Helge Christiansen
Blog
Hun talte direkte til mig
Dronningen appellerede i sin nytårstale til større forståelse, hensyntagen, hjælp og respekt for de handicappede. Folkeskolens magtfulde beslutningstagere, ledere, administratorer og eksperter har endnu ikke skabt ligeværdighed for alle børn trods megen velmenende snak.
Min datter var meget begejstret for dronningens nytårstale. ”Hun talte direkte til mig”, sagde hun. Hun er autist og plaget af OCD, tvangstanker og -handlinger, der hæmmer hende i hendes livsudfoldelse. Hun hører til dem, der har et usynligt handicap.
Dronningens nytårstaler er en genre for sig. Der er mange selvfølgeligheder i den, som ikke meningsfuldt kan benægtes, men inden for de rammer, som grundloven sætter for hendes udsagn, kommer hun alligevel med holdninger og personlige budskaber, der virkelig gør indtryk.
Hun sagde bl.a., at handicappede ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt, bliver diskrimineret og mødt med hån og drilleri.
Min datter fik inden for én periode på 17 år 9 diagnoser, der viste sig at være ukorrekte. Diagnoserne afspejlede i høj grad forskellige tidsperioders trend inden for psykologi og psykiatri. Forskningen havde mange forklaringer på hendes adfærd inden for den nævnte periode. I samme periode måtte min kone og jeg kæmpe med behandlere og myndigheder, for at hun kunne få en god tilværelse. Det har hun i dag, og hun får god støtte fra et autismecenter og distriktspsykiatrien i egen bolig. Vi må glæde os over, at vi bor i et land, hvor mulighederne for hjælp til psykisk sårbare trods alt har en høj standard. Men havde min kone og jeg ikke haft professionel indsigt i området, havde vi ikke nået målet.
”Vi skal møde vores medmennesker med åbenhed. Andres livshistorie kan gøre os klogere”, sagde dronningen. Det gælder både i lærergerningen over for forældre og børn og i den psykologiske og psykiatriske forskning og behandling. Vi mødte i vores datters behandlingsforløb skråsikre, nedladende eksperter, som bestemt ikke var lyttende. Havde vi accepteret nogle deres diagnoser, havde det været en katastrofe for vores datter. Det modsatte var bestemt også tilfældet. Vi har mødt mange forstående og empatiske behandlere, som gjorde deres bedste i deres arbejde med det komplicerede og uregerlige menneskesind. Vi spurgte i forbindelse med et af min datters behandlingsforløb en overlæge, der var ved at gå på pension, hvilken diagnose hun ville give vores datter. ”Jeg kan ikke give jer en diagnose, men jeg kan fortælle jer, hvad jeg vil arbejde med i den kommende tid, og så må vi se, hvordan det virker”. Imponerende.
I dronningens tale blev forskernes indsats i forbindelse med pandemien rost. Det er der virkelig grund til. Imponerende resultater. Når det gælder forskning i menneskesindet og undervisning i skolen, kan man ikke bruge samme naturvidenskabelige metoder, som når det gælder en virus. Børnene, forældre, lærere og pædagoger skal være ligeværdige samtalepartnere, når eksperter skal finde frem til løsninger for elever i skolen. Ellers går det galt
Når det gælder autister, har folkeskolen i mange tilfælde ikke kunnet skabe et trygt og udviklende læringsmiljø for dem. På Autismeforeningens hjemmeside kan man læse om, hvor store problemerne er med inklusion af autister. De strukturelle forhold og den faglige ekspertise er ikke på plads. 45% af autistiske børn i skolealderen er ramt af ufrivillig skolevægring på grund af manglende tilbud.
Alle initiativer, der kan føre til bedre forhold for autister, er velkomne. Nest-klasser (med få autister og mange ikke-diagnosticerede børn) importeret fra New York og omplantet i Århus er et spændende projekt, men jeg er lidt skeptisk over for importerede projekter fra udlandet. Hvilket dannelsessyn ligger der bag disse klasser? Hvordan passer de ind i en dansk skoletradition? Og vil resurserne også fortsat være til stede, når nyhedens interesse er fordampet? Autismeforeningen har påpeget, at nogle kommuner har indført Nest-klasser udelukkende ud fra økonomers beregninger af, hvad der er billigst, mens den pædagogiske side undertiden bliver forsømt.
”Gud bevare dronning Margrethe”. Sådan sluttede et af de glade indlæg fra handicappede og deres pårørende, der har været i dagspressen, bl.a. i Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad. Og det kan vi godt tilslutte os.
