Helge Christiansen
Blog
Op af inklusionens store, sorte hul
I inklusionens navn tvinges børn med særlige vanskeligheder til anbringelse i normalklasser, uden at rammerne er i orden. Forældre trues i mange tilfælde med tvangsfjernelse af børnene, hvis de ikke vil i skole, og forældrene ikke makker ret..
Jeg blev ringet op af en lærer fra den lokale folkeskole. Jeg skulle straks hente min 8-årige datter hjem.Hun havde smidt med borde og stole og andre genstande i klasselokalet. Var gået helt amok.
Da jeg kom op på skolen, sad hun på sin plads. Hendes kvindelige lærer stod i et hjørne af klasselokalet, dybt rystet og med tårer i øjnene. Tre magtesløse mennesker. Min datter var tydeligvis ikke stolt ved situationen. Læreren følte sig mislykket, og min krop var tung som bly.
Skolen var - som jeg kendte den dengang - velfungerende. Der var en god, moderne ledelse, et velfungerende specialcenter og dygtige lærere. Skolens ansatte og PPR havde den bedste vilje til, at vores datter skulle integreres i en normalklasse på den bedste måde.
Hendes voldsomme reaktioner gentog sig senere på andre folkeskoler og friskoler, som hun gik på. Vi ville alle sammen gerne inkludere. Folkeskolen står for ligeværdighed og demokrati. Alle elever skal være velkomne, og det er også svært for forældre at se i øjnene, at deres børn ikke fungerer normalt.
Senere fik vores datter 9 forskellige diagnoser. Den sidste var infantil autisme og OCD i svær grad, hvilket indebærer voldsomme tvangstanker og tvangshandlinger.
Ud fra hendes endelige diagnose er det klart, at hun aldrig skulle have været anbragt i en normal- klasse. Hun skulle fra starten have haft et specialtilbud. Livet i en normalklasse med uforudsigelige begivenheder, masser af indtryk og spillet eleverne imellem, som hun misforstod, bevirkede , at hun hurtigt blev overanstrengt og fik forstyrret sine tvangshandlinger, så hendes reaktion på en uudholdelig situation undertiden var vold. Når et barn som hende ikke får den hjælp, det skal have, påvirker det hele familien – både forældre og søskende.
I dag får hun som 46-årig den støtte, hun har behov for, og lever et godt liv med en hjælp, der sker i et perfekt koordineret samarbejde mellem Autismecenter Holmehøj i Ringe, Odense Kommune, lokalpsykiatrien i Svendborg og os pårørende.. Hun er i dag verdens fredeligste menneske. Men forud for dette kæmpede min kone og jeg en lang og sej kamp i 20 år, før en løsning var fundet. Det kræver en stærk psyke, kampgejst, gode kundskaber og evne til at formulere sig hos os forældre at komme så langt. Nogle af magtens mænd og kvinder er ikke sarte i deres midler, når forældre, der ikke ukritisk accepterer kommunale løsninger, skal trynes.
Desværre tilbyder mange kommuner ikke autistiske elever og elever med andre handicaps den nødvendige støtte. Nogle autister kan med særlige foranstaltninger og særligt uddannet personale fungere i en normalklasse. Andre kan ikke. De bliver bragt i en ulidelig situation i skolen og reagerer undertiden med vold eller nægter at gå i skole.
Det koster en skole i nogle kommuner 150000 kr at henvise elever til specialtilbud, hvis de overhovedet findes i kommunen. Derfor får mange, der har behov for sådanne tilbud, ikke den undervisning, de har behov for. De bliver tragiske tabertilfælde og bliver ud fra en økonomisk betragtning meget dyre for samfundet i det lange løb. Landsforeningen for Autisme får- som det også fremgår af en artikel på folkeskolen.dk- løbende henvendelser fra forældre, som trues med tvangsfjernelse af deres børn, hvis de ikke kommer i skole. Mildest talt en umenneskelig , ufaglig og usaglig ageren.
Amternes nedlæggelse var en katastrofe for de elever, der har handicaps af forskellige art. Mange kommuner magter ikke skaffe dem kvalificeret støtte. En nedlæggelse af regionerne vil gøre problemet endnu større. Og der er ikke stemmer i handicappede børn.
Ligeværdighed og demokrati er centrale værdier i folkeskolen, men for nogle elever er det ikke ligeværdighed at blive tvunget til at deltage i en undervisning, de ikke magter. Det fører til magtesløse forældre, lærere og elever.
Vores datter beskrev sin oplevelse med integration i en normalklasse på følgende måde: ”Jeg føler, at jeg er i et stort, sort hul. Når jeg prøver at kravle op af det, lykkes det mig at få hænderne op på kanten af hullet, men så er der nogen, der tramper på mine hænder, så jeg falder ned igen”.
Hvordan kommer inklusionens tabere – lærere, forældre, elever og deres søskende - op af det store, sorte hul?
