Helge Christiansen
Blog
Man smider guld på gaden
Erfarne dygtige undervisere og ledere giver undertiden op på grund af umyndiggørelse og topstyring
Kronikken i Kristeligt dagblad den 17. oktober 2019 er skrevet af Iben Benedikte Valentin Jensen. Hun fortæller om sin deroute fra et job som underviser på en af landets University Colleges. ”Alt blev digitaliseret, moduliseret, fragmentreret, hierarkiseret, akademiseret, djøfiseret. Jeg fik et hav af mellemledere, der alle skulle vise deres værd. De opfandt nonstop nye dokumentations- og effektiviseringstiltag, der bingede som kirkeklokker ind i min mailsbox.”…”Den grundtvigsk-kritiske offentlige kultur var forkert. Punktum”. Hun måtte forlade sit arbejde på grund af det utilfredsstillende arbejdsmiljø, præget af new public management-styring og krav om en linje i undervisningen, hun ikke kunne stå inde for. Ingen diskussion. Hun endte i hospitalssystemet og derefter på førtidspension.
Hendes skæbne er et tidstypisk eksempel. I de sidste år af mine 30 år som pædagogisk konsulent oplevede jeg det samme, demotiverende miljø.
På læreruddannelsen har jeg kun arbejdet på sidelinjen som beskikket censor i 30 år. Sluttede for to år siden. Jeg oplevede det samme som Iben Benedikte Valentin Jensen har oplevet i det små. De første 28 år, jeg var censor, var det inspirerende, spændende og en faglig opdatering. Der var samtidig tid til dialog med studerende og undervisere, og jeg fik indsigt i læreruddannelsens mangfoldighed.
Men pludselig var alt ændret. Morten Østergård, minister for området, da den sidste reform af læreuddannelsen blev gennemført, udtrykte sin begejstring over, at nu blev der formuleret nogle præcise kompetencemål for, hvad de studerende skulle kunne, og så ville kvaliteten og effektiviteten stige. Samtidig blev timetallet til dansk reduceret med 40%.
Og nu blev det et mareridt at være beskikket censor. Kommunikationen skete digitalt. Det før så venlige adminstrative personale var sparet væk eller stressede og utilnærmelige. Informationsniveauet elendigt. Kiksede it- systemet, var der ikke megen hjælp at hente.
De skriftlige opgaver i dansk skulle nu rettes på 30 minutter- ikke som før på 60 minutter. De var bestemt fra oven. Det var uforsvarligt, og der blev slet ikke tid til samtaler og til at konferere grundigt om karaktererne med eksaminator.
Der var stadig gode præstationer ved den mudtlige eksamen, men en stor del af dem var en overfladisk opremsning af undervisningsforløb uden dybere refleksioner og inddragelse af videnskabelige teorier og forskning. Det fagfaglige niveau sank. Det var tydeligvis målformulering og evaluering, der var det vigtigste - ikke en diskussion af fagligt indhold og refleksion over undervisningen i skolen.
Uddannelsen før den sidste reform var ikke tidssvarende og for lidt praksisorienteret. Men man forbedrer den ikke ved topdownstyring og ved stadig nedskæring af tid til undervisning og forberedelse.
Nu kan en nye læreruddannelse forhåbentlig give underviserne på læreruddannelsen mere luft til at være rigtige undervisere i og ikke djøffernes ydmyge funktionærer.
Men kommer der nu lempelser af New Public Managementstyringen, og er større frihed i folkeskolen på vej?
Jeg tror, der er lang vej. I kommunerne trækkes man på mange områder stadig med chefer af den moderne, effektive skole med dårligt arbejdsmiljø, opsigelser og fyringer til følge. Effektivitet, besparelser og dokumentation sættes over alt.
I kommune efter kommune er der mange velkvalificerede lærere, der rejser, opgiver eller søger job andre steder, f. eks. på friskoler. Mange lærere, jeg kender, er gået af før tiden. Knalddygtige lærere, der ikke vil modtage nedladende belæringer af djøffer, bedrevidende forskere og læringskonsulenter.
Man smider guld på gaden i denne tid. Garvede, fremragende undervisere og ledere, der godt kan tænke selv og har en uvurderlig erfaring, giver op i folkeskolen og på andre uddannelser – et kæmpe kvalitetstab. De ydmyges og nedvurderes, fordi de ikke bukker og accepterer ensidig styring fra oven og ikke ligger på maven for stadigt skiftende, nye, pædagogiske, evidensbaserede vidundermidler.
Det skulle være muligt at føre en dialog med disse dygtige lærere og ledere med deres selvstændige holdninger og faglige viden, så tradition og fornyelse trækker i samme retning, især fordi de nye trends skiftes ud mindst hver andet år af ambitiøse forskere, politikere, embedsmænd og moderne , ”effektive” ledere.
Der er og bliver smidt guld på gaden til stor skade for kvaliteten i uddannelesessystemet – og så er det ikke engang rentabelt og erffektivt. .
