Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Hvorfor blev Sonny, dommer i "Den vildeste danser", ikke ødelagt af sin ambitiøse far?

Man skal være varsom med at forudsige børns og unges fremtid ud fra teoretisk viden, diagnoser, tests og eksperters udsagn. Det fortæller dette blogindlæg en historie om.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne tid ruller udsendelsen ”Den vildeste danser” hen over skærmen hver fredag, og Sonny Fredie-Pedersen er en af dommerne. En venlig, sympatisk, flot, ung mand, der strutter af selvtillid. Han har en succesfuld karriere bag sig som leder af et danseinstitut i USA og som danser både i USA og Danmark.

Sådan troede vi ikke, det ville gå i 1998. Ved juletid vakte en tv-udsendelsen med titlen ”Ingen slinger i valsen” furore. Den handlede om to superkids, Jeanne og Sonny på 11 år, som allerede da havde vundet flere verdensmesterskaber i dans og også en række titler i Danmark. Dokumentarudsendelsen var fremragende - også rent æstetisk. Den fik da også priser i lange baner.

Udsendelsen handlede om disse stjerners liv. Man kan stadig se udsendelsen ved at google ”Ingen slinger i valsen”. Vi oplever i udsendelsen, hvordan de to 11-årige børn bliver pacet frem til toppræstationer. Træneren er leder af et danseinstitut på Amager - Sonnys far. 

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Udsendelsen vakte voldsom debat, da en række eksperter i børn over en bred kamp var vildt forargede over den måde, træneren behandlede børnene på. ”Du er dog noget af det mest slaskede og slappe, man kan forestille sig. Hvis du bliver ved med at danse på den måde, lærer du aldrig at danse paso doble”, sagde træneren bl.a. Og også presset ved de store turneringer, hvor faderen kun var tilfreds med en førsteplads, virkede umenneskeligt.

Da produceren, Per Wennick, i et af interviewene med faderen antydede, at han trænede børnene for hårdt, svarede han: ”Men hvad har du regnet med? De er verdensmestre. Det er elite. Det er jo superkids”. Han lod forstå, at hvis man vil være på toppen, var det hans barske måde, der var det eneste, der talte.

”Det holder han ikke til. Han ødelægger drengen”, sagde alle eksperter - jeg selv inklusive.

Jeg fik et interview med Sonny Fredie-Pedersen og Jeanne kort tid efter udsendelsen. Vi var på faderens danseinstitut på Amager, og faderen gik mistænksomt rundt i nærheden af os for at høre, hvad der foregik. Jeg skulle bruge interviewet til en lærebog i dansk, en del af systemet ”Dansk i midten”. Der var grund til, at faderen lyttede mistænksomt med, da han var blevet udskældt så voldsomt i medierne.

I mit interview, som senere blev bragt med billede og tekst i bogen ” Efter skoletid”, stillede jeg stort set de samme spørgsmål, som blev stillet i tv-udsendelsen ”Ingen slinger i valsen” af produceren Per Wennick. Men vi fik forskellige svar.

De medier, de medier.  Det virkede som om børnene undertiden svarede det, de forventede, at intervieweren gerne ville høre. Således spurgte Per Wennick Jeanne, om det ikke kunne være vanskeligt at få et fritidsliv, når man skulle træne så hårdt. Hun svarede, at det godt kunne være et problem. Da jeg spurgte hende om det samme, svarede hun: ”Det er overhovedet ikke noget problem. Jeg har veninder lige som alle andre og går til fester”.

Jeg har præsenteret tv-udsendelse og bog for en række skoleklasser. Deres reaktion var oftest, at de syntes, at faderen var hård imod Sonny, men sådan var det efter deres mening, hvis man skulle klare sig i elitesport.

For øvrigt blev min datter, min kone og jeg inviteret til Mickey Freddie-Pedersens danseshow i den gamle cirkusbygning i København. Meget imponerende. Og siden har jeg ikke truffet den berømte familie.

Jeg vil også i dag tage afstand fra det præstationsrace, som foregår i ”Ingen slinger i valsen”, og børn og unge i dag presses også i dag i skolen med tests, elevplaner, uddannelsesplaner, nationale tests og afgangsprøver i en uhyggelig grad.

Men det går ikke altid som eksperterne og præsten prædiker. Livet bevæger sig heldigvis undertiden ad uventede veje, der ikke svarer til eksperters forudsigelser. Som en klog psykiater, jeg kender, en gang sagde. ”En gang imellem går sindet sine egne veje, og det har vi ingen forklaring på”.  

Heldigvis. Det er det megen kunst, musik og litteratur handler om. Og naturligvis skal jeg se alle udsendelser i serien ”Den vildeste danser” og følge Sonny, som jeg sidst traf for 23 år siden, da han var 11 år.

Powered by Labrador CMS