Helge Christiansen
Blog
De tavse kanoner
Jeg spørger bare. Jeg skriver her for at forstå noget, jeg ikke forstår. Jeg vil bede Undervisningsministeriets eksperter og andre om at forklare mig meningen med ændringerne i den litterære kanon i dansk.
Martin A. Hansen og Klavs Rifbjerg er smidt ud af den fælles kanon. Jens Raahauge, Dansklærerforeningens formand, har ifølge sin blog fået følgende begrundelser i Undervisningsministeriet:
Martin A. Hansen og Klavs Rifbjerg er for svære at læse i folkeskolen. Inden jeg som så mange andre forlod folkeskolen for at påtage mig andre jobs, har jeg undervist i adskillige år og mange timer i disse forfattere i folkeskolen. Jeg må have stødt på en helt speciel slags elever, for de elever, jeg havde, kunnet sagtens læse disse to centrale forfattere. Der var langt større problemer med andre forfattere på den fælles kanon, fx Oehlenschläger og Grundtvig. Og at Johan Hermann Wessel er vigtigere end de to ekskluderede forfattere, er det svært at forstå.
En anden begrundelse til Jens Raahauge har også været, at nu skulle eleverne slippe for at plages med ”Agerhønen”. Virkelig et argument på højt fagligt niveau. Det er også svært at forstå, at Rifbjergs mange lettilgængelige historier og digte skulle være for svære i skolen og ikke passe ind i de temaer, man arbejder med i folkeskolen. Jeg håber, at den læringskonsulent og den ministerielle embedsmand, der gav svarene, kan uddybe dem. Jeg forstår dem ikke.
Tove Ditlevsen er kommet ind i kanonen. ”Der er for få kvinder i den danske kanon”, oplyste en ministeriel embedsmand. Altså en kvindepolitisk begrundelse. En løsning kunne være at afskaffe det nuværende kanonbegreb og i stedet i læseplanen skrive, hvilke væsentlige perioder i dansk litteratur, det er anbefalelsesværdigt at læse med en anbefaling af nogle centrale forfatterskaber. Eller skal den danske kultur nødvendigvis være afdød? Hvis man valgte den løsning, kunne man inddrage perioder helt frem til nutiden, hvor det vrimler med fremragende kvindelige forfattere, som eleverne nok ville få større udbytte af at læse end Johan Hermann Wessel og Oehlenschlæger.
Der er også noget andet, jeg ikke forstår. Martin A. Hansen og Rifbjerg duer ikke. Men de er ikke fjernet fra den gymnasiale kanon. Læseplansudvalget for folkeskolen har lavet om på den fælles kanon uden at diskutere det med gymnasieområdet. Der er altså en fælles kanon, som ikke er fælles, men som alligevel kaldes fælles. Har jeg forstået det rigtigt?
I stedet for Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg optræder nu Ipsen, Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner.
Det vil altså sige, at den danske kanon ikke er dansk mere, men nordisk, og det mener Lise Voigt, formand for læseplansudvalget i dansk, er et tegn på, at den er dynamisk. Eller er den stadig en dansk kanon, og hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og udvide kanonen med tyske og franske forfattere, som har haft så stor indflydelse på vores kultur?
Og er den danske kanon nu også noget særligt for dansk kultur? Oehlenschläger og H. C Andersen var dybt præget af europæiske kulturelle strømninger, og deres værker var aldrig blevet til det, de var, hvis de ikke var dele af en international bølge.
Perlerne i den danske kultur er desuden værker, som for manges vedkommende ikke læses frivilligt af moderne danske og globalt indstillede mennesker. Den danske kultur er altså til dels noget, man kun læser, når man tvinges til det i et uddannelsesforløb. Er de så det centrale i dansk kultur?
Endnu noget, jeg ikke forstår. Kanonudvalget rummede en lang række kulturpersonligheder og kapaciteter inden for litteraturforskning. Det nuværende læseplansudvalg har ikke samme kvalifikationer på det litteraturhistoriske område. Hvorfor bliver dette udvalg sat til at afgøre, hvad der er det mest værdifulde i dansk litteratur og kultur i al hemmelighed- uden nogen dialog med danskunderviserne? Trives den danske kultur bedst i splendid isolation? Er Undervisningsministeriet ligeglade med Dansklærerforeningens, forskeres og engagerede dansklæreres mening om sagen? Er det udtryk for en generel ministeriel, udemokratisk tendens, at ”vi alene vide, hvad der tjener folkets bedste?”
Er den litterære kanon en så ligegyldig sag, at man helst vil have en ændring overstået i det skjulte og på en overfladisk måde, der ikke koster penge?
Og hvorfor er de borgerlige partier, som fik kanonerne til at tordne for Danmark i den forrige regerings tid, ligeglade med kanon og en debat af danske værdier, menneskesyn og samfundssyn i forbindelse med en ny skolelov, som har gennemgribende betydning for dansk kultur?
Skal det være nødvendigt at rette spørgsmål til folketingets undervisningsudvalg for at få svar på en række spørgsmål, jeg har stillet på min blog det sidste års tid? Eller modtager jeg et svar på folkeskolen.dk?
Jeg spørger bare.Jeg modtager gerne sand oplysning.
For at undgå enhver misforståelse. Historie og dansk har altid været de fag, jeg har været mest optaget af. At undervise i ældre tekster og arbejde med den historiske dimension har altid været det, der har optaget mig mest i danskfaget i folkeskolen. Jeg undrer mig også over, at den historiske dimension er så dårligt beskrevet i ny Fælles Mål i dansk. Læs min grundige analyse og kritik i artiklen ”Det værste og det bedste” i Fællesskrift 2014 fra Dansklærerforeningen. Den kan læses på Dansklærerforeningens hjemmeside eller googles direkte under Fællestidsskrift 2014 – Dansklærerforeningen.
