Helge Christiansen
Blog
Autisten, der var bange for strandløver
Når man er sammen med autister, er man nødt til at vende vante forestillinger om kommunikation, opdragelse og undervisning på hovedet. Mange steder laves der et glimrende arbejde med autister, men debatten på folkeskolen.dk om emnet - bl.a. med bidrag fra autismeforeningens formand - viser, at det langt fra er tilfældet overalt.
En af min datters autistiske venner: ”Jeg tør ikke tage med til stranden, for jeg har hørt, at der er strandløver”. Det kniber med at forstå begreber i overført betydning. I Yvonne Olsens blogindlæg for nyligt om understøttende undervisning af autister på folkeskolen.dk beskrev hun et glimrende og illustrativt eksempel på, hvordan man professionelt kan tage hensyn til autisternes verden i undervisningen. Det kræver grundig planlægning og stor indsigt i, hvad autisme er.
Min datter på 44 år er diagnosticeret som infantil autist og også plaget af OCD. Hun fik 9 fejldiagnoser, inden hun fik en behandling, der virkede. Set i bagspejlet kan vi se, at hun fik de diagnoser, der i forskellige perioder var på mode.
Hun lever et godt liv nu. Hun får en støtte i sin hverdag, som er forbilledlig. Indsatsen sker i en fornem koordination mellem distriktspsykiatrien i Svendborg, Ældre- og Handikapforvaltningen i Odense Kommune og pædagoger og ledelse på Autismecentret Holmehøj i Ringe. Støtten sker i stadig dialog med hende og med os forældre. Et eksempel på, hvor godt velfærdsstaten kan fungere på tværs af institutioner og styrelser. Hun har et godt liv, selv om hun også har mørke dage.
Men hun fik først sin diagnose, da hun var 25 år og efter en stribe af klagesager. Som svar på den sidste skrev rådmanden for ældre- og handicapområdet til os: ”Jeg vil gerne med det samme meddele jer, at jeg giver jer medhold i alle klagepunkter. Det er et lidet flatterende indtryk af Odense Kommune, denne klage afslører”. Fejlene blev rettet, og det var en rådmand af format, der blankt indrømmede kommunens fejltagelser.
Men i dag gør det ondt i mig, når jeg læser og hører, om forældre, som kæmper for deres autistske børn eller børn med andre problemer. Det er rystende, at mange børn syltes på grund af for få sagsbehandlere, pædagoger og lærere og for få midler til de nødvendige foranstaltninger. De er direkte på taberkurs. De professionelle med særlig indsigt i disse børns og unges vanskeligheder kan ikke erstattes af velmenende frivillige eller personale, der ikke har særlig indsigt i deres forhold.
Her er spotvis nogle af mine oplevelser som far:
Kroppen er tung som bly. Slæber mig af sted på en ekskursion med oplagte, sprællevende elever. Min datter er 7 år og Børnepsykiatrisk afdeling, Nordvang har meddelt, at der er noget i vejen med hende, måske en grænsepsykotisk lidelse.
I anden klasse. Pædagogikken den gang krævede integration af så mange som muligt. Min datters klasselærer ringer til mig fra skolen og fortæller, at nu er min datter igen gået amok, helt ude af den, slår og sparker og smider med ting. Jeg må hente hende og berolige hende.
Vi som forældre oplevede utallige ydmygende møder med lærere og skoledere, som ikke vidste, hvad de skulle stille op -, psykologer, som mente at der er noget galt med forældrene, og fordømmelse fra familie og andre forældre, som mente, at der er tale om dårlig opdragelse.
Da min datter var 22 år. Jeg går hen mod en dør med enmatteret rude, lukkes ind og kropsvisiteres. Den skizofrene læge, pusheren, der havde en behandlingsdom, og kvæleren, der en gang imellem fik en ubændig lyst til at kvæle folk, kommer mig glad i møde, hver gang jeg besøger den lukkede afdeling. Vi får en hyggelig sludder.
Jeg går ind på min datters værelse. Hun sidder på sin seng. Hun har et stivnet udtryk, violet i ansigtet, fuldstændig udtryksløs, medicineret, fordi hun har ønsket at begå selvmord. Vi forældre kræver efter nogle måneder uden udvikling, at hun udskrives. Lægernes fraråder med tyste stemmer.
Det er skræmmende at læse, hvordan børn og unge med vanskeligheder behandles i nogle kommuner.Økonomien har førsteprioritet, den faglige vurdering kommer enten i anden række eller er ikke-eksisterende. Og hvis børn og unge ikke som vores datter har nogle meget stærke pårørende, som er enige, er det svært at komme igennem med nye tiltag. Min datter har også en stærk og indfølende mor med særlig professionel indsigt i behandlingssystemet.
Det er opmuntrende at læse om de initiativer, der tages rundt omkring i landet med integration af autister. Min datter ville dog aldrig kunne integreres i en normal klasse. Der er en stor gruppe børn og unge, der kun kan få den nødvendige hjælp uden for normalklassen.
Jeg håber på en fremtid, hvor alle de svageste elever i folkeskolen- dem der aldrig vil komme til at vinde i konkurrencestatssoldaternes ensidige kapløb - kan få et godt skoleliv enten med professionel støtte i en normalklasse eller i specialklasser og specialskoler. Vi skal vel ikke til at lave friskoler for denne gruppe?
Det kræver imidlertid, at kommunerne primært tager udgangspunkt i faglige og pædagogiske overvejelser og ikke kun i økonomiske. Og at man skrotter klicheerne om den nødvendige politik, neoliberalisters og konkurrencestatsfanatikernes bortforklaring af, at der er borgere her i landet, der lider nød.
Hvert mennesker har værdi og er unikt, og alle har ret til et godt liv i vores skole og i vores stenrige samfund.
