Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Kvalitetsprogram for folkeskolen med en række spørgsmålstegn
Pendulet svinger nu fra målstyring til frihed og fra boglighed til mere praktisk undervisning. Men hvordan hænger de mange forslag til tiltag sammen, og hvordan skal de finansieres?
Den tilsyneladende åbenhed fra undervisningsministerens side er et positivt tegn.
På god entreprenørstatsvis ønsker han at samarbejde med folkeskolens parter: elever, forældre, lærere, elever og kommuner og disse gruppers organisationer, herunder Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund.
De fleste kan godt lide frihed.
Men frihed til lærerne kræver mere forberedelsestid, da de mange spændende initiativer, der nævnes i regeringens kvalitetsløft, skal forberedes grundigt. En frihed, hvor lærerne ikke får mere tid til forberedelse, mere tid til at tænke selv, tid til at gå nye veje og til at lave eksperimenter og tid til samarbejde, fører kun til stress og mangel på kvalitet.
Og hvordan hænger det sammen, at forældre og og repræsentanter for de lokale virksomheder skal have større indflydelse i skolebestyrelserne? Det reducerer lærernes og skoleledernes frihed.
De nuværende prøver hæmmer fagenes udvikling, og mange forskere som Solveig Troelsen har klart påvist, at de ikke er valide og reliable, men de kører bare videre- nok ud fra økonomiske hensyn og ønsket om statslig kontrol.
Undervisningsministeren vil igangsætte pilotprojekter for at udvikle nye prøver, men betyder det, at man tager resultaterne af forsøgsprojekterne og forskningen i evaluering af prøver alvorligt.
Vi har undertiden set, at embedsmændene i Undervisningsministeriet og Finansministeriet negligerer forsøgs- og forskningsresultater, hvis det er økonomisk belejligt.
Eleverne skal have mulighed for at vælge flere valgfag, og de praktiske fag opprioriteres. Friheden forudsætter imidlertid, at man kan få tilpas mange elever til at vælge valgfagene. Ellers er den øgede praksisfaglighed og valgfrihed illusorisk.
Undervisningsministeren sagde i sin præsentation af de nye reformer på TV, at eleverne skulle gå i en folkeskole, hvor der var plads til krop og sanser, og hvor der er frihed til fordybelse. Samtidig sparer regeringen 41 mio. kr. på CFU´erne som er uvurderlig for
Lærernes planlægning af en inspirerende og alsidig undervisning. Den obligatoriske projektopgave afskaffes, og kravet om daglig bevægelse i skolen annulleres.
Antallet af Fælles Mål skal reduceres voldsomt. Det er jeg meget begejstret for.
Jeg har i utallige indlæg på min blog på folkeskolen.dk og i tidsskrifter og aviser kritiseret Fælles Måls formuleringer. En opprioritering af indholdet er et positivt tegn.
Læringsmålsstyringens profeter leverede groteske eksempler på, at det ikke var valg af indhold, der var vigtigt. Det var præcise mål og evaluering, der talte. Der skal nu udarbejdes letforståelige læreplaner, der angiver indholdet.
Men det kræver imidlertid, at indholdsangivelserne bliver formuleret ret bredt. Hvis angivelserne af indhold bliver alt for detaljerede med præcise angivelser af, hvilket stof, der skal gennemgås, bliver lærernes og elevernes valgfrihed illusorisk.
Samtidig er der ikke meget, der tyder på, at anvendelsen af nationale og internationale tests som målestok for kvalitet bliver mindre. Man vil stadig teste stærkt begrænsede målbare sider af undervisningen, hvilket betyder lavere kvalitet.
Undervisningsministeren vil gerne opprioritere lærernes efteruddannelse. Imidlertid er det først og fremmest klasseledelse og specialpædagogik, han vil opprioritere. Der bliver åbenart ikke taget hensyn til, at lærerne i mange år er blevet udsultet med hensyn til faglig opkvalificering, som er nødvendig, for at inklusionen kan lykkes.
Elever, der er sakket agterud i dansk og matematik, skal undervises i intensive forløb, der kan bringe dem på højde med de andre elever. Det lyder som noget af en primitiv opfattelse af læring. Man vil lige reparere nogle fagligt svage elevers færdigheder og viden i forløb, der har begrænset værdi. Læring i dansk og matematik er en langt mere kompliceret proces.
Der mangler først og fremmest sammenhæng mellem folkeskolens formål, folkeskoleloven, fagbeskrivelserne og evalueringen og mellem politikernes beslutninger, embedsmændenes implementering af disse og skoleledernes og lærernes praksis.
Men naturligvis må vi glæde os over den åbenhed og vilje til dialog, der er i regeringens udspil. Alle parter må deltage konstruktivt i denne invitation til samtale.
