Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Den mistænkeliggjorte maskulinitet

Indvandrerfædres problemer med at finde deres rolle i skole-hjemsamarbejdet åbner mulighed for i højere grad at bruge fædre som en ressource i skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To artikler i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen illustrerer udmærket problemer med at inddrage indvandrerfædre- især af første generation - i forældresamarbejdet.

Spørgsmålet er, om det kun er indvandrerfædre, der føler sig på Herrens Mark.  Skoler og institutioner, der har med børn at gøre, er domineret af kvinder. Det er vigtigt, at børn oplever både feminine og maskuline forbilleder. Derfor er den tiltagende mistænkeliggørelse af maskuline reaktioner et problem.

Naturligvis skal man bekæmpe seksuelle krænkelser og krænkelser i det hele taget, hvad enten de begås af mænd eller kvinder, med næb og kløer,  men det virker undertiden som om mistænkeliggørende fordommene om mænd smitter af på holdningen til alle mænd. I forældresamarbejdet er der både i forskningsrapporter og fra min egen praksis eksempler på, at kvinder i skole-hjemsamarbejdet helt ubevidst indgår alliancer mod mændene, hvis de reagerer på en måde, der er naturlige for mænd i konfliktsituationer.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

I tre år fik jeg to gange om ugen besøg af en afghansk mand. Jeg skulle i Dansk Flygtningehjælps regi hjælpe ham med at få en uddannelse. I tre år underviste jeg ham i dansk og støttede ham i hans uddannelse til social -og sundhedshjælper. Efter tre års parløb havde han en uddannelse og et job.

I løbet af så lang en periode kom vi til at diskutere mange af livets forhold bl.a. ved at tolke litteratur. Da vi først havde etableret et tillidsfuldt forhold, gav han udtryk for sine frustrationer over den dansk folkeskole. Eleverne havde ingen respekt for lærerne. Børnene løb rundt i vild forvirring i skolerne, og der var ingen disciplin. Han ville langt foretrække de afghanske skoler. Der blev man om morgenen hørt i lektion, og kunne man den ikke, blev man slået over fingrene. Der var ro i klassen. Man blev slået, hvis man ikke opførte sig ordentligt, og samarbejde med forældrene var utænkeligt. Forældre skulle ikke blande sig i den store autoritets lærerens afgørelser. Om eftermiddagen arbejdede han i sin fars forretning, og om aftenen lavede han lektier,

Vi havde mange gode diskussioner om skoler og om ligestilling mellem kønnene. Efter tre års samtaler var vi stadig meget uenige, men den eneste vej frem i dette tilfælde var åben dialog uden fordømmelse og nedgøring af hans synspunkter. Han ville gerne have, at det skulle gå hans børn godt, men hvordan det skulle ske, blev vi aldrig enige om.

Artiklerne i Fagbladet Folkeskolen peger på en vej frem mod at inddrage indvandrerfædre som en resurse. Der er bare et men i forhold til artiklerne i Fagbladet Folkeskolen.  Lærerne har mindre tid til skole-hjemsamarbejde, end de havde før de nye tjenetidsregler og skolereformen. Hvis man virkelig seriøst skal bygge på kvaliteterne i et skole-hjemsamarbejde, kræver det tid til dialog.

Det er ikke mit indtryk, at den nødvendige tid altid er der. Hvis man skal bearbejde både mænds og kvinders fordomme om maskulinitet og femininitet, om fædres og mødres rolle i skolen og om kulturelle fordomme både om den danske og andre landes kulturer, kræver det god tid.

Jeg husker stadig, hvordan jeg gik i panik, da jeg skulle opereres på Rigshospitalet. Da jeg skulle bedøves, dukkede der en kulsort kvinde op. Det var jeg ikke tryg ved, selv om jeg naturligvis slet ikke er racist. Ubevidst har mænd og  kvinder både indvandrere og kernedanskere deres fordomme og projektioner, som skal bearbejdes i en stadig dialog.

Powered by Labrador CMS