Helge Christiansen
Blog
Om at skrive om sit liv
Erindringer som udstillingsvare
Med coronavirussen er jeg blevet konfronteret med, at jeg hører til den udsatte gruppe. Jeg er aldersvækket og mit immunsystem er ifølge lægevidenskaben ikke, hvad det har været, men jeg glemmer det i lange aktive perioder, hvor glad livsudfoldelse, oplevelser og arbejde, der har frivillighedens præg, får angsten til at træde i baggrunden.
Jeg underviste en afghansk flygtning i to år to timer om ugen og hjalp ham til en uddannelse som sosuhjælper og et job. Det obligatoriske stof i hans uddannelse gjorde mig bastant opmærksom på alderdommens betingelser. En del af stoffet drejede sig om ældre menneskers normale fysiske og psykiske udvikling og nedtur, og det var ikke opmuntrende at læse om, hvilket forfald jeg kunne vente mig.
Og nu lyder dommedagsklokkerne igen. Og er det så ikke på tide at skrive om sit liv?
Jeg har skrevet flere hundrede sider om min barndom. På overfladen så mit barndomshjem ud som et paradis på jorden. Smukke landlige omgivelser med skov og bølgende bakker, kvæg på græs og en præstegård med bindingsværk og stråtag og en have med smukke træer.
Men den strenge indremissionske, straffende gud boede der også, og derfor var mit hjem præget af megen angst. Når rødlige skyer viste sig på himlen, meldte frygten sig for, at Jesus ville komme igen, og ville jeg i så fald høre til de frelste?
Stemningen bar præg af kontrol, restriktioner, skyldfølelse, krav om at leve op til et fromhedsideal. Sanseligheden og fantasien var en vej bort fra Gud og kunne føre til fortabelse. Min far var en overgang meget bekymret for min lillebrors blomstrende fantasi og kreative evner. Al den fantasi kunne jo føre bort fra Guds vej.
Det var den tids vilkår, den tids næsten middelalderlige verdensbillede i bestemte miljøer i 1940érne og 1950érne. Vi børn skulle ikke gå fortabt. Men det ødelagde meget i min barndom og ungdom.
Jeg har en svaghed for Lykke-Per og andre værker, der beskriver religiøse, snævre miljøer. Og også for pietistiske stemninger i Kierkegaards værker, selv om jeg ikke forstår halvdelen af, hvad han har skrevet.
Men ingen har rene hænder, og efter at jeg havde skrevet de mange sider om min barndom, ser jeg noget mildere på mine forældre end før. Ingen lever en fejlffri tilværelse, og alle forældre og lærere husker episoder, hvor vi behandlede elever og vores egne børn helt forkert.
Men hvad hvis jeg nu skulle udgive en bog om min barndom, om et liv i et univers, der var så forskelligt fra nutidens, at man skulle tro, at jeg havde levet på en helt anden klode?
Jeg har et ambivalent forhold til de mange erindringer, selvbiografier, autofiktive og skønlitterære værker, hvor det tydeligvis er forfatterens egen livshistorie, det drejer sig om.
Jeg kunne aldrig offentliggøre mine mange skriverier om min barndom. Jeg vil ikke udlevere min familie. Mine forældres forudsætninger var nogle helt andre end nutidens, og med deres baggrund og det samfund, de levede i, var der lagt snævre rammer for det liv, de kunne leve. Det at skrive mine private erindringer har haft en mission, men de skal ikke præsenteres i et offentligt udstillingsvindue.
Jeg har i den sidste tid læst mange livsskildringer. I forbindelse med deltagelse i en læseklub i valgmenigheden i Ryslinge har jeg læst Klaus Berntsens eridringer og ”Min fynske barndom” af Carl Nielsen. Klaus Berntsens beskrivelse af et imponerende livsforløb fra bondedreng til statsminister og åndeligt fyrtårn i venstre og i den Grundtvig- koldske højskole- og friskoleverden er et selvportræt, hvor han gerne vil skaffe sig et smukt eftermæle. De grundtvig-koldske er de gode, og de andre er mildest talt beskrevet ukristeligt usympatisk. Han lægger stor vægt på at gøre rede for slægtens historie.
Både Carl Nielsens og Klaus Berntsens eridringer er levende skrildringer af et fynsk bondesamfund frem forbi århundredskiftet, som det var en stor oplevelse at læse Naturligvis er begivenhederne forskønnede og arrangerede. Men man sviner ikke sin egen familie til. Og mødrene i de to skildringer har gudindelignende status på højde med Jomfru Maria.
Over for disse beskrivelser står så den moderne tendens til kritiske biografier, selvbiografier og autofiktion. Også for manges vedkommende værdifuld og spændende læsning. Men nogle af dem virker som hævntogter og kritiske afsløringer, som de pågældende forfattere skal promovere sig selv på. En retfærdiggørelse af forulempning af ens nærmeste familie, partifæller og andre, man har haft relationer til. Tak for sidst.
Mine sidste rekognosceringer i det autofiktive er Kisten Fastrups ”Hungerhjerte” og Leonora Kristine Skovs ”Den, der lever stille.”
Kirsten Fastrups autofiktive beskrivelse af eget sygdomsforløb er fremragende. Men hendes beskrivelse af personer, som jeg for nogens vedkommende engang har kendt, bryder jeg mig ikke om. Afsløringer med navns nævnelse.
”Den , der lever stille” er velskreven og vedkommende i begyndelse og slutningen, men i et stort midterparti står den i stampe og præsenterer et hav af peroner, som er flade og beskrives overfladisk.
Tendensen til i autofiktionens form at afsløre afdøde forældre, levende slægtninge, venner og andre nøglepersoner i ens liv, uden at de har en chance for at skabe et alternativt billede, er mig imod.
Jeg foretrækker ren sag- eller faglitteratur og rigtig, opdigtet skønlitteratur. I den sidste er der muligheder for at opleve dobbelttydigheder og billeder af liv, som man kan spejle sig i uden hele tiden at holde historien op mod forfatterens virkelige liv. Eerindringsstoffet lever ved skabelse af figurer, livsforløb, billeder og i et poetisk sprog, Det giver mulighed for at digte sig ind i nye verdener, som er skabt i et selvstændigt univers, hvor et facit ikke er givet. Henrik Pontoppidan havde et udmærket forhold til sin far, men kunne alligevel godt skrive om de pietiske rædsler i Lykke Per.
Leonora Christine Skov kunne i en rent fiktiv form være krøbet ind i sin forfærdelige mor og far og have givet os nogle levende billeder af disse personer. I hendes autofiktive skildring er de endt som karikaturer og monstre.
I et af Tage Skou Hansens sidste essays ”Hvad nytter erindring nu til dags?”, der findes i bogen ”Indhentet af erindringen”, skriver han om at fortælle om erindringer, som sikrer forbindelse bagud og tager vare på vores identitet. Selv om de beskrevne sammenhænge til dels er en illusion, er de nødvendige som baggrund for at gøre sig nye erfaringer og tanker, der ikke kun vender bagud. ”Vi er ikke kun det, vi kommer fra. Vi er også det, vi er på vej til”, skriver han.
Men hvordan skriver man om sine gode og dårlige erindringer? Det ender nok med, at mine børnebørn bliver præsenteret for en forenklet historie uden dramatiske afsløringer. Men resultatet af min egen erkendelsesrejse kommer ikke videre.
