Helge Christiansen

Blog

Glade lærere findes

Folkeskolen er mere end nogensinde præget af en slingrekurs. Magtfulde organisationer, embedsmænd og politikere, som bestemmer skolens fremtid, taler igen om endnu en ny kurs, et paradigmeskift efter trængslerne med målstyringsvanviddet. Trods de stadige skift er der stadig lærere, der kan lide deres job.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I løbet af denne solrige sommer traf jeg til min store overraskelse mange nuværende og tidligere lærere, som var glade for jobbet som lærer.

På Frederiksdal var der konference for Danmarks Lærerforenings pensionister om folkeskolen og forholdet til politikere og organisationer i juni måned.  Spændende oplæg om magtspillet om folkeskolen og mange af de friske pensionister, jeg talte med, gav udtryk for, at de tænkte tilbage på deres lange lærerliv med glæde. Skolen i dag bygger på et solidt fundament af værdier, gentagelser og traditioner, som sidder i kroppen, og som ikke sådan bare kan udskiftes.

Derefter videre til ”Lærermødet” på Ryslinge Højskole i begyndelsen af juli arrangeret af Danmarks Lærerforening og Folkehøjskolernes Forening. Det er blevet en årlig tradition, at forskere, undervisere i folkeskolen og andre uddannelsesinstitutioner, repræsentanter fra højskolebevægelsen og Danmarks Lærerforening og andre kulturpersonligheder mødes til debat om dannelse i folkeskolen på et firedages ophold på Ryslinge højskole. Her var der især i år smil og høj stemning på grund af den nye vending i skoledebatten. Mødet var præget af gode foredrag og debatoplæg i et levende sprog, af fortællinger og samvær, samtale, drøftelse af eksistentielle spørgsmål og fællessang. Og der var vidunderligt få power points. Skriftet ”Formål og frihed. Fem pejlemærker for Fælles Mål i folkeskolen” var et af de centrale temaer.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Der var rig lejlighed til at få en sludder med mange lærere. De fleste var glade for deres job og havde forstået at sno sig i de evindelige omskiftelser pålagt ovenfra uden at miste lysten til at undervise i folkeskolen.

Da jeg gik mig en tur i landsbyen Ryslinge i en pause, kom jeg i snak med en af de lokale handlende. Da jeg fortalte, at jeg deltog i et kursus på Ryslinge Højskole, spurgte hun: ”Hvad handler det om?”. Jeg svarede, at vi diskuterede folkeskolen. Det kunne vi lige så godt holde op med, mente hun. Lærerne og alle de andre kunne alligevel ikke blive enige om noget som helst. Og så kom et lille indlæg om folkeskolens elendighed. Jeg sagde, at emnet måske nok var lidt for stort til, at vi kunne diskutere det her og nu.

Men alligevel er reaktionen forståelig, og jeg burde have taget mig tid til en dialog. Men jeg blev paf. For jeg kan alle de rigtige ord om dannelse, undervisning, evaluering osv., men i denne situation fandt jeg ikke frem til det sprog, der var nødvendigt for at etablere en meningsfuld dialog.

Den lokale handlende har jo ret i sin kritik. I 2013 tromler man en folkeskolereform ned over folkeskolen, forringer lærernes arbejdsvilkår, fremstiller dem som latterlige og forkælede kværulanter. Målstyringsprofeter kværner det glade budskab om mål, synlig læring og kompetencer ned over læreuddannelsen og skolerne.

Og nu få år efter er der travlt ved håndvasken. Det fungerede ikke at bruge New Public Managementmetoder på levende, lærende mennesker og at arbejde stik imod den danske skoletradition. Målstyringsvanviddet gik amok. Milliarder af kroner er smidt ned i et stort sort hul, som undervisningsministeren så malende har udtrykt det. Både på statsligt og kommunalt niveau vender alle rundt på en tallerken.

Svælget mellem på den ene side finansministeriets og OECD`s krav om harmonisering og økonomisk effektivisering og forskeres skiftende råd til den inkompetente folkeskole og på den anden side folkeskolens virkelighed bliver stadig større.

Lad os håbe på en bedre dialog mellem folkeskolens praktikere og didaktiske og økonomiske eksperter på de bonede gulve, og lad os holde fast i en bred folkelig, demokratisk debat om skolen.  Vi må håbe, at der stadig er plads til mange glade lærere i folkeskolen. Folkeskolen er for vigtigt et anliggender til, at man kan overlade det til forskere, embedsmænd og politikere.