Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Hvad vil den andersenske metode sige?
Når medarbejdere ved H. C. Andersens hus skal formidle den verdenskendte forfatters liv og værk, tager de udgangspunkt i hans arbejdsmetoder og eventyrenes struktur, altså det faglige indhold.
Gennem den smukkeste arkitektur og gennem en labyrint af snoede gange kommer man ikke som i myten om Minotaurus på Kreta til et menneskeædende uhyre, men til store oplevelser, til eftertanke og æstetisk skaberkraft i det nye H.C. Andersens hus.
Ja, det har kostet næsten 400 millioner kr. at forme dette hus og dets omgivelser. Kunstnere og eksperter har bidraget til det, og arkitekten er japaneren Kengo Kuma. Udstillingen om H.C. Andersens liv og værker er utraditionel med multimediepræsentationer af hans liv og utraditionelle æstetisk vellykkede fremstillinger af hans eventyr.
Men det er ikke udstillingen, dette blogindlæg først og fremmest kommer til at handle om. En af de mange snoede gange fører til Ville Vau, et hus for sig selv, et eventyrlandskab, hvor børn kan lege helt på egne betingelser, og med et atelier og en scene, der inviterer til fortælling, drama og billedkunstneriske udfoldelser.
Jeg fik en invitation af Cecilie Horup Skøtt, formidlingsdesigner ved H.C. Andersens hus til at blive præsenteret for nogle af de undervisnings- og oplevelsesforløb, som åbner sig for børnene i denne selvstændige del af museet. Og her nærmer vi os den andersenske metode.
Skoler og børnehaver kan klasse- eller gruppevis melde sig til at opleve forløb i Ville Vaus læringsunivers, hvor udgangspunktet er H.C. Andersens arbejdsmetoder og værker.
Der er også fritidstilbud, hvor børn kan melde sig til længere forløb en gang om ugen. I performencetilbuddet arbejdes der med kropslige- og dramatiske udtryk. Et andet tilbud er billedskolen, hvor børn kan skabe billeder og lære arbejdsmåder og teknikker. Der er også i dette forløb rigeligt plads til børnenes selvstændige kreativitet og skaben i et atelier, der ligger på toppen af Ville Vau med smuk udsigt over Odense. Endelig er der som et tredje tilbud forfatterskolen, hvor børnene guides til at skrive fortællinger med inspiration i H.C. Andersens eventyr.
Og så kommer vi til den andersenske metode, der anvendes i alle forløbene, der bygger på metoder, som H.C. Andersen selv brugte i sin forfattervirksomhed. Han var stadigt søgende, skabende og rastløst eksperimenterende og udbasunerede ikke skråsikre sandheder. Jeg synes, at det er interessant, at det her er indholdet i forløbene, den pædagogiske formidling tager udgangspunkt i.
Jacob Bøggild og Henrik Lübker, forskere og H.C. Anderseneksperter, har beskrevet den andersenske metode. I eventyrene er der aldrig klare svar og evigtgyldige sandheder. Han leger med perspektiver og eksperimenterer med fortælleren og fortællepositioner. Hans stil er præget af mundtligt præget fortællelyst. Han leger med ordene og bryder illusionen med fortællerkommentarer og leger med flertydigheder.
I udformningen af forløbene har formidlerne trukket på mange fagpersoner, men i høj grad også på grupper af børn. Deres reaktioner er altafgørende.
Som et eksempel på et forløb fortæller jeg nu mere udførligt om drama. En af formidlerne fortæller levende og så tæt på H.C. Andersens sprog som muligt et eventyr fra Ville Vaus scene. Eleverne er publikum. Derefter bevæger eleverne sig ud i eventyrlandet og finder dragter og rekvisitter, så de ud fra fortællingens inspiration kan skabe deres eget eventyr. De improviserer. I forløbene indgår også elevernes refleksioner over, hvorfor de har valgt at fremstille eventyret på netop deres måde.
Cecilie Horup Skøtt fortalte om sit arbejde - fuld af liv og engagement. Det var en fornøjelse at opleve en ildsjæl. Der findes mange måder at undervise i dansk og i skønlitteratur på, men her var der et skabende og eksperimenterende miljø, hvor børnene var centrale i skaberprocessen. Det var bemærkelsesværdigt, at indholdet (H.C.Andersens metode og værker) satte rammen for forløbene. Formidlerne skaber snart rum for børnenes udfoldelse, snart sætter de rammer for arbejdet. Der er også plads til børnenes indbyrdes refleksion, og en filosofisk metode bruges til at trænge dybere ind bag elevernes udsagn.
Formidlerne spiller således en central rolle i påpegningen af nye dimensioner i tilværelsen og inspirerer til oplevelsesområder, eleverne ikke selv ville søge hen til af egen drift.
