Helge Christiansen
Blog
Opskrift på dannelse. Læs verdenslitteraturens klassikere i skolen.
I bogen "Litteratur og dannelse" plæderer Martin Blok Johansen i forbindelse med et forskningsprojekt i 6. klasse for inddragelse af æstetisk storslået verdenslitteratur i danskundervisningen. Det er lettere at gøre det i teorien end i praksis.
Bogen er anmeldt udmærket på folkeskolen.dk af Lars Stubbe Arndal, og min kommentar kan betragtes som et supplement.
Et af mit livs største fiaskoer oplevede jeg det første år, jeg var lærer i folkeskolen. Inspireret af en tid som højskoleelev og -lærer var jeg besjælet af lysten til, at min 8. klasse skulle stifte bekendtskab med den store og gode litteratur, noget af det ypperste, vi har i vores kultur. Derfor gennemgik jeg ”Påskeklokken” af Margtin A. Hansen, en dybsindig, æstestisk fuldkommen og fremragende novelle.
Mine elever mødte dog ikke teksten med den samme begejstring som jeg. De blev urolige og kedede sig. Til sidst blev jeg rasende og skældte dem ud, fordi de ikke viste respekt for dette fremragende mesterværk. Og dermed var fiaskoen total.
Kunsten at gennemgå tekster med æstetisk og etisk storhed og samtidig fange elevernes interesse er kompliceret. Et andet af mine yndlingsemner har altid været læsning af ældre tekster. Udbytterige forløb om ældre og kanoniske tekster kan både resultere i storslået succes og eklatant fiasko.
Den omtalte bog beskæftiger sig netop med valg af tekster, der udvider elevernes horisont og lader dem møde en fremmedhed, som efter forfatterens mening er en forudsætning for dannelse. Tekster, man umiddelbart kan identificere sig med, er ikke fofatterens foretrukne, selv om de har deres berettigelse.
Han mener ikke, at børne- og ungdomslitteraturen i tilstrækkelig grad indeholder potentiale til, at eleverne bliver beriget af noget andet end sig selv. For mange tekster, der bruges i folkeskolen, er i for høj grad tilpasset eleverne, så de ikke gennem mødet med dem finder andet end deres egen, velkendte verden.
Jeg er begejstret for, at bogens udgangspunkt i høj grad er fagdidaktisk. Temaet er litteraturundervisningens mulighed for at bidrage til elevernes dannelse. I sin beskrivelse af dannelsesprocessen tager forfatteren udgangspunkt i den velkendte model for dannelsesromanen: hjemme - ude - hjem. Efter stadiet hjemme, der står for fortrolighed med det kendte, kommer ude. Her sættes der spørgsmålstegn ved det hjemlige, og fasen er præget af usikkerhed, tvivl, modsætninger og manglende fodfæste. Dette stadium kan eleverne – efter forfatterens mening- opleve ved at læse tekster, som er helt fremmed for dem, og her er især tekster af æstetisk storhed egnede.
Derfor vender forfatteren stadig tilbage til tekster af Kafka, Dostojevskij og Proust. Verdenslitteratur, som rummer noget almenmenneligt uafhængeligt af det nationale og æstetisk storhed, er hans foretrukne værker. De nationalt prægede værker, bl.a. nogle af værkerne i den danske kanon rangerer en tak lavere. Dog omtales ”Kongens fald” med stor begejstring.
De fornemste tekster, man kan bruge til elevernes dannelse, er efter forfatterens mening abstruse tekster. De er fremragende, skønlitterære tekster fra verdenslitteraturen, som traditionelt fravælges i folkeskolen, og som rummer æstetisk storhed og tvetydighed, og som er velegnet til at bidrage med en modstand, der bidrager til elevernes dannelse.,
I et forskningsprojekt i en 6. klasse gennemgår forfatteren noveller af Dostojevskij og Kafka. Det empiriske materiale i et slutningsafsnit overbeviser mig ikke om, at forfatterens har dækning for sine teorier - rent empirisk. Materialet er spinkelt.
Desuden er hans vurdering af, at al børnelitteratur og kanoniske, danske tekster er uden fremmedhed og potentialer til dannelse, besynderlig. Megen moderne børnelitteratur indeholder netop det fremmede, æstetisk kvalitet og dobbelttydighed.
Jeg er enig i, at man bør præsentere tekster af æstetisk, etisk og historisk storhed for eleverne. For øvrigt er jeg selv begejstret for Dostojevskij og har læst tusindsvis af sider af ham.
Men opgaven er ikke så enkel, som det er beskrevet i denne bog. Et centralt begreb i den er adkomst. Dette betyder, at eleverne præsenteres for tekster, de ikke selv ville vælge og derved modtager dem som en gave. Det er langtfra sikkert, at eleverne vil modtage gaven, og at de som beskrevet i bogen vil blive fascineret af det fremmedartede i den litteratur, som jeg og andre litteraturelskere og -forskere betragter som den ypperste.
Men jeg vil alligevel anbefale bogen, fordi den på trods af for megen redundans, mange digressioner og undertiden også en unødvendig arrogance kan inspirere til frugtbare tanker om dannelse, som lærerstuderende og praksisnære lærere kan omsætte i undervisningsforløb, således at udeheden og dannelsen ikke glemmes i de undertiden alt for voldsomme målstyringsprocesser, hvor mål og evaluering kan skygger for fagligt indhold og dannelse.
Læseren, der hænger ved, får en rundrejse i litteratur i hele verden og i fortid og nutid. Budskabet er provokerende, men også igangsættende og inspirerende. Selv om jeg på mange punkter er uenig med forfatteren, har det været en spændende og lærerig oplevelse at læse bogen..
