Helge Christiansen
Blog
Kunsten at læse og skrive - uden reparationsudgifter
Hvordan kan folkeskolens undervisning gøre dyre, ekstraordinære redningsaktioner overflødige?
Konsulentfirmaer bomber folkeskolens aktører med tilbud om enkle løsninger inspireret af teorier fra den modebølge, der for øjeblikket er den dominerende
Hatties metateori skulle måske ikke have været opfattet så ukompliceret, som den blev det i forbindelse med skolereformens, læringsmålstyringen viste sig at være fake news på Trumpniveau, og inspiration fra en internationale harmoniseringsbølge førte til indførelse af en karakterskala, der nu skal skrottes, af nationale tests, der er upræcise og ubrugelige til pædagogisk vejledning, og bastante OECD-inspirerede fælles mål, som man nu til dels har været nødt til at gøre frivillige, fordi de strider imod værdifulde elementer i en dansk folkeskoletradition.
Der er mange reparatører på banen: psykologer råber på mindfulness, social træning og nye, skiftende behandlingsmetoder, og nogle anbefaler pædagogiske læringsfællesskaber, der undertiden minder om overvågningsforanstaltningerne i George Orwells 1984.
Stadig nye diagnoser indsnævrer grænserne for det normale, og resultater af tests vurderes højere end læreres og forældres dybtgående kendskab til eleverne fra deres dagligliv.
Fysioterapeuter råber på mere bevægelse og kan også tilbyde reparationskurser. Og forskere kan med udgangspunkt i en særligt udvalgt teoretisk overbygning, der styrer resultaterne, soleklart påvise folkeskolens elendighed og vise stjerneklare resultater, som skolen bare skal tage ved lære af.
Alt skal effektiveres, gøres hurtigere, testes og overvåges, kontrolleres. Og når det er gået galt endnu engang, bliver konsulentfirmaer hyret til at lave tykke evalueringsrapporter.
Mange praktikere har ofte lang tid før teoretikerne gennemskuet miseren.
Jeg er på ingen måde imod at lære af andre landes skolevæsener og heller ikke videnskabsfjendsk, men fuld af beundring for mange af forskningens resultater, men forskningen skal kende sin plads som inspirator og hjælper. Den skal støtte og inspirere lærerne, som først og fremmest skal bygge på deres egen dømmekraft. Forskningen skal ikke være en diktatorisk herre.
Jeg har i den sidste tid fordybet mig i et par bøger, jeg synes, det er værd at blive klog af i den forbindelse. ”Kunsten at læse” af Thomas Illum Hansen, som jeg har anmeldt både i Fagbladet folkeskolen og på Folkeskolen.dk, beskriver et alternativ til det hæsblæsende effektivitetspræg, som også har terroriseret danskundervisningen. Elevere skal ikke kun lære at læse og kommunikere effektivt og rationelt. De skal have sans for at opleve tekster æstetisk, sanse, så de oplever det essentielle i skønlitteratur. De skal bl.a. også lære at læse langsomt, dvælende, oplevende, opdagende og reflekterende og sætte teksterne ind i deres egen og en større sammenhæng.
Bogen er også en ny måde at skrive om dansk på for en forsker. Den videnskabelige tilgang med et objektivt sprog, et enormt batteri af litteraturhenvisninger og teoribygninger af dimensioner er på sin plads og helt nødvendig. Men forskere burde også kunne skrive, som det sker i ” Kunsten at læse”: personligt engageret, billedrigt, farverigt, levende og nuanceret om deres område.
De store kapaciteter fra højskole- og efterskoleverdenen kan og kunne det. Seriøst og velunderbygget, men formidlet til et bredt publikum. Personligt og sagligt på samme tid.
Men Thomas Illum Hansens undersøgende og slentrende vandring i litteraturens skov kan imidlertid være svær at praktisere. Der er ingen brugsanvisninger og skemaer til kopiering i hans bog. Hvordan gør man rent konkret?
I bogen ”Grib litteraturen. 50 litteraturdidaktiske greb” udgivet af Gyldendal er der konkretisering af nogle af de teoretiske overvejelser i ”Kunsten at læse.”
Ayo Quist Henkel, lektor på VIA University College, Silkeborg, og en gruppe lærere har vovet pelsen og er kommet med konkrete ideer til praksis, der matcher Thomas Illum Hansens tanker. Fantasirigdommen er enorm. Undertiden frygter man, at de mange aktiviteter i for høj grad fører til aktiviteter for aktiviteternes skyld. Men så kan lærerne jo selv sortere fra. Men i det store og hele en seriøs konkretisering af, hvordan en æstetisk tilgang til tekstlæsning kan se ud.
Ayo Quist Henkel har længe formuleret en litteraturpædagogik, der i sit syn går i samme retning som Thomas Illum Hansens. Hun har udgivet lærebøger for folkeskolen om undervisning i skønlitteratur og i en fremragende ph.d. med titlen ”Mellemværender. Litteratur for børn og unge midt i en medietid: intermedialitet, materialitet og litteraturdidaktiske perspektiver” skrevet om litteratur set i et æstetisk multimedieperspektiv.
De nævnte bøger kan anbefales som inspiration til en undervisning, der gør mange mangelforanstaltninger unødvendige.
I stedet for at lave utallige kurser i det, der mangler, i den nuværende folkeskole, kunne man i faglig og tværfaglig undervisning gøre mange ekstraforanstaltninger unødvendige med en langsom, kreativ, dvælende undersøgelse, hvor der også er plads til at arbejde med følelser og eksistentielle emner. Hvor man også gribes af indholdet.
Det er ikke kun i dansk, tempoet skal sættes ned. Det gælder al læring i folkeskolen, at det kontrollerende, og kontrollerede effektivitetsjag skal tæmmes.
