Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Djøfdansk- et nyt fag i folkeskolen og i læreruddannelsen

Danskfaget var i mange år både et færdigheds- og et dannelsesfag. Nu ændres det langsomt til djøfdansk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Panik i 1990´erne

Jeg gik ikke i panik, da de internationale læseundersøgelser i 90´erne viste, at Danmark klarede sig dårligt i læsetests. Det var før den nye målstyrings- og evidensbølge satte ind. Jeg vidste jo, at der var store kvaliteter ved danskundervisningen, som ikke afspejler sig i læsetests. Og politikerne på statsligt og kommunalt niveau var indtil daværende tidspunkt enige om den linje, der var blevet gennemført i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund, som nu hedder Skole og forældre. Det gjorde ikke noget, at eleverne lærte at læse i et langsomt tempo i indskolingen. Det vigtigste var deres personlige udvikling, og at de var glade for at lære og at gå i skole.

I 1980´erne var kreativitet på mode

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Vi var lige kommet ud af 80´erne på det tidspunkt, hvor en voldsom kreativitets – og æstetikbegejstring blomstrede. Alt skulle være ”Så lovligt som mowligt”, som en borgmester og tidligere skolechef fra Hirtshals udtrykte det.  Han havde på det tidspunkt en høj stjerne i Undervisningsministeriet. 

Læreruddannelsens kvalitet

Jeg har også i mange år syntes, at læreruddannelsen i dansk heller ikke er så ringe endda. Der er sket store fremskridt i de mange år, jeg har været ekstern censor i dansk ved læreruddannelsen. De mange kvaliteter i danskundervisningen før den sidste reform af læreruddannelsen og folkeskolen er glemt.

Djøfdansk i folkeskolen

En opstramning af den færdighedsmæssige side af dansk var tiltrængt i slutningen af 90érne. Men det berettiger ikke til, at dannelses- og færdighedsdansk både på læreruddannelsen og i folkeskolen nu er ved at blive til djøfdansk. Økonomiske parametre synes at bestemme fagets mål, indhold og metoder.

Her kommer nogle eksempler fra det hjørne, jeg ser danskfaget fra. Fra mit hjørne som besøgende i folkeskoler i Odense ser jeg, at resurserne er så små, at det er en meget vanskeligt - undertiden en helt umulig opgave - at undervise børn med behov for særlig støtte på en forsvarlig måde.  Der skal flere forberedelsestimer, lærere og nye læremidler til. Odense prioriterer økonomisk vækst og forsømmer  uddannelse og velfærd.

Fagbladet Folkeskolen har netop for nylig skrevet om tvangsfjernelse af autister på grund af vægring ved at gå i skole. Det er et grotesk udtryk for problemer, som også omfatter andre grupper af elever. Se min blog om min autistiske datter med titlen ”Op af et stort sort hul”.

Som forhenværende amtskonsulent i dansk og beskikket censor i folkeskolen vil jeg gentage den oplysning, som er bragt flere gange på folkeskolen.dk om besparelser i forbindelse med afvikling af afgangsprøverne. Dansklærerne, der fører eleverne op, skal ikke længere vurdere deres egne elevers skriftlige opgaver. Det skal et fast, eksternt censorkorps. Jeg har tidligere påpeget, at denne besparelse i arbejdstimer vil medføre større usikkerhed i vurderingen af eleverne. Afgangsprøvernes kvalitet forringes. Jeg kender karaktergivningens og eksamenssystemets svagheder i praksis til bunds. Alle ved, at det er en sikkerhed for eleverne, at der både er en eksaminator og en censor, der vurderer deres skriftlige fremstilling. Vi ved alle, at der kan være fejlvurderinger, der kan rettes ved samtale mellem de to implicerede parter. Se mit blogindlæg med overskriften ”Afgangsprøverne og Christine Antorinis manglende fornemmelse for dialog” på folkeskolen.dk.

De nye Fælles Mål i dansk passer fint ind i den nye økonomitænkning, og udformningen af dem og den nye kanon for folkeskolen blev da også udformet på en måde, der var så effektiv og resursesparende som muligt. Ingen tid eller resurser til en bred dialog (og da slet ikke med gemene dansklærere) og ingen demokratiske beslutningsprocesser, men udformning top-down af bindende mål i et lukket, håndplukket udvalg.

Djøfdansk i læreruddannelsen

Set ud fra mit job som ekstern censor ved læreruddannelsen oplever jeg også en djøfficering. Tiden til at vurdere skriftlige opgaver ved danskeksamen er reduceret til 30 minutter- en halvering. Hvis man holder sig til denne tidsramme, er vurderingen af de studerende utilstrækkelig. Som ekstern censor får man ikke længere breve eller mails med en samlet information om rammen for eksaminationen fra de implicerede institutioner.  I stedet får man en række henvisninger til stribevis af bestemmelser, som det tager megen tid at forholde sig i. Brug af nye it-systemer tager også tid, da de ikke altid virker, og kontakten til læreruddannelsesinstitutionerne er blevet mere upersonlig. Alt for megen tid går med administrative udenomsværker, og en censorrapport skal man også lige lave inden for den reducerede tidsramme. Men kvaliteten ved djøfdansk er, at der spares administrativt personale og arbejdstimer til undervisere og eksterne censorer.  Det inviterer til overfladiskhed og hastværksarbejde.

Antallet af undervisningstimer til dansk på læreruddannelsen er reduceret med 40%. En fremragende djøfficering. Morten Østergård fortalte i sin hæsblæsende stil, da han var minister for området, at kvaliteten på læreruddannelsen ville blive hævet på grund af nye kompetencemål. Men kompetencemål gør det ikke alene. Der skal være tid til refleksion, fælles faglig diskussion og vidensdeling, tid til arbejde i et fælles fagligt forum, en eksemplarisk udvælgelse af fagligt indhold og tid til at vurdere ny forskning inden for fagets områder – ikke kun inden for læringsteori-, for at danskfaget får kvalitet.

Både i folkeskolen og på læreruddannelsen fører det nye evidenshysteri og den voldsomme fokusering på målstyring til, at kvaliteten i faget falder. Der er en fare for at værdifulde sider af faget forringes. Min kritik retter sig ikke mod underviserne på læreruddannelsen. Jeg er meget tilfreds med deres arbejde. Men rammerne fører åbenbart til, at eksamen i dansk i for høj grad koncentrerer sig om at fremlægge planlagte undervisningsforløb, mens kritisk stillingtagen og refleksion over fagets teorier og didaktik nedtones.

Det er et stort fremskridt i læreruddannelsen, at danskfaget er blevet mere praksisrettet og i højere grad klæder de studerende på til at klare deres opgave i folkeskolen. Til gengæld er der områder af faget, der der bliver nedproriteret. Både inden for danskfaget og inden for det fagdidaktiske område er der en tendens til, at nogle af de studerende har en begrænset teoretisk viden. Jeg tror, det også skyldes det reducerede antal undervisningstimer. Dansk må ikke blive et fag, der kun handler om at undervise så effektivt som muligt i folkeskolen. De studerende skal også opleve suset ved at fordybe sig i basisfagets inspirerende æstetiske og personlighedsudviklende sider. Der skal være tid til at begejstres, til samtale og refleksion og at til at sætte faget ind i en værdimæssig sammenhæng.

Anvendelse af it i djøfdansk

It er et værdifuldt hjælpemiddel, der kan føre til megen god læring, når det bruges rigtigt. Men indførelsen af djøfdansk indebærer nogle steder, at der spares penge ved at pådutte lærerne billige it-systemer top-down, selv om disse systemer ikke altid passer til deres opfattelse af, hvordan der skal undervises. Der spares penge, men det fører naturligvis til ringere kvalitet i undervisningen.

Det kan næppe være nogen hemmelighed, at mange af de it-læremidler, der postes på markedet bl.a. på grund af statslige tilskud, langt fra har den tilstrækkelig faglige kvalitet. De er undertiden et fagligt tilbageskridt.

Er en syntese mulig?

Der blev i 70´erne, 80´erne og 90´erne gennemført megen fremragende danskundervisning og mange, inspirerende undervisningsforløb. Jeg kunne ønske mig, at det var muligt at forene kvaliteter i det oprindelige dannelsesfag med nødvendige forandringer og nye løsninger i forbindelse med indførelse af moderne teknologi og resultater af ny læringsforskning, uden at man foretager et så voldsomt og ødelæggende paradigmeskift, som det er sket i forbindelse med folkeskolereformen og gennemførelse af nye bestemmelser til dansk. Jeg kunne ønkse mig, at det i højere grad var faglige og pædagogiske argumenter, der bestemte fagets indhold- og ikke økonomiske argumenter og modestrømninger fra udlandet.

Powered by Labrador CMS