Helge Christiansen
Blog
Hvem tjekker læremidlernes kvalitet?
Digital begejstring, økonomistyring, læringsmålsstyring og overgearede vækkelsesprædikanter skaber læremidler af svingende kvalitet.
Jeg kan godt lide at vandre rundt på bogmesser, læringsfestivaler og skolemesser. Der er farver, liv og engagerede sælgere, der ivrigt falbyder det sidste nye vidundermiddel på de pædagogiske ideers grumsede marked - eller præsenterer læremidler, der med et snuptag løser alle lærernes problemer.
Læringsmålstyring er det store hit, og naturligvis er de digitale medier fremtiden. Præsentationer og instruktioner er professionelle, og sælgerne kan deres kram.
Man møder også gamle bekendte. ”Det er længe siden”. ”Det er sjovt. Jeg tænkte netop på dig forleden dag”. Superprofessionelle, smartklædte instruktører holder oplæg med en intensitet, som minder mig om min indremissionske barndoms vækkelsesprædikanter. Her lades al tvivl ude. Er du på den rette vej til frelsen?
Der er træk i dette reklamemarked, der er mig imod. Der skal tydeligvis sælges ideer, implementeres tvivlsomme styringsmekanismer fra regeringens teknokrater og tjenes mange penge. Overgearede instruktører skal sælge deres produkter, og tilhørerne bliver overbevist om, at plejer (den dansk skoletradition og lærernes erfaringer) skal elimineres og erstattes af et nyt fremragende produkt. Er læringsprocesserne i din skole i overensstemmelse med Hattie? Prøv med afkrydsningsskemaer at tjekke, om du er på vej i den rigtige retning. Tag temperaturen på din læringsmålsstyring. Vi sælger gerne kurser, udviklingsforløb, bøger og digitale programmer, der kan hjælpe sig på vej.
Der er få oplæg, hvor pædagogikken virkelig diskuteres, og nye retninger problematiseres. Få oplæg med plads til tvivl og opfordring til refleksion. Gå kun den lige vej ind i det postulerede, canadisk inspirerede fantasiparadis, der tvinges ned over skolerne, det paradis, som slet ikke findes i Canada, men er kopieret i forvrænget form i Danmark. Og hvor går VIP´ernes rejse så hen til næste år for skatteborgernes penge? Hvilket vidunderligt fatamorgana dukker da op, som politikere og opportunistiske forskere kan profilere sig med?
Den kritiske refleksion er der ikke tid til. Videre i en fart- uden for megen brok.
Økonomisering af beslutningsprocesserne i forbindelse med valg af læremidler og brug af nye muligheder i det nye digitale univers dominerer i forbindelse med produktion af læremidler. Det betyder ikke altid faglig og pædagogisk kvalitet.
Der er behov for kritikere, som kan få politikere, teknokrater i kommuner og i Undervisningsministeriet og politikerne til at stoppe op og overveje, om det er angelsaksisk inspireret hjernevask af lærerne, der tjener den danske folkeskole.
I bogen ” Den digitale bog fra papir til pixels” beskriver en række eksperter udviklingen i produktionen af bøger. Jeg har anmeldt denne bog på folkeskolen.dk og kan anbefale den varmt. Den rummer både it-begejstring, påpeger fantastiske muligheder for at bruge de digitale universer, og samtidig kommer bogelskerne til orde, for der er forskningsmæssigt belæg for, at bøgerne er de bedst egnede læremidler i centrale læreprocesser, bl.a. i forbindelse med læsning af skønlitteratur og arbejde med metodebeskrivelse, faglige overblik og beskrivelse af sammenhængende teorier.
De mange flotte bøger, som findes på skolerne, kan stadig bruges, men de skal bruges på en ny måde, da de undertiden er produceret for mange år siden. Og der er stadig brug for nye bøger. Eleverne skal ikke snydes for den sanselige nydelse ved at sidde med en bog. ”Bogen er alle tiders succeshistorie” lyder en overskrift i Kristeligt Dagblad fra lørdag den 23. april, som fokuserer på bogen som medie.
Det gælder om kritisk at vurdere alle læremidler – også de digitale. I nogle tilfælde er det bogen, der duer. I andre tilfælde er digitale læremidler overlegne. Der skabes nye fremragende, digitale læremidler, men der udgives også meget makværk, som markedsføres med den begrundelse, at det er den vej udviklingen går, og at der skal spares.
Digitale systemer fra forlag skal kigges grundigt efter i sømmene. Giver de lærerne mulighed for selv at tilrettelægge deres undervisning, eller er alt planlagt eller udformet i alle detaljer? Hæmmer eller støtter de lærerne i at skabe det, der efter deres opfattelse er god undervisning?
Økonomiseringen af den pædagogiske verden har også medført, at det i stigende grad er centralt placerede personer i kommunerne, der bestemmer, hvilke læremidler der skal indkøbes. I den forbindelse skeles der stærkt til rabatter og pakker, som skal bruges af alle lærere. Undervisningsministeriets tilbud om økonomisk støtte ved indkøb af it-baserede læremidler kan føre til, at lærernes metodefrihed risikerer at blive sat ud af kraft. At tænke sig, at lærere kan risikere at blive tvunget til at bruge læremidler, som de anser for at være uegnede til deres undervisning og til deres elever. Teknokraterne, forlagene og de spareivrige forvaltningsfolk ved bedst.
For forlagene spiller bundlinjen en stor rolle. En gang omkring 1990 fik Amtscentret i Odense besøg af en konge. Egon Schmidt, en imponerende og magtfuld skikkelse i den daværende forlagsverden, direktør for Gyldendal og formand for forlæggerforeningen kom på besøg. Lederen på ACU lagte stor vægt på, at en så mægtig mand fik en god og taktfuld behandling. Vi fik også at vide, at han var ven med Bertel Haarder, undervisningsministeren. Så pas på.
Alt, hvad der kunne skrabes sammen af amtslige eksperter var opstillet ved hylderne på amtscentret, og jeg blev anbragt ved danskafdelingen. Da den store mand kom ned til mig, spurgte han: ”Nå! Hvad synes De så om Gyldendals produktion?” Jeg svarede, at jeg syntes, at Gyldendal producerede mange glimrende læremidler og nævnte nogle stykker. Derefter sagde jeg: ”Men jeg forstår ikke, at et seriøst forlag som Gyldendal vil være bekendt at udgive…” og så nævnte jeg nogle elendige materialer. ”Ja! Ja! Jeg ved det godt”, sagde Egon Schmidt. ”Men vi skal også tjene penge”. Det er alle forlags dilemma, at de gerne vil lave gode læremidler, men de overlever ikke, hvis der er røde tal på bundlinjen.
En lignende dialog har jeg haft med ikke så få forlagsfolk siden.
Hvem vogter lærermidlernes kvalitet? Der er mere end nogen sinde behov for kritiske instanser, der kan holde fast i læremidlernes kvalitet, hvad enten de er digitale eller boglige. Anmelderne spiller her en afgørende rolle. Det samme gør undervisere på uddannelsesinstitutioner, som må være skolede til at sige fra over for dårlige læremidler.
Der er også brug for kritisk forskning. Forskning på Nationalt Videncenter for Læremidler har ført til et gennembrud på området, og på universiteterne breder interessen sig også for emnet. Lærere og studerende må skoles i at forholde sig kritisk til lærermidler. Der findes alt for mange opreklamerede, dårlige læremidler.
Endelig må lærebogsforfatterne have rimelige vilkår. De skal have en ordentlig betaling for deres tekster. De mange digitale muligheder åbner for at bruge gratis materialer fra nettet. Der er i forbindelse med nye medier også problemer med udbetaling af honorar. Undertiden reduceres lærebogsforfattere til tekstleverandører til store it-baserede pakker, hvis pædagogiske linje de ikke har indflydelse på. Lærebogsforfattere må være meget bevidste om både faglighed, didaktisk design og beskyttelse af deres rettigheder.
Nogle institutioner laver læremidler specielt produceret til deres institution og kommune. Hvem har rettighederne til dette materiale?
Lærebogsforfatterne opruster. En interessegruppe for lærebogsforfattere i Dansk Forfatterforenings regi er skabt for at arbejde for høj kvalitet i læremidlerne, for at sikre lærebogsforfatternes rettigheder og for i det hele taget at diskutere og ytre sig om lærebogsforfatternes nye rolle og om læremidlernes kvalitet. Lærebogsforfattere og illustratorer kan deltage i interessegruppen ved at tilmelde sig på facebookgruppen ”Forfattere og illustratorer af læremidler”. Det kræver medlemskab af Dansk forfatterforening at være medlem i det lange løb.
