Helge Christiansen
Blog
Man bliver vred, når man bliver pisset på
Den aktuelle debat om samfund og skole får mig til at tænke på en tur i taxa fra Viborg Station til Hald Hovegård uden for Viborg. Mit indlæg handler om den udbredte vrede blandt samfundets magtesløse og om ligeværd som en nødvendig baggrund for demokratisk dannelse
Hald – et smukt sted, hvor forfattere mødes
Jeg har i mange år deltaget i Dansk Forfatterforenings møder og kurser på Hald Hovedgård. Her mødes farverige, spændende forfattere. Samtaler med forfatterkolleger og oplæg af instruktører giver liv og inspiration. Stedet udstråler historisk autoritet og litterær fantasifuldhed. Her har jeg truffet Peter Seeberg, Ole Sarvig, Inger Christensen og Poul Borum osv. osv., og stedets spøgelse, den venlige gamle dame, vandrer rundt om natten og kan opleves af forfattere med særlige evner.
Men især er det en oplevelse at møde engagerede fagforfattere, mine fagkolleger. De skriver løs i alle mulige genrer og medier og beriger landet med fremragende tekster uden at tabe modet på grund af læringsportalernes ensretning og OECDinspirerede og økonomitænkende profeter.
Vredens dag på Hald
Jeg sidder i en taxa på vej til Hald Hovedgård. Jeg får en sludder med taxachaufføren, der i væsen og sprog udtrykker sig på en charmerende, jyske måde. Jeg nævner den aktueller skandale. Det var dengang Lars Løkke Rasmussen havde brugt partipenge til en masse jakkesæt og var tæt på at blive væltet. Da jeg nævner netop denne skandale, eksploderer taxachaufføren i vrede. Han er rasende over, at han er underlagt stramme regler og besparelser og slider og slæber for at få økonomien til at hænge sammen. Ordene og raseriet vælter ud af ham. Da vi når frem, må jeg give ham rigeligt med drikkepenge for at slippe væk fra ham.
Nogle af magtens overmennesker fusker ustraffet
Jeg forstår hans vrede. Jeg forstår også vreden hos en stor del af den danske befolkning. Nogle ministre lyver og bedrager og erklærer krig uden belæg. Nogle forskere slipper af sted med belejlig, kreativ omgåelse af sandheden for at fremme egen karriere, bekæmpe konkurrenter eller for at please magthaverne. Det gjaldt blandt andet i forbindelse med skolereformen, hvor lærere, forældre ja hele den danske befolkning blev ført bag lyset. For at komme på ret køl er det ikke nok med en sofistikeret debat mellem fløje i den danske forskning, som hovedsagelig grupperer sig sammen med meningsfæller i hver sin osteklokke og ikke er interesseret i dialog med ”jævne folk” eller forskere, der ikke er enig med dem selv. Det er nødvendigt med en overordnet folkelig, demokratisk debat om, hvad vi vil med skolen, og af hvilket livssyn der ligger bag de forskellige forslag til ændring af skolen. Denne debat skal alle have mulighed for at deltage i.
Milliarder strømmer ud af statskassen på grund af en neoliberalistisk minimalisme, som har udsultet en række offentlige institutioner. ”Vi skal jo helst ikke genere erhvervslivet for meget”, sagde skatteministeren på et tidspunkt. De frie kræfters spil er nu bedst. Nedskæringer ødelægger folkeskolen, ungdomsuddannelserne, læreruddannelsen, den statslige og kommunale administration, og velfærdsydelser skæres væk. Der gives skattelettelser til de velbjergede. Psykisk syge, handicappede og ældre snydes endnu en gang med tom snak. Forslaget til en sundhedsreform er et fremragende eksempel i den retning. Ifølge den skal psykisk syge, autister og handicappede og andre, der ifølge en konkurrencestatstækning er samfundets skrot, behandles af kommunerne. Hvilken kommune har ekspertise og ressourcer til det?
Vreden har en årsag
Det var uklogt, at englænderne stemte sig ud af EU, og vanvittigt, at Trump blev valgt til præsident. Men jeg tror, at det skyldes vrede og en følelse af afmagt over for magtens overmennsker.
I Danmark går det ikke længere med nedladende forklaringer om nødvendigheden af besparelser på grund af den internationale konkurrence begrundet i OECD-rapporter. Forudsigelser om samfundsudviklingen i fremtiden har aldrig slået til og holder højst tre måneder frem i tiden.
Den småborgerlige forargelse
Det har vakt stor forargelse, at nogle gymnasieelever har lavet en protestaktion i forbindelse med undervisningsministerens besøg på et gymnasium. Måden, eleverne protestede på, er uacceptabel. Men jeg kan ikke tilslutte mig det pæne borgerskabs forargelse. Efter at Undervsiningsministeren har skåret i bevillinger til ungdomsuddannelserne, så elevernes muligheder forringes, møder to særdeles velbjergede personligheder fra højrefløjen (Merete Risager og Kathrine Lilleør) op og vil belære dem om dannelse. Det virker på mig som en provokation i sig selv.
Merete Risager har i andre sammenhænge skabt en værdifuld, lidt større frihed for lærernes ageren i folkeskolen, men hvad hjælper det, hvis hun stadig arbejder for en minimalstat, som ikke har mulighed for at sikre alle elevers dannelse? Og samtidig giver hun ekstra bevillinger til friskolerne og de private skoler.
Hald og den historiske dimension
Hald Hovedgård, hvor jeg elsker at komme, symboliserer noget smukt og værdifuldt i vores danske kultur, og en historisk bevidsthed, som er nødvendig for demokratiets overlevelse. Det var her Steen Steensen Blicher oplevede en pubertetsforelskelse i Charlotte Amalie Schinkel, herremandens datter. Hendes sociale deroute inspirede Blicher til nogle af hans noveller i verdensklasse om farlige, sanselige kvinder.
Magtens overmennesker klarer sig.
Men Halds magtfulde mure minder også om bondeoprør og borgerskabets oprør under reformationen. Bondeoprør endte stort set altid med, at bønderne blev slagtet, mens adelen altid forstod at sno sig.
Den sidste, katolske biskop i Viborg Stift , Jørgen Friis, ejer af bl.a. Hald, kæmpede med alle midler mod reformationen. Efter at han havde lidt nederlag, blev han ikke kastet i fanghullet i fangetårnet på Hald, som rygtet fortalte. Det gjorde man ikke med en adelsmand. Efter kort tids fangenskab sad han igen i kongens råd – den nye lutherske konges. Historien gentager sig i dag.
