Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Detaljeret målstyring skaber ikke den bedste kvalitet

Læring i skolen sker ikke kun i lineært, stramt målstyrede forløb. Diskontinuerlige læringsforløb er de allervigtigste

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolereformen og Forenklede Fælles Måls ensidighed

Skolereformen og Forenklede Fælles Mål er præget af en forestilling om, at læring kun foregår lineært. Der skal på alle fagenes områder formuleres konkrete, målbare, præcise mål, gives løbende feedback og testes og screenes. Alt skal være under kontrol. Opfattelsen er, at eleverne så vil følge den linje, som lærernes målformuleringer og tests anviser, og alle kommer derefter frelst frem til at tilegne sig kompetencer, som kan bruges til konkurrencen i arbejdslivet. Overdreven brug af tests og stadig skelen til afgangsprøverne  fører imidlertid til en indsnævring af fagene med faldende kvalitet til følge.

John Hattie har leveret en tiltrængt inspiration til løbende feedback og formulering af præcise, konkrete mål, mens han ikke beskæftiger sig meget med medindlæring, faglig undervisning og fagenes ”bløde” områder.  Hans krav om konkrete mål nedprioriterer de områder af læringen, som man ikke kan styres med disse, og som ikke kan måles med tests. Hans ideer skal tilpasses en dansk, faglig tradition.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Per Fibæk Lausens kritik af dannelsestænkningen og reformpædagogikken

Dannelse og reformpædagogik er blevet er søgt defineret og afgrænset på mange måder på folkeskolen.dk, og det er netop denne åbenhed i definitionerne, som skaber en frugtbar debat.

Per Fibæk Laursens synspunkter er bl.a. indgået i denne debat. Det gælder ifølge ham om, at eleverne lærer elementære kundskaber og færdigheder, så de kan klare sig, når de kommer ud af skolen.  Dannelsestænkningen er efter hans mening et middelklasse- og eliteproblem. Dannelses- og reformpædagogik egner sig ikke til elever fra hjem med en ringe, kulturel kapitel.

Det er korrekt, at nogle elever på nogle skoler fra 70érne og fremefter havde vanskeligheder med at agere i en eksperimenterende og kreativ undervisning, bl.a. i form af projektarbejde. Men det gjaldt nu langt fra alle skoler. Eksperimenterne opstod som reaktion på tidligere tiders traditionelle, lærebogssystemstyrede, rigide ritualer og havde deres berettigelse, men nogle svage elever havde kunnet drage nytte af en strammere struktur.

Jeg er imidlertid ikke enig i, at kritikken af fortidens synder skal betyde, at de bedste sider ved reformpædagogikken og den humanistiske dannelsestradition skal elimineres. De elever, der kommer fra hjem med en beskeden kulturel kapital, kan i høj grad drage nytte af dannelsestækningen og kreative eksperimenter.

Diskontinuerlige læringsforløb

I bogen ”Eksistensfilosofi og pædagogik” understreger Otto Friedrich Bolnow - som mange andre forskere og filosoffer også har gjort det - vigtigheden af en vekslen mellem kontinuerlige og diskontinuerlige læreprocesser.  Eleverne skal lineært og systematisk lære at beherske en række faglige begreber og metoder, der er nødvendige for deres dannelse. Her har præcis måstyring og evaluering efter min mening sin berettigelse. Men det er ikke nok. Ifælge Bolnow skal der også være plads til diskontinuerlige læringsforløb, der består i, at eleverne pludselig får en indsigt, som ikke direkte er afledt af systematisk undervisning. Denne læring kan også også ske i forbindelse med kriser og store begivenheder i elevernes liv og oplevelse af eksistentielle problemer.

Jeg har oplevet, at disse forløb kan opstå i forbindelse med de kontinuerlige læringsforløb, fx undervisning i litteratur, drama, projektarbejde, arbejde med digitale medier og æstetisk skaben i forskellige udtryk, hvor en ny indsigt pludselig vælter den lineære plan, så læringen må gå i en ny retning. 

Der skal være tid til at stoppe op og behandle disse pludseligt opståede situationer, da det er en væsentlig forudsætning for elevernes læring. Disse forløb kan absolut også kædes sammen med en faglig undervisning, men det forudsætter, at læreren er indstillet på åbenhed over for at skifte spor på tværs af al planlægning.

En god, dansk skoletradition

Denne vekslen mellem kontinuerlige og diskontinuerlige undervisningsforløb er mange lærere i Danmark både i folkeskoler og friskoler dygtige til at praktisere, og forhåbentlig vil de også i fremtiden holde fast i denne vekslen og også gerne prale af den og ikke lade sig køre over af et detaljeret målstyringshysteri.

Eksempler på diskontinuerlige læringsforløb

For mange, mange år siden, da jeg underviste i mange, mange timer i folkeskolen, oplevede jeg som så mange andre lærere sådanne forløb med afsæt i projektforløb, danskundervisning især litteraturforløb, historieundervisning, arbejde med drama og i forbindelse med eksistentielle problemer som mobning, konflikter mellem eleverne og dødsfald og skilsmisser i elevernes familier.

Her kommer et konkret eksempel.  En dreng i tredje klasse havde problemer med at drille andre børn i frikvartererne og med at råbe ukvemsord efter ældre, pæne, kvindelige lærere. ”Havneluder”, råbte han bl.a. Hans opførsel førte engang til en diskussion af det ondes problem i rundkredsen i klassen. Efter at drengen igen i et frikvarter havde drillet andre elever og været involveret i slagsmål, blev problemet behandlet i klassens rundkreds, som jeg stadig trods Arne Fogh Rasmussens primitive latterliggørelse stadig er tilhænger af. ”Hvorfor gør du det?” spurgte en artig pige ham i rundkredsen. ”Det ved jeg ikke. Det kommer bare over mig”. En dreng, der var medlem af Jehovas Vidner, sagde: ”Det er djævelen.” osv. Og så gik fulgte en lang diskussion.

Et andet eksempel. Min 6. klasse opførte et skuespil for hele skolen. En dreng, der ikke beherskede de elementære færdigheder særlig godt og var træt af skolen, meldte sig til at være førsteelsker. Hans succes i rollen førte i de kommende måneder til en eksplosiv udvikling i hans færdighed i læsning.

Den komplekse virkelighed og Blooms taksonomi

Jeg har i de sidste par år set eksempler på en misforstået brug af Blooms taksonomi. Eleverne skal først lære færdigheder og viden på de laveste niveauer, og først derefter har de forudsætninger for at bevæge sig op til mere kreative og problemløsende kategorier. Det betyder, at undervisningsdifferentieringen undertiden kommer til at bestå i, at de fagligt svage elever kun bliver stillet enkle, elemære opgaver. Først når de behersker de lavere niveauer, kan de gå over til at arbejde på mere kreative og problemløsende trin. Eller også når de aldrig frem til de højere niveauer. Nogle læremidler- også de digitale- giver ikke plads til åbne mål og diskontinuerlige læringsforløb. Litteraturundervisning bliver undertiden reduceret til mekanisk indlæring af genrekarakteristika og faglige begreber.

Diskontinuerlige læringsforløbs betydning for alle elever

 Jeg har ofte oplevet, at kreative processer, projektforløb og andre diskontinuerlige læringsforløb kan føre til en succes for fagligt svage elever, der danner baggrund for store, faglige fremskridt. Det er ikke opløftende for elever med vanskeligheder i de elementære kundskaber konstant at blive anbragt nederst i klassens hierarki.

Men naturligvis kræver problemløsende, eksperimenterende processer rammer, struktur og grundig feedback og evaluering, men det er en form for feedback, der ligger langt fra de gængse testbatterier. Det forudsætter også, at man mener, at lærerens opgave ikke kun er at formidle elementære kundskaber og færdigheder, men også at være model og opdrager. Forenklede Fælles Mål i dansk stræber imod at gøre lærerne til effektive læringsteknikere. En alt for voldsom målstyring og en alt for stor optagethed af at leve op til Forenklede Fælles Mål, prøver og tests er ødelæggende for den faglige kvalitet og for de sider af undervisningen, der giver plads til diskontinuerlige læringsforløb, hvor bl.a. fagenes æstetiske og etiske dimensioner får mulighed for at folde sig ud.

Powered by Labrador CMS