Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Den skrøbelige ytringsfrihed og magtfulde embedsmænd
I dette blogindlæg er der eksempler på, at ytringsfriheden er truet, og at det kan have store omkostninger at ytre sig
Jeg flyttede for tre år siden til Ringe i Faaborg-Midtfyn Kommune. Jeg befinder mig godt i byen, der selv om den kun har 6000 indbyggere har et imponerende væld af foreninger og aktiviteter, som drives af frivillige.
Faaborg-Midtfyn Kommune er oprindeligt gammelt grundtvig-koldsk land med mange friskoler og fri- og valgmenigheder. Men to sager i skolevæsenets regi tyder imidlertid ikke på megen åndelighed, rummelighed eller frisind hos kommunens embedsmænd - nærmere på barsk New Public Management.
I 2021 ansatte Christian Elmelund-Præstekær, chef for Opvækst og Læring, en ny skoleder på en af kommunens skoler, uden at skolebestyrelsen var inddraget. Han nægtede, at det var ulovligt. I bekendtgørelse af lov om folkeskolen står der imidlertid i §44 stk. 7, at en repræsentant for skolebestyrelsen skal deltage udvælgelse af ansøgere ved besættelse af en skolelederstilling. I formål for folkeskolen er samarbejdet med forældrene nævnt, og dermed er det betonet, at dette samarbejde er noget centralt i hele folkeskolelovens ånd. Skolebestyrelsen fik ikke lejlighed til at ytre sig om et af de væsentligste emner i en skoles liv, nemlig valg af leder , hvilket også vil sige valg af skolens fremtidige kurs.
For nylig har Christian Elmelund-Præstekær igen optrådt i en helt uacceptabel sag, som allerede er blevet omtalt på folkeskolen.dk. En PPR-medarbejder påpegede i en mail til ham, at han havde løjet i en udtalelse til Fyens Stiftstidende. Han udtalte til dette dagblad, at han ikke havde fået klager fra medarbejdere, der kaldte på handling fra hans side over en skoleleder, der nu er fratrådet på grund af dårlig ledelse. I den nævnte mail havde den pågældende PPR-medarbejder påpeget, at det ikke var rigtigt, at der ikke var klaget over skolelederen. Hun havde klaget over den nævnte skoleleders uacceptable adfærd over for forældre og hende selv.
Derefter fik PPR-medarbejderen en advarsel for at have overskredet grænsen for sin ytringsfrihed som ansat i Faaborg-Midtfyn Kommune. Hun involverede ombudsmanden, der i et svar udtalte, at hun ikke havde overtrådet reglerne for ytringsfrihed, og at kommunen havde handlet kritisabelt.
Så vidt jeg ved, er advarslen ikke trukket tilbage. Men PPR-medarbejderen har opsagt sin stilling og er på den måde blevet et offer i kampen for ytringsfriheden.
Jeg har skrevet i Fyens Stiftstiden om begge sager, og kommunaldirektøren i Faaborg- Midtfyn Kommune har ligeledes i Fyens Stiftstidende skrevet et svar. Hun beklager min oplevelse af embedsmændene i Faaborg-Midtfyn Kommune. Kommunen læger megen vægt på dialog med borgerne, og hun mener, at jeg har hængt den implicerede embedsmand ud i pressen, og hun mener, at vi skal tale ordentligt til hinanden.
Jeg har skrevet kontant, kritisk, sagligt og ordentligt i mine indlæg. Det gør embedsmændene i Faaborg-Midtfyn Kommune ikke altid.
Mange vil sikkert se en parallel til sagen om Erik Schmidt i Odense Kommune, der fik en advarsel for at ytre sig. Landsretten erklærede den for uberettiget.
I sandhedens interesse må jeg dog sige, at det ikke er alle embedsmænd, der er omfattet min kritik.
Hvorfor skulle det være nødvendigt, at embedsmænd ofte graver sig ned i en forsvarsposition, når man som borger påpeger fejl?
I skolesager kan det skyldes, at de embedsmænd, der i Undervisningsministeriet og i kommunerne træffer afgørende beslutninger på skolevæsenets område, oftest har en juridisk eller samfundsfaglig uddannelse og ikke pædagogisk Indsigt i folkeskolens kultur. Det bærer deres beslutninger undertiden præg af.
