Helge Christiansen
Blog
Hvem vogter læremidlernes kvalitet?
Anmeldere og forskere har en vigtig opgave med at beskrive, analysere og vurdere læremidler som en information og vejledning til travle lærere, som sjældent har tid til at gå i dybden med at sætte sig ind i alle de mange nye læremidler, der sendes på markedet.
Først lige en rettelse. I mit sidste indlæg henviste jeg til et læremiddel , ”Helt på tværs”. Det eksisterer ikke. Læremidlet hedder ”Helt på afveje- nye fortællemåder” og er udgivet af Alinea.
Hvordan sikrer man, at der udgives læremidler af høj kvalitet? Skal det fortsat være op til forlagene at udgive læremidler uden nogen indblanding fra andre instanser? Eller skal man som i andre lande have approbationssystemer, styret af statslige eksperter, så de dårligste læremidler forbydes til brug i skolen? En ekspertvurdering eller statskontrol ligger langt fra en dansk tankegang. Men det betyder også, at der må være andre kritiske instanser, som tør og kan påpege, når dårlige læremidler kastes på markedet- undertiden med voldsomt reklamebrøl. Det kræver samtidig, at der skabes fælles referencerammer i form af et fagsprog om læremidler.
Vi kan ikke afgøre, hvilket læremiddel der nøjagtigt passer til den enkelte lærer og skole. Men derfor kan anmeldere og forskere godt analysere, vurdere og anmelde læremidler og derved lette lærernes valg ved at beskrive, hvad læremidlet kan, og hvad det ikke kan, og fremhæve høj fagdidaktisk og pædagogisk kvalitet og kritisere det modsatte.
På en konference for anmeldere ved Fagbladet Folkeskolen for 20 år siden udtalte Torben Weinreich, at anmelderne ved Fagbladet Folkeskolen var de eneste, der leverede et medspil og kritisk modspil til forlagenes arbejde med læremidler. Derfor burde vi være mere kritiske, når der virkelig var tale om mangelfulde læremidler.
I dag er der gennem Nationalt Videncenter for Læremidler ved at vokse en forskning om læremidler frem.
En sådan forskning er nødvendig, da læremidlerne er et stærkt styrende elementer i undervisningen. Dette er grundigt beskrevet i ”Fælles mål og midler, læremidler og læseplaner i teori og praksis” af Thomas Illum Hansen og i ”Læremidler i didaktikken- didaktikken i læremidler” af StefanTing Graf m. fl. Begge bøger er anmeldt af undertegnede i Folkeskolen og på folkeskolen.dk.
Arbejdet med Læremiddeltjek er et nyt med- og modspil til forlagenes produktion. Tjekkene af kanonmaterialer og af systemer til mellemtrinnet påpeger store kvaliteter, men også kritisable mangler i de analyserede læremidler. I sidste nummer af Folkeskolen beskriver Thomas Illum Hansen og Dorte Carlsen resultaterne af undersøgelsen af 5 systemer til dansk på mellemtrinnet med fokus var sprog og faglig læsning.
Når forlag og deres forfattere lover, at deres system kan bruges til at dække hele danskområdet, må de også tilgodese alle aspekter af faget. Og så er det rimeligt at forlange alsidighed i tekstvalg og metoder, der er i overensstemmelse med bestemmelser i dansk, tilpasning til elevernes forudsætninger, undervisningsdifferentiering, progression i læringen af faglige færdigheder og begreber og en form for lærerstøtte, og endelig som et absolut krav et fagligt indhold og pædagogiske processer, der helt er opdateret i forhold til ny bestemmelser og ny forskning.
Ingen af de 5 beskrevne systemer lever i følge læremiddeltjekket fuldt ud op til de krav, man kan stille til et opdateret læremiddel, og i et tidligere indlæg har jeg desuden udtrykt min undren over, at Gyldendal med årets læremiddelpris promoverer Dansk direkte, som har markante mangler.
Mantraet redaktisering kan ikke bruges til at undskylde dårlige elementer i et materiale. Læremiddeltjek skal udvikles, men det er kun en begyndelse. Modellen skal sammentænkes med den model til vurdering af digitale læremidler, som Jeppe Bundsgaard og Thomas Illum Hansen har udarbejdet. Titlen er ” Evaluering af digitale læremidler”. Jeg savner stadig svar fra dem på, hvorfor der er så stor forskel på principper og hovedlinjer i Læremiddeltjek og i modellen til vurdering af digitale læremidler. Jeg efterlyste allerede en forklaring i et indlæg på min blog den 27. november 2012 . Overskriften på mit indlæg var: ” Kommuner køber ny teknik til skoler i blinde.”
Jeg savner også større lydhørhed, når det gælder indvendinger fra folk, der har føling med folkeskolens praksis. Arbejdet med modellerne skulle nødigt ende som prestigeprojekter, der stritter i alle retninger, og som ikke kan anvendes i folkeskolens praksis og hverdag.
