Helge Christiansen
Blog
Det amputerede danskfag
Danskfaget på læreruddannelsen og i folkeskolen er svækket. Jeg vil uddybe en artikel på folkeskolen.dk med titlen "Brev til ministeren. Dansk- faget er forringet i læreruddannelsen" med erfaringer som ekstern censor ved eksamen i dansk på læreruddannelsen
Dansklærerforeningen har sendt et brev til Folketingets Uddannelsesudvalg med kritik af rammerne for den nye læreruddannelse i dansk. De dansklærere, der uddannes i dag, er ikke tilstrækkeligt kvalificerede til den krævende opgave, de står over for i folkeskolen.
Timetallet i dansk er reduceret med 40 %. De danskfaglige miljøer og fællesskaber rundt om i landet er under afvikling, og der er ikke tilstrækkelig tid til feedback til de studerende. Det kniber også med tid til faglige refleksioner og faglig fordybelse.
I den samlede censorrapport for dansk, som er en evaluering af eksamensforløbene, er der kritik af manglende anknytning til teoretisk viden og forskning, manglende dybtgående viden og faglige refleksioner, manglende tid til feedback og manglende tid til censur. Nedskæringer viser sig at have konsekvenser.
Censorernes beskrivelser af eksamensforløbene er dog ikke kun negative. Der er tilfredshed med mange sider af eksaminationerne. De studerende er blevet dygtigere til at formulere mål, planlægge undervisning og evaluere, men denne målstyringsparathed synes at gå ud over grundig, dybtgående tekstanalyse og fagdidaktisk dybde.
Jeg kan uddybe denne kritik med mine synspunkter i min censorrapport fra juni 2015 fra eksaminationer på to læreruddannelser.
Indtrykket fra eksaminerne var ikke, at alt er den rene elendighed. Eksaminatorerne ledede med stor dygtighed eksaminationerne, der foregik i en god atmosfære og i vid udstrækning som en dialog mellem censor, eksaminator og den/ de studerende. En god facon, der gav de studerende mulighed for at yde det optimale. Der var stor enighed om vurderingen.Uddannelsen er nu i langt højere grad end tidligere rettet mod at give de studerende kompetencer til at planlægge og gennemføre undervisning. Dette betragter jeg som et stort fremskridt. De studerende var generelt gode til at præsentere undervisningsforløb, formulere mål og gøre rede for evaluering. De skriftlige og mundtlige opgaveformuleringer var praksisnære og inspirerende.
Men en del af de studerende har en alt for ringe teoretisk ballast, og deres overordnede fagdidaktiske overvejelser er mangelfulde og overfladiske. Inddragelse af den højt besungne evidensbaserede forskning og selvstændige, kritiske refleksioner står svagt hos en stor del af dem. De kan ikke forholde sig til og vurdere de læringssyn og fagsyn, som deres forslag til undervisningsforløb er et udtryk for. De forholder sig heller ikke diskuterende og kritisk til de bestemmelser, der gælder for folkeskolen.Endelig savner jeg den faglige begejstring, der opstår, når man fordyber sig i faget uden at tænke på, hvordan der skal undervises i det. Fagets personlige dannelsesdimension er nedtonet.
Selv om jeg som ekstern censor vurderer læreruddannelsen ud fra et af mange perspektiver, får jeg alligevel et tydeligt indtryk af, at besparelserne har ført til for lidt tid refleksion og fordybelse.
Jeg har studeret mange gode forslag til undervisningsforløb på læreruddannelsen, hvor teori og praksis vekselvirker og understøtter hinanden, men der er ikke tid til at realisere intentionerne fuldt ud.Økonomitænkning som den dominerende kraft afspejler sig ikke kun i en forringelse af timetallet med 40%. Besparelserne afspejles også i de små detaljer. Til vurdering af de studerendes skriftlige opgaver er der afsat 30 minutter- mod 60 minutter under den gamle ordning. Det er umuligt at foretage en kvalificeret vurdering på så kort tid. Det inviterer til faglig overfladiskhed.
Som ekstern censor gik der alt for megen tid med at finde ud af it-systemer og med at få hjælp til at få dem til at fungere, få fejl udbedret og til at sætte sig ind i nye eksamensformer og afregningssystemer, som varierer fra læreruddannelse til læreruddannelse. Der må være sparet på administrative medarbejdere. Der er mindre tid til den pædagogiske kerneopgave.
Der er derfor en solid baggrund for Dansklærerforeningens kritik. Det faglige niveau er faldende,
De studerendes færdigheder i at teoretisere er blevet ringere og deres personlige dannelse og tid til dialog og refleksion er nedprioriteret. Det må de ansvarlige politikere og embedsmænd gøre noget ved.
