Helge Christiansen
Blog
Erfaringer fra praksis tæller ikke
Der er en generel tendens til, at beslutninger om uddannelsesforhold træffes af en sammenspist elite af eksperter, administratorer og politikere uden erfaringer med de uddannelsesområder, de hersker over. En god lærer i folkeskolen opfattes i stigende grad som en tilpasningsvillig læringstekniker.
Ekstern censur og kvalitet
Kvalitetsstyrelsen har foreslået, at den eksterne censur skal afskaffes og mener, at det vil give store besparelser og være uden betydning for kvaliteten af eksaminationerne. I stedet for straks at afskaffe denne brugercensur har minidsteren nedsat et udvalg, som skal kulegrave censuren generelt.
Jeg har selv i mange år (ca. 25) været ekstern censor ved læreruddannelsen, beskikket af Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Jeg tror, det er vigtigt, at beskikkede censorer med erfaring fra aftagerområderne – bl.a. folkeskolen - vurderer om de videregående uddannelser og eksamensformerne er relevante i forhold til det, uddannelserne skal bruges til.
Hvis den eksterne censur bliver afskaffet, fjernes en kritisk instans som ustraffet kan protestere, hvis uddannelserne i for høj grad lukker sig om sig selv, hvis karaktererne devalueres, og hvis besparelser og nedskæringer fører til manglende grundighed og faglig fordybelse.
Uddannelsernes vagthunde
Et aktuelt eksempel er 400 eksterne censorers kritik af de videregående uddannelsers faglige kvalitet, som det bl.a. er beskrevet i Berlingske Tidende og i Fyens Stiftstidende for nylig. Censorerne mener, at det faglige niveau er faldet, karaktererne devalueret, - det regner med 12-taller- pensum er indskrænket, og de studerendes færdighed i kommunikation og deres faglige viden er forringet. Censorformandskabet betegner sig selv som ”samfundets vagthund vedrørende videregående uddannelser” og har beskrevet problemerne i et brev til ministeren for uddannelse og forskning og valgt ”nu som sidste mulighed at gø højere og vedvarende, indtil faren er drevet over.”
Eksempler på nedvurdering af lærernes erfaringer fra praksis
Det er et af mange tegn på, at erfaringer fra praksis ikke har nogen større vægt i dag, og skolereformen og lærernes situation viser nøjagtigt det samme. Her kommer en stribe af andre eksempler:
1. Ministeren for Uddannelse og Forskning har for nylig beklaget, at pædagogiske forskningsresultater kun i begrænset omfang bruges i skolen. Det kunne tænkes, at der ikke kun er tale om et formidlingsproblem top-down, men at det i nogen grad skyldes, at forskningen har fjernet sig så langt fra lærernes praksis, at den er irrelevant. Jeg har læst mange ph.d.-opgaver og professionsbacheloropgaver, hvor der er brugt enorm energi på demonstration af videnskabelig metode med udgangspunkt i forskruede og specielle problemstillinger og med resultater, som lærerne ikke kan bruge til så meget.
2. I forbindelse med tidligere folkeskoleforlig var det en udbredt praksis, at man ophøjede resultater af forsøgs- og udviklingsarbejder, gennemført af lærere til lov. Det viste en respekt for lærernes praksis, da man måtte regne med, at de vidste, hvad de havde med at gøre. I dag trækkes forskningsresultater og ikke mindst ensidig økonomitænkning ned over hovedet på lærerne. Aktionsforskning, hvor lærerne inddrages som ligeværdige samarbejdspartnere, bør være mere udbredt. Jeg har især sat mig grundigt ind i to eksemplariske projekter: det ene er Normprojektet fra Norge om effektiv undervisning i skriftlighed og udvikling af lærernes kompetencer, det andet er Ishøjprojektet om skrivedidaktik igangsat af Nationalt Videncenter for Læsning.
3. Institut for Pædagogik og Undervisning, Århus Universitet vil ikke oprette en skolepsykologuddannelse og prioriterer fagdidaktisk forskning lavt. En katastrofe for folkeskolen. Samtidig er det et udtryk for en generel tendens: manglende værdsættelse af lærernes praksis. Cand.psych´ er har ikke gennem deres uddannelse viden om folkeskolens kultur og didaktik og har ikke forudsætninger for at vejlede lærerne om læring i skolen.
4. Da jeg uddannede mig til cand.pæd. i dansk for mange år siden, var optagelseskravene linjefagsuddannelse i dansk og mindst to års erfaring med undervisning i folkeskolen.. Det var erfarne og fagligt stærke studerende med en solid praktisk og en teoretisk balast, der dengang begyndte på studiet. Praktisk erfaring var altså en indiskutabel værdi. I dag har kun et mindretal af de studerende på cand. pæd. studierne en lærereksamen eller erfaringer fra folkeskolen.
5. I dag kan en universitetsuddannet audiologopæd. blive ansat som talehørepædagog i folkeskolen uden nogen som helst professionel viden om og erfaring med den folkeskole, hun skal fungere i. Tidligere havde næsten alle talepædagoger og -konsulenter en pædagog- eller læreruddannelse som basis.
6. På læreruddannelsen har et stort flertal af de universitetsuddannede lærere ikke en læreruddannelse eller folkeskoleerfaring. De fleste fungerer efter mine erfaringer som censor udmærket, men det ville afgjort være et kvalitetsløft for undervisere på læreruddannelsen, hvis de havde haft erfaringer med folkeskolen. Inden for danskområdet vil en ligelig fordeling af de cand.pæd.ér, der også har læreruddannelse, og cand. mag.´er være det ideelle.
7. Tidligere var det cirkulærebestemt, at en pædagogisk konsulent for skoleområdet skulle undervise mindst 15 timer i folkeskolen, således at han stadig havde en direkte forbindelse til praksis. Det betragtes som unødvendigt i dag.
Lærerrollen og Lars Erling Dales tre kompetenceniveauer
I forbindelse med mit emne er en artikel i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen interessant. Maria Damgaard Høegh beskriver under rubrikken debat, hvordan mange undervisere på læreruddannelsen har reduceret sig selv og de studerende til ukritiske formidlere af forskeres praksisvejledninger.
I bogen ”Pædagogik og professionalitet” beskrives Lars Erling Dales opfattelse af lærernes opgave. Den er 1. at gennemføre undervisning. 2. at planlægge undervisning og 3. at forholde sig kritisk analyserende bl.a. til forskning og de officielle bestemmelser og på et metaniveau at skabe sig sin egen tolkning af lærerens opgave inden for de officielle bestemmelsers rammer. På alle tre niveauer spiller både lærerens praksiserfaringer og forskningen med.
Lars Erling Dales tanker er her beskrevet alt for kort, men de er værd at vende tilbage til ved læsning af hans værker. Læreren må ikke reduceres til tilpasningsparate læringsteknikere, og lærernes teoretiseren over deres praksis er lige så vigtig som udsagn fra forskere.
