Helge Christiansen
Blog
Den falmede faglighed
Fagbladet Folkeskolen har lavet en undersøgelse , der viser, at et massivt flertal af lærere mener, at den faglige kvalitet i folkeskolen er forringet efter skolereformens gennemførelse. Det har de ret i, men forsømmelsen af fagligheden i folkeskolen er en generel tendens, der har stået på i lang tid.
I bogen ” Hvad vi taler om, når vi taler om at lære?” af Lene Tanggaard og Keld Skovmand er der et velformuleret, veldokumenteret og engageret forsvar for fagligheden. Forfatterne skriver, at fagene er repræsentationer af vores kultur, som eleverne skal møde. De skal ikke isoleres i læringsmålstyringens isolerede selvspejlingskabinet, men gennem fagene møde noget andet end sig selv. Valg af det rigtige faglige indhold kan udvide elevernes horisont og bidrage til deres dannelse. Det er meningsløst at tale om at lære uden at tale om et indhold. Det er ikke kun elevernes indre motivation og lyst til at lære og formulering af mål, der kan fremme deres udvikling. En engageret lærer kan gennem sit valg af fagligt indhold og ved sit personlige engagement åbne døre til en ny verden og vække elevernes lyst til at beskæftige sig med et område, som de aldrig ville have bevæget sig ind i på egen hånd.
Og det er ikke kun i denne bog, at lærerne kan finde forsvar for fagligheden.
I bogen ”Tilbage til teksten”, der netop er udkommet, skriver to forskere Stig Toke Gissel og Thomas Illum Hansen om faglighed og om undersøgende litteraturpædagogik. De skriver personligt, engageret og velunderbygget om et fagligt områdes store betydning for elevernes udvikling og deres dannelse. Lærerne spiller en aktiv rolle og har som opgave gennem spørgsmål og aktiviteter at inspirere eleverne til at forholde sig undersøgende - også rent fagligt - til litteraturen på baggrund af deres engagerede oplevelse af teksten. Denne faglige aktivitet bidrager til udvidelse af elevernes horisont, og den engagerede lærer er ikke kun en læringsmålsstyringsfacilitator. De lærer at forholde sig æstetisk til tekster og tilegner sig derved et potentiale til at forholde sig både til fiktive tekster og til livet og verden i det hele taget.
I mine mange år som fagkonsulent ved Fyns Amt, DLH-underviser, anmelder og debattør har jeg gang på gang oplevet, at det ikke var de faglige kurser og processer, som interesserede mine arbejdsgivere mest. Det var tidens modestrømninger. Det, der ville give pote hos de bevilgende myndigheder. Det, som i følge politikerne, ministeriernes, amternes eller kommunernes embedsmænd var vidundermidler til effektivisering og til høj pointscoring i evalueringer. ” Vi skal jo helst være gode venner med Undervisningsministeriet”, som en af mine chefer sagde, når jeg havde afvigende meninger.
Jeg måtte oven i købet en overgang slås for, at jeg i 50% af min konsulenttid kunne arbejde med dansk og kun i halvdelen af min tid med diverse nye tendenser, selv om jeg oprindeligt var ansat som amtets fagkonsulent i dansk.
Naturligvis var nogle af de nye tendenser værdifulde, men de blev ofte hastet igennem på et løst grundlag. I forbindelse med projektarbejde i 70érne var fagene undertiden projektarbejdets fjende nr. 1, og i 1980érne skulle alt handle om kreativitet og læringsstile. I 90érne tog tusindsvis af vip´er til Håbo i Sverige, og SKUB-projektet i Hellerup var det eneste rigtige. Væk med de traditionelle fags snærende bånd og ind med individuel læring. Og læsehysteriet rasede på grund af internationale læseundersøgelser. Ganske vist var det på det tidspunkt rimeligt, at læseundervsiningen blev forbedret, men reaktionen var overdimensioneret.
Senere skulle New Zeeland og Canada kopieres. Det førte til helt groteske målstyringsprojekter og læremidler, hvor det vigtigste i fagene var formulering af mål og indlæring af de faglige begreber, der var lettest at evaluere.
Der bredte sig en indsnævring af fagene, så kun det, der kunne måles og testes, havde værdi. Og de nationale tests pestilens bredte sig til stor glæde for forskere og kontrollerende embedsmænd og politikere.
Jeg piskede i mange år rundt og lavede skoleudvikling og selvformulerende studiekredse, hæsblæsende og uden den nødvendige støtte.
Typisk er det også, at da Danmarks Lærerhøjskole blev til DPU, blev de faglig-pædagogiske studier nedlagt, bortset fra dansk og matematik med begrundelse i spændende, spekulative, filosofiske perspektiver, som ikke tog udgangspunkt i folkeskolens virkelighed.
De oprindeligt treårige faglig-pædagogiske studier var en enestående udviklingsmulighed for lærerne og også en avancementsmulighed til forskning, undervisning på læreruddannelsen og pædagogiske konsulentstillinger. Det var en mulighed for, at fagene blev sat ind i en didaktisk sammenhæng, som passede ind i folkeskolens dannelse af elever til borgere i et demokratisk samfund. De blev afskaffet bortset fra dansk og matematik.
I dag spiller fagdidaktiske overvejelser ikke den store rolle. Det, der styrer folkeskolen, er tests, afgangsprøver, økonomisk styring, internationale harmoneringstendenser og drømmescenarier.
Lad os holde fast i fagligheden ikke mindst den faglighed, der har med æstetiske, etiske og historiske dimensioner at gøre. Det er en af de måder, der kan sikre, at eleverne kan åbne sig for kulturen, og kulturen kan åbne sig for dem. Samtidig er der stadig muligheder for tværfaglighed, æstetiske og kreative projekter og andre mange andre, gode fornyelser.
