Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Biesta, Lærke Grandjean og verdensvendt vandring på livets vej
Dette er en kommentar til to kommentarer til min anmeldelse af "Verdensvendt uddannelse- et perspektiv for nutiden" af Gert Biesta
Tak til Lærke Grandjean for to kommentarer til min anmeldelse. Jeg ved udmærket godt, at du er meget kyndig og begejstret, når det gælder Gert Biesta, og det bruger du i din argumentation. Jeg har læst mange af dine indlæg om Biesta. I min præsentation i forbindelse med min blog kan du se, at jeg siden 1964 i allerhøjeste grad har beskæftiget mig med folkeskolen både i teori og praksis.
Derfor mener jeg mig også berettiget til at forholde mig kritisk til Gert Biesta ud fra min teoretiske viden og mine erfaringer. Det ville være i modstrid med Gert Biestas budskab, hvis jeg ikke kunne være det.
Jeg har gang på gang forsvaret folkeskolen, men også forholdt mig kritisk til den i forskellige medier, men mener, at der er andre måder at forholde sig kritisk til den på end ud fra Biesta, selv om han absolut kan inspirere både til teori og praksis om folkeskolen. Jeg har også skrevet meget kritisk om teoretikere, der nedladende og bedrevidende taler om lærernes praksis og lige har opskriften på, hvordan alle folkeskolens problemer skal løses. Jeg har i min anmeldelse af Gert Biestas bog koncentreret mig om at forholde mig til den bog, jeg skulle anmelde, som efter Gert Biestas mening er kulminationen på det, han har sagt og skrevet igennem 35 år.
I den anmeldte bog skriver han, at han ikke har direkte anvisninger til, hvordan lærerne skal undervise, men han håber, at hans bog kan give lærerne nogle resurser, de kan bruge i deres undervisningskunst, som de skal tilrettelægge ud fra deres dømmekraft. Samtidig beskriver han, hvordan det er lærernes opgave at pege på muligheder i verden, eleverne ikke har været opmærksomme på, og pege på den enkelte elev og opfordre ham til at forholde sig til disse muligheder i verden, der kan være stof fra læseplanen eller uforudsete situationer, som kan komme til eleven som en gave.
Men man kan også afvise at ville beskæftige sig med det, læreren peger på ifølge Biesta, og det er man i sin gode ret til. Jeg er derfor også i min fulde ret til at afvise og kritisere hans nedgøringer og kritik af alle andre pædagogiske retninger end hans egen og ser udmærkede muligheder for forløb inspireret af andre tilgange end hans, der kan gøre eleverne ansvarlige, handlekraftige og selvstændige ud fra et stærkt jeg. Han kritiserer bl.a. al tale om at bruge ordet læring, nedgør konstruktivistisk tænkning og Deweyinspireret projektarbejde. Jeg er uenig med ham på disse punkter og må takke nej til hans pegning på dette område.
Mange lærere og også undertegnede er trætte af at blive belært på højt teoretisk niveau i forbindelse med den stadige pendulsvingning mellem forskellige pædagogiske teorier. Snart megen målstyring og evaluering, snart megen frihed. Det næste øjeblik er det kreativiteten, der er på programmet. Modebølgerne vælter ind over folkeskolen. Sidste skræmmende eksempel er den OECD-inspirerede målstyrings- og evalueringsbølge og udarbejdelsen af forenklede fælles mål.
Jeg mener ikke, at mine beskrivelser af Biestas forhold til praksis er beskrevet forenklet i min anmeldelse. Den er meget præcis. Naturligvis kan du som ildsjæl lave undervisningsforløb i skolen i forlængelse af Biestas tanker. Ud fra et langt pædagogisk liv mener jeg, at Gert Biestas tanker kan inspirere på et teoretisk niveau, som også kan få betydning i praksis, men den skitserede undervisningsform, som indgår i hans bog, er for ensidig. Lærerne kan få inspiration mange steder fra og finde sin egen form, der er afhængig af de elever og det skolemiljø, de er i. Lærerne træffer nogle valg og bruger hele repertoiret af muligheder, for at eleverne kan leve deres liv. Der er absolut inspiration at hente i Biesta , men der er mange andre muligheder for at få inspiration fra andre retninger, der lægger vægt på, at eleverne kan få støtte i deres læring og erobring af verden.
Du beder om at få at vide om, hvor det er omtalt, at Gert Biesta er inspireret af Summerhillskolen. Det står side 86 i bogen . Gert Biesta giver her udtryk for sin inspiration fra Summerhillskolen og fra Homer Lane, der drev en kostskole i begyndelsen af 1900-tallet i England. Gert Biesta vender gang på gang tilbage til en episode, hvor Lane lader en elev løbe linen ud og giver frihed til uacceptable handlinger. Processen bevirker, at han lærer at tage ansvar. Efter min mening er det en uacceptabel fremgangsmåde rent etisk.
For mit vedkommen stopper debatten her. Jeg vil ikke involveres i lange slagdueller, men går videre med en artikel , et blogindlæg og en ny anmeldelse, der handler om noget helt andet.
