Helge Christiansen
Blog
Det er ikke nogen kunst at læse
Om børns læselyst, om en forfatters skrivelyst og om læreres lyst til en undersøgende danskundervisning
Sidsel lever i en anden verden. Hun læser. Hvad er det, hun læser? Er det Dostojevskij? Er det det Proust eller Kafka? Eller måske Murakami?
Sidste år udkom en bog med titlen ”Litteratur og dannelse” af Martin Blok Johansen, lektor ved læreruddannelsen. Han anbefaler, at man i folkeskolen i langt højere grad læser den store verdenslitteratur, den tvetydige med åbne slutninger og uden konklusioner, som i langt højere grad vil bidrage til elevernes dannelse end børne- og ungdomslitteraturen, som kun fører til selvspejling. En spændende bog med et ekstremt finlitterært synspunkt, fjernt fra folkeskolens hverdag.
Sidsel, 10 år, læser ikke den store verdenslitteratur. Hun læser ”Veninder for altid” skrevet af Camilla Wandahl, som har skrevet en serie børnebøger, som primært henvender til 10-12-årige piger. Da jeg gav Sidsel den første bog i serien i julegave, førte det til, at hun slugte 10 bøger af samme forfatter. Hvad er det så, der gør, at hun sluger disse bøger? Jeg har læst flere af dem og har dermed fået et lærerigt og levende indblik i en pigeverden, hvor venskaber især med piger er altafgørende.
Jeg lavede et interview med Sidsel for at høre, hvorfor hun var så optaget af disse bøger.
Der blev imidlertid ikke tale om et interview, der matcher interviewformen ved bogmesserne, hvor både interviewer og den interviewede sidder pænt og andægtigt med en kødrand af undrende, lyttende og beundrende tilhørere omkring sig. Hun besvarede nogle af spørgsmålene liggende, nogle siddende og andre, mens hun stod på hænder.
Her kommer, hvad hun syntes om bøgerne. ”De er spændende. Man får at vide, hvad personerne tænker og tænker om hinanden. Forfatteren skriver, så man får nogle tydelige billeder inde i hovedet. Hun laver nogle gode billeder inde i hovedet på mig. Man kan lige forestille sig, hvordan det hele ser ud”.
Intervieweren: ”Hvilke personer kunne du bedst lide?”
”Jeg kan bedst lide Xi, fordi hun er sødest ved andre mennesker, og jeg kunne også lide, at hun er genert. Hun er mere positiv end de andre piger, der er mere sure, og hun siger til dem, at skal holde op med at være sure på hinanden. Tammy kan jeg også godt lide. Hun er vild og frisk og springer bare ud i det. Hun er ligeglad med, hvad andre mener”.
”Ligner bogens beskrivelse af piger på din alder virkeligheden? Er piger sådan?”
Sidsel: ”Noget ligner, men mine veninder og jeg går overhovedet ikke op i drenge, sådan som pigerne i bogen gør det”.
”Hvorfor læser du?”
”Jeg synes, det er sjovt. Men jeg gør det også, fordi jeg skal. Og hygger mig med det i familien”.
Og så skriver vi til Camilla Wandahl
Sidsel har formuleret nogle spørgsmål til hende pr, mail. Hun svarer beredvilligt på Sidsels spørgsmål, selv om hun lige har født sit tredje barn.
Vi får noget at vide om, hvorfor hun har valgt at give personerne de navne, de har fået. ”Tammy er opkaldt efter en hund, jeg kendte”. Vi får at vide, at ingen af personerne i bøgerne er beskrivelser af personer i virkeligheden, men bøgerne er inspireret af forfatterens egne oplevelser i barndommen. ”Men jeg har ladet mig inspirere af mine egne tanker og oplevelser. Altså fx hvordan det i den alder føltes at være ked af det, glad, forelsket og jaloux”.
Vi får også noget at vide om, hvad forfatteren nu er i gang med at skrive. Det drejer sig om serien ”Øglejægerne”, der er science fantasy romaner.
Og hvordan er chancerne så for, at en læseglad pige som Sidsel fortsat kan bevare sin læseglæde i folkeskolens danskundervisning?
Dansklærere har i årtier lagt vægt på oplevelsen og den æstetiske og den etiske dimension i litteraturundervisningen. Der har i den sidste tid været et velgørende opgør med en instrumentalistisk tilgang til arbejde med litteratur, som kan være opstået på grund af den generelle tendens til at formulere mål, teste og evaluere og til at lægge hovedvægten på indlæring af modeller og faglige begreber. Genrepædagogikken, inspireret af den australske og new zeelandske bølge, har også spillet en rolle.
To nye tendenser styrker oplevelsen af det æstetiske og etiske perspektiv i litteraturlæsningen. I projektet ”Uses og Literature” på Syddansk Universitet, inspireret af den engelsk/amerikanske forsker Rita Felski er der større interesse for, hvad litteraturen gør ved læserne end for at lave sofistikerede afsløringer af skjulte dybder i finlitterære tekster. Nøglebegreberne i dette projekt er bl.a. genkendelse og anerkendelse, fortryllelsen ved at læse, social viden og chokket ved læseoplevelser, der fører til ny erkendelse. Litteraturen kan bruges og opleves på mange måder også i sociale sammenhænge, bl.a. til behandling af problemer.
Forskningsprojektet ”Kvalitet i dansk og matematik”, som tidligere er beskrevet flere gange på folkeskolen.dk, handler også for danskdelens vedkommende om den langsomme, indlevende og søgende læsning, som bl.a. er beskrevet i ”Kunsten at læse” af Thomas Illum Hansen.
Er det gammel vin på ny flasker? Jeg tror nærmere det er videreudvikling af en tradition for at læse med sans for oplevelsen og etiske perspektiver, som har eksisteret i årtier sideløbende med så mange andre tendenser i danskundervisningen. Og naturligvis skal vi stadig forholde os reflekterende og analyserende til de litterære tekster. For øvrigt kan man bruge samme metode til læsning af megen sagprosa, der også kan give oplevelser og erkendelse.
