Helge Christiansen
Blog
Kulturkløften mellem lærernes og forskernes vurdering af læremidler
Bogen "Læremidlernes danskfag", omtalt i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen, er en værdifuld og inspirerende analyse af læremidler til dansk, men den indeholder også indbyggede problemer, det er værd at reflektere over.
Jeg har været så heldig at få ”Læremidlernes danskfag”, en bog på 350 sider, til anmeldelse. Jeg har derfor haft mulighed for rigtigt at grave dybt i den. Min anmeldelses samlede beskrivelse, analyse og vurdering af bogen vil blive bragt på folkeskolen.dk om kort tid.
Men indtil da vil jeg foretage nogle punktnedslag i bogen og komme med nogle kommentarer i forlængelse af artiklen i Fagbladet Folkeskolen og de kommentarer, den har affødt.
I mange år var det under universiteters og andre højere læreanstalters værdighed at beskæftige sig med læremidler. Det var derfor et stort fremskridt, at Nationalt Videncenter for Læremidler, læremiddel.dk, for 10 år siden blev skabt. Det har ført til en lang række initiativer, forskningsprojekter og publikationer, og nu er et forskerhold fra DPU også på banen med en væsentlig forskningsrapport.
”Den første læsning” er det absolut mest brugte system på begyndertrinnet. Interviewede lærere er glade for det i enhver henseende, men i bogen kritiseres systemet i en artikel . Stort set alle forskere i verden går ind for en balanceret læseundervisning på begyndertrinnet, der både tilgodeser en elementær afkodning og en meningssøgende læsning. Forskeren mener, at dette system ikke tilgodeser en balanceret læsning, men kun fokuserer på afkodning, mens den meningssøgende læsning og skriftlighed forsømmes.
Fandango er det mest brugte system på mellemtrinnet, men ud fra forskernes inddragelse af moderne litteraturteori kritiseres det for at være mangelfuldt og utidssvarende. For øvrigt er det langt fra første gang, at forskere har kritiseret dette systems litteraturpædagogik. Lærerne udtaler, at de er glade for det.
Gyldendals danskportal for overbygningerne er det hyppigste læremiddel til dansk i overbygningen. Lærerne er godt tilfredse med det. Men forskerne kritiserer i bogen, at systemet ikke arbejder med it som emne og slet ikke forholder sig kildekritisk til mediet, men kun bruger it som hjælpemiddel.
Nogle af de populæreste stave- og grammatikmaterialer kritiseres af forskerne for at være for repetitive og færdighedsprægede. Efter deres opfattelse har international forskning vist, at det er spild af tid at træne stave- og grammatikfærdigheder isoleret.
Her i landet er det private firmaer, der producerer læremidler. Forlagene har gode intentioner om at lave læremidler, der har en høj faglig kvalitet og lever op til nye bestemmelser og den nyeste forskning, men i sidste instans er det bundlinjen, der tæller. Firmaerne vil gerne overleve og medarbejderne beholde deres stillinger.
Dialog under mit møde med en forslagschef for nogle år tilbage. Jeg: ”Hvorfor sælger I stadig det der læremiddel? Det er jo mangelfuldt og forældet”? Forlagschefen: ”Vil du have, at jeg skal gå ind til min bestyrel og foreslå, at vi ikke længere skal sælge et materiale, vi tjener masser af penge på, og som lærerne gerne vil have?”
Kritikken af læremidlerne til dansk i bogen er jeg i de fleste tilfælde enig i. men der er også kapitler, hvor kritikken ikke holder, og hvor de anvendte begrebsapparat er kritisabelt. Forskere er ikke fejlfri. Desuden findes der mange virkelig gode læremidler til dansk, som slet ikke får plads i bogen.
Vejen frem er første og fremmest mere tid til forberedelse, så lærerne som forskerne foreslår har tid til enkeltvis eller sammen at reflektere over de stærkt styrende læremidler som en del af deres planlægning. Lærerne vælger ofte læremidler som en overlevelsesaktion. Der skal undervises i læremidelanalyse på læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, og der skal ydes støtte til forlagene til at lave eksperimenter med nye kvalitetslæremidler, der lever op til det kreative, eksperimenterende, reflekterende dannelsesfag, som forskerne står inde for. Kvaliteten styrkes ikke gennem kommunernes pakkeindkøb fra forlag af det billigste tilbud eller den it-støtte, staten ukritisk har givet til it-læremidler.
Lærerne skal planlægge deres egen undervisning og inddrage læremidlerne som støtte. Det er ikke læremidlerne, der skal diktere undervisningen.
Der skal desuden sættes midler af til dialog mellem forlag, lærere og forskere. Kvalificerede læremidler udvikles ikke kun ved hjælp af forskernes inspiration, men også ved at praktikere deltager i samarbejdet.
Det er i praksis i skolernes kontekst, at læremidlerne skal stå deres prøve.
