Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Dansklærerne skal selv skabe helhed i undervisningen

Bestemmelserne om faget dansk er et kludetæppe af kompromiser. Anvendelsen af Jens Jørgen Hansens didaktiske model med fire fagsyn i dansk gør det ikke lettere for dansklærerne at skabe sammenhæng i undervisningen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beskrivelsen af danskfaget som bestående af i fire dimensioner, fagsyn eller perspektiver i Jens Jørgen Hansens bøger og blogindlæg på dansknetværket duer ikke til dansklærernes praksis. I et indlæg med overskriften ”Danskdidaktikken tilbage til lærerne” på folkeskolen.dk den 20. marts 2015 tager Jens Jørgen Hansen afstand fra, at hans beskrivelse af fire fagsyn skal opfattes som en opsplitning af faget. 

Beskrivelsen af de fire fagsyn holder ikke

I et indlæg med titlen ”Kompetencetænkning og det splittede danskfag” (17. marts) på min blog på dansknetværket kom jeg en række indvendinger mod hans danskdidaktik. De fleste har jeg ikke fået svar på.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Et af de fire fagsyn, som Jens Jørgen Hansen beskriver, er dansk som identitetsfag.  Han begrunder fagsynet identitetsdansk ud fra danskfagets formål. ”Æstetiske tekster tillægges her en pædagogisk eller dannende funktion og bliver bærere af en særlig kvalitet, som har dannende karakter.”

Det er ikke korrekt.  I formålet for faget dansk står der: ”Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet”. De forskellige teksttyper er alle nævnt som dannende tekster – ikke kun de æstetiske. Kort efter skriver han dog som svar på min kritik ”Jeg er her enig i Helge Christensens kritik af, at man ikke kan reservere fagets identitetsdimension til elevernes læsning af æstetiske tekster.” (Jeg vil lige for en ordens skyld gentage, at jeg hedder Helge Christiansen og ikke Helge Christensen, som der står i Jens Jørgen Hansens indlæg.) Altså Jens Jørgen Hansen indrømmer her, at hans definition af identitetsfag ikke holder.

JJH nævner, at han er inspireret af ”Danskfagets didaktik”, og det er grunden til fejltagelsen. I mine særdeles rosende anmeldelser af ”Danskfagets didaktik” – både 1996-udgaven og 2004-udgaven- var min eneste indvending, at bogen overdimensionerede skønlitteraturens betydning for elevernes dannelse. Så på det punkt er vi enige. For øvrigt stadig en anbefalelsesværdig og glimrende bog.

Beskrivelsen af de tre andre fagsyn halter også

Men det er ikke kun i beskrivelse af identitetsdansk, at det halter. I det nævnte blogindlæg kritiserede jeg også beskrivelse af fagsynet kommunikationsdansk: ”Kommunikationsdansk har åbenbart heller ikke noget med identitetsudvikling og dannelse at gøre, selv om kritisk forholden sig til kommunikation indgår. Under basisdansk kan det også undre, at tekstarbejde, arbejde med genrer, arbejde med det mundtlige udtryk, som er retorikkens område, åbenbart ikke har noget med identitetsdannelse at gøre.” Jeg skriver også med henvisning til Bakhtin og Olga Dysthe, at samtalen er noget af det mest centrale i personlig og demokratisk dannelse, men samtale hører ikke til dannende tekster i Jens Jørgen Hansens begrebsverden.

Beskrivelsen af kreativitetsdansk savner en klar definition af, hvad Jens Jørgen Hansen mener med kreativitet. Kreativitetsdansk er åbenbart den dimension, hvor eleverne skal arbejde med ideer og produkter. Det gør man åbenbart ikke i identitetsdansk og i kommunikationsdansk og heller ikke i basisdansk under skriftlighed.  Virker besynderligt. Der er tale om beskrivelser, som hører til på et helt andet niveau end beskrivelsen af de andre fagsyn. Det er heller ikke særlig heldigt, at JJH argumenterer for dimensionen kreativitetsdansk med henvisning til slutmål fra de Fælles mål, der ikke gælder mere.

Brugen af formålet for faget dansk

Fagformålets stk. 2 bruger JJH som argumentation for basisdansk og kommunikationsdansk. Med de rummelige formuleringer, der findes i formålet, kan han gøre det med fuld ret.  Jeg er ikke enig i så forenklet en tolkning af passagerne. Der er også efter min mening dannelsesaspekter i denne paragraf.

Uklarheder og manglende sammenhæng i de officielle bestemmelser

Det undrer mig også, at JJH i sine debatindlæg og sin beskrivelse af det gældende formåls-, kompetence- og målhierarki ikke i højere grad kommer ind på, at der er manglende overensstemmelse mellem, hvad der står i folkeskolens formål, fagets formål, i ny Fælles Mål, i den vejledende læseplan, i vedledningen og i prøvebestemmelserne. Det er vigtigt at gøre lærerne opmærksomme på dette. Bestemmelserne, som de er nu, er et kludetæppe præget af politiske ambitioner og holdninger og kompromiser mellem forskellige fagsyn og læringsopfattelser. Se min artikel i Fællesskrift 2014. Dansklærerforeningen, ”Det værste og det bedste”. Her foldes mine argumenter ud, og derfor vil jeg ikke gentage dem. Det er overladt til lærerne at skabe helhed i deres egen undervisning ved praksisnære, didaktiske overvejelser ud fra disse modsætningsfyldte bestemmelser.

Et eksemplarisk indhold

Jeg er enig med JJH i det meste, når det gælder faget dansk. Uenigheden omfatter primært  den måde, JJH beskriver sine fagsyn på. TiI stedet for at give danskdidaktikken tilbage til lærerne, vil de skabe forvirring. Desuden er jeg tilhænger af, at man - som Klafki anbefaler det - gør sig overvejelser over, hvilket indhold i kulturen, der er bedst egnet til opnåelse af de opstillede mål. Kompetencesbeskrivelser og mål er ikke nok. Det er vigtigt for faglig kvalitet at vælge et eksemplarisk indhold.

Hvad kan de fire fagsyn bruges til?

I indledningen til bogen ”Feed back i danskfaget” skriver Vibeke Christensen i et indledende afsnit om Jens Jørgen Hansens indlæg i bogen….”gøres der op med forestillingen om danskfaget til fordel for en forestilling om danskfagene”. Det glæder mig, at Jens Jørgen Hansen tager afstand fra, at hans dimensioner, perspektiver, fagsyn skal opfattes som fire fag. Men ikke desto mindre taler han om fire fagsyn i dansk knyttet til bestemte metoder og bestemte stofområder og med forskellige formål. Det kunne ligge snublende nær at tage afsæt i denne tænkning til at arbejde med faget i adskilte discipliner i vores kompetence- og testbegejstrede tid, hvor teaching to test truer.

Dansklærerne må selv skabe mening i undervisningen

Dansklærerne  må skabe helhed i undervisningen ud fra ét fagsyn. For mig har nøglebegreberne i forbindelse med dansk altid været, at dansk er et dannelsesfag med dansk sprog i udvidet forstand som kerne og med en etisk, historisk, kommunikativ og æstetisk dimension, som alle skal gennemlyse og inspirere i gennemgangen af alle fagets områder. 

Powered by Labrador CMS