Helge Christiansen
Blog
Ud med den litterære kanon
Debatten om en litterær kanon i dansk dukker jævnligt op. Det afgørende er ikke, hvilke forfatterskaber der optræder i en anakronistisk opremsning af nationale klenodier, men at der undervises i ældre tekster, og at de bliver set i et historisk perspektiv.
Jeg har i mange år interesseret mig for historisk læsning – både som dansk- og historieunderviser i folkeskolen, som fagkonsulent i dansk, som underviser på Danmarks Lærerhøjskole og som anmelder og blogger.
Jeg var ikke begejstret, da en borgerlig undervisningsminister Ulla Tørnæs nedsatte et højt kvalificeret udvalg til at udforme en fælles kanon til gymnasiet og folkeskolen. Et meget seriøst og tidskrævende arbejde blev udført, men det er en anakronisme at fastholde en kanon af forfattere, som alle bør læse. Det er et udtryk for en klassisk dannelsesideal, som hører fortiden til: man bliver gode mennesker og gode danskere, hvis man læser gode, danske voksenforfattere. Det afspejler en forestilling om en dansk, national enhedskultur, som ikke eksisterer. Vi har i dag en mangfoldig, dynamisk kultur i spændende udvikling, hvor den dansk sang ikke kun er en ung blond pige, men også handler om mørkere, danske borgere for en dels vedkommende af anden etnisk oprindelse. For dem kniber det med identifikationsmuligheder i den højt besungne kanon og i de litterære udvalg i læremidler.
Vedtagelsen af en kanon bevirkede, at det væltede ud med kanonudgaver fra forlagene, som selvfølgelig gerne vil følge tidens trend og samtidig tjene penge. Udgivelserne var meget ambitiøse, men for folkeskolen var de fleste alt for krævende. Den voldsomme bølge af udgivelser klingede hurtigt ud.
I Fælles Mål i dansk er læsning af ældre tekster næsten udraderet. Den historiske læsning nævnes kun sporadisk for 7.-9. klasse. Den er ikke højt prioriteret i denne internationalt orienterede kompetence- og effektivitetsmaskine.
Læsning af ældre tekster er noget af det mest spændende, man overhovedet kan arbejde med i dansk, men lærerne skal ikke fastlåses til bestemte forfattere, men gerne til en forpligtelse til at arbejde med bestemte perioder og pejlemærker og først og fremmest til at se verden i et historisk perspektiv.
Jeg nævner til slut to læremidler, jeg har anmeldt, og som jeg synes er særlig egnet til dette arbejde med ældre tekster. Det ene har titlen ”Guld og grønne skove- litteraturhistorie om romantik og guldalder” 1. udgave 1999. Lars Handesten, fremragende litteraturforsker, og Ingelise Moos, lige så fremragende litteraturpædagog, gik sammen om at lave et hæfte med tekster fra romantikken sluttende med det moderne gennembrud. Tekstnær læsning af ældre tekster veksler med indplacering i en litteraturhistorisk sammenhæng, og teksterne bliver aktualiseret i forhold til elevernes verden og en moderne opfattelse af romantik. Bogen kan stadig købes.
I begyndelse af 1980´erne anmeldte jeg en serie, som Dansklærerforeningen udgav, med titlen ”Før nutid”, en række hæfter til periodelæsning. Kun nogle af dem kunne bruges på folkeskoleniveau, og i dag er de nok forældede. Men ideen i dem var gennem brugstekster, skønlitteratur og billeder at give et indtryk af en periode og således vise, hvilken sammenhæng de skønne, litterære tekster indgik i. Jeg har med udgangspunkt i hæftet ”Borgeren tager ordet. 1930-1848” gennemført forløb, hvor jeg sammenlignede H.C. Andersens liv og stadigt eksperimenterende tekster med forbryderens Ole Kollerød liv og hans harmdirrende, samfundskritiske selvbiografi, som han skrev i fængslet i året, før han blev halshugget. Samme periode, men to vidt forskellige liv og livssyn inden for den samme tidsramme. Samtidig giver det et billede af, hvor elitær den herskende klasses synspunkter var.
Man skal være på vagt, når eksperter ud fra deres teoretiske ståsted udråber bestemte metoder til den eneste rigtige og tager afstand for andre. Naturligvis kan man læse tekster biografisk og se tekster i forhold til forfatterens undertiden sørgmodige liv. Man kan også vælge at lade eleverne gå undersøgende til værks fra starten og opleve teksterne direkte. Sammenlignende analyser af moderne tekster og ældre tekster med samme tema eller emne kan også inspirere.
Kort sagt: Ud med den litterære kanon. Ind med flere ældre tekster og en læsning set i et historisk perspektiv. Den historisk læsning skal ikke centreres om fortidens koryfæer, som af kulturelle grunde naturligvis først og fremmest var mænd, men centreres om væsentlige historiske læsninger, som er aktuelle i lærernes og elevernes samvær om litterært arbejde.
