Helge Christiansen
Blog
Hvornår krakelerer de glade forligs- og testsmil?
Der er grund til at glæde sig over, at forhandlingsklimaet blandt folkeskolens parter er blevet bedre, men modsætningerne i menneskesyn og holdninger til undervisning og folkeskolens styring er der stadig.
I forbindelse med skolereformens vedtagelse og implementering forholdt politikere, samfundsdebattører og forskere sig kun i begrænset omfang til den økonomiske tænkning, der lå bag skolereformen. En tænkning, der var et brud med den danske skoletradition, der var præget af humanistisk tænkning, reformpædagogik og grundtvigianisme. Man kopierede ukritisk en angelsaksisk, ensidigt evidensbaseret tænkning.
I dag er billede vendt. Politikere, embedsmænd og forskere står i kø ved håndvasken og undskylder, at de tog fejl. Ud fra den daværende regerings egne, opstillede parametre er der ikke sket fremskridt i elevernes læring målt med internationale og nationale tests. Samtidig er megen solid, dansk skolekultur ødelagt. Og mange er de skæbner blandt skoleledere og lærere, der blev ofre for skråsikre forskeres og ambitiøse politikeres korstog.
Men er alt nu bare forandret og til glæde vendt? Har en ny frihedsbølge sejret? Der er lang vej, før skaderne i forbindelse med skolereformen er reduceret.
I debatbogen ”Entreprenørstaten - Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft- og hvordan vi fikser det”, som allerede er omtalt på folkeskolen.dk, bringer journalisten og samfundsforskeren Sigge Winther Nielsen 50 interviews med nuværende og forhenværende magtfulde politikere, topembedsmænd og journalister.
De giver alle udtryk for det samme: Lovgivningen i dag går alt for stærkt. Politikerne er interesseret i at virke handlekraftige, at få debatteret deres forslag, da det giver opmærksomhed i det offentlige rum, men de giver sig ikke tid til at forberede deres løsningsforslag grundigt, og efter at deres projekter er vedtaget, interesserer de sig ikke for, om de virkelig bliver ført ud i livet. Implementering af reformer tager tid.
Folkeskolereformen nævnes i bogen om og om igen som et typisk eksempel. Den blev sjusket igennem uden tid til en folkelig debat og en inddragelse af alle folkeskolens parter. Den blev udtænkt i et isoleret ekkorum - i en glasklokke med toppolitikere, embedsmænd med en samfundsfaglig baggrund og forskere. De praktiserende pædagoger og lærere og forældrene blev negligeret. Praksiserfaringer talte ikke.
Milliarder blev spildt på projekter, der ikke havde en chance for at blive gennemført i praksis. Og lærere, elever og forældre flygtede fra folkeskolen over til de frie skoler.
Nu er de fleste klar over, at det ikke duede med diktatorisk top-downstyring og at kopiere en angelsaksisk uddannelsestænkning med detaljeret målstyring og en uendelig række af kontrolforanstaltninger og tests.
Men der er lang vej, indtil de nye frihedsgrader og partnerskabstanken bliver praksis. For to år siden flyttede jeg til Faaborg-Midtfyn Kommune og har i den periode oplevet, at en kommunal embedsmand ansatte en ny skoleleder uden at spørge skolebestyrelsen, og at det af forvaltningen og politikerne blev foreslået at reducere antallet af skoleledere med fire og samle skoler og børneinstitutioner i store enheder med en ny topledelse. Så kunne man spare skoleledernes lønninger.
New public management lever i bedste velgående. Og borgmesteren tog ikke afstand fra forslagene, selv om han er folkevalgt. Der er langt fra de nye intentioner til Finansministeriet og andre ministerier og til de kommunale forvaltninger. Der er for få ansatte med pædagogisk indsigt i på dette niveau.
Skolen skal stadig forandres, da samfundet forandrer sig, men det sker ikke ved voldsomme brud, men ved en videreudvikling af vores fremragende folkeskole med stor frihed til lærerne og pædagogerne, forældrene og eleverne til at skabe en skole, de kan engagere sig i, fordi den er præget af medindflydelse, demokrati og ansvar. En skole, hvor livsoplysning, demokratisk dannelse, personlig og social udvikling går hånd i hånd med erhvervelse af viden og nødvendige kompetencer.
