en 900år gammel kirke og kirkegården som nabo, hvor både frelste og fortabte blev stedt til hvile. Mange gravhøje i nærheden.

Og i den landsbyskole, jeg frekventerede   i mine første skoleår (to gange om ugen om vinteren og 4 gange om ugen om sommeren) fik vi fortalt Danmarkshistorie og sang fædrelandssange om Danmarks store helte fra Rolf Krake, Roar og Helge og Uffe hin Spage til i dag. Spændende historieundervisning, som moderne historikere ville korse sig over. Og en gang om året overværede skolekommissionen undervisningen, og så var evalueringen på plads.

Historie var mit yndlingsfag helt frem til lærereksamen, hvor det var mit eneste linjefag, og hvor jeg boltrede mig i kildekritiske øvelser i forbindelse med Roosevelts ”A new beginning”.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Men da jeg skulle vælge et faglig-pædagogisk studium på Danmarks Lærerhøjskole, blev det dansk, jeg valgte. På den daværende treårige studieordning var der fire timer om ugen  i litteratur før 1920 på andet år. Jeg nåede heldigvis at nyde dette år, inden internationale mål og evaluerings bølger reducerede interessen for fagligt indhold, faglig begejstring og for den historiske dimension i dansk.

Min historieinteresse er nok smittet af på mit forhold til danskundervisning i folkeskolen, som jeg igennem uendeligt mange år har været inspireret af. Mit yndlingstema var tværfaglighed mellem dansk og historie. Beskæftigelse med samme periode ud fra en historisk og danskfaglig synsvinkel. Og med bevidstheden om, at fagligheden var vigtig i tværfagligheden.

Da den litterær kanon holdt sit indtog, rasede jeg imod den. Det var en voksenkanon med fremragende forfattere, som kun få læser frivilligt og slet ikke elever i folkeskolen. Den afspejlede et klassisk dannelsesbegreb, hvor man forestillede sig, at i netop den finlitterære del af kulturen fandtes det ægte danske. Forudsætningen var, at kultur var noget finlitterært og statisk, og at der er en enhedskultur i Danmark. Men jeg blev mildere stemt, da det viste sig, at kanondebatten skabte en større interesse for arbejde med ældre tekster og for at beskæftige sig med den historiske dimension i dansk.

Der er fremsat forslag om, at folketinget i forbindelse med et borgerforslag skulle øge antallet af kvindelige forfattere på kanonlisten.

Formanden for Dansklærerforeningens folkeskolefraktion Katja Gottlieb og formanden for Dansklærerforeningens fraktion for undervisere på læreruddannelsen Lars Arndal afviste den ide og foreslår, at man afskaffer den litterære kanon, og i stedet på andre måder tilgodeser den historiske dimension i forbindelse med læsning af ældre forfatterskaber og ved periodelæsning.  Det samme synes  Jens Raahauge, også Dansklærerforeningen og Jeppe Bundsgaard, DPU.

Den litterære kanon afspejler en tid, hvor det var mænd, der sad på litteraturen. I nyere tid er der masser af fremragende, kvindelige forfattere, som man kan vælge at læse i forbindelse med beskæftigelse med perioder i 1900-tallet og i dette århundrede. Der er ikke længere grund til bekymring for ligevægten.

Arbejde med den historiske dimension i faget er væsentlig også i dag. Dannelsesteoretikere og praktikere i folkeskolen taler om den fremmedhed, det er vigtigt, at eleverne møder i skolen. De skal ud af lærificeringens spejlkabinet, ikke ustandseligt kun analysere og iagttage sig selv, men anskue og opleve livet på helt nye måder og derved også indleve sig i en historiske udvikling, der også peger ind i fremtiden.

Men arbejdet med den historiske dimension er på retur på alle niveauer i uddannelsessystemet, og i Fælles Mål er den kun antydet sporadisk. Jeg kan derfor tilslutte mig, at vi i danskundervisningen i højere grad skal beskrive nogle pejlemærker for den historiske læsning og ikke pådutte lærerne længere lister af fremragende kvindelige og mandlige forfattere, som er obligatoriske i undervisningen.

Jeg har lige oplevet ”Forbrydelse og straf” af Dostojevskij, min yndlingsforfatter, og læser adskillige forfattere på kanonlisten igen og igen. Men et er, hvad jeg har lyst til at læse. Noget andet, hvad der kan indgå i undervisningen, hvor det er lærerens dømmekraft, der er afgørende for, hvilke tekster han og hans elever kan få udbytte af at arbejde med.  

Powered by Labrador CMS