Helge Christiansen
Blog
Mit liv med evidensbaseret forsknings muligheder og umuligheder
Evidensbaseret forskning har ført til store fremskridt i folkeskolen i de sidste årtier, men nu er brugen af den gået for vidt
Langt op i 90´erne var mange lærere overvejende ateoretiske i deres holdning til deres praksis. ”Jeg behøver ikke at formulere mål. Jeg har det hele inde i hovedet. Jeg behøver ikke omfattende testning og evaluering, for jeg har en god fornemmelse af, hvad eleverne kan.”
De store fremskridt i folkeskolen på grund af forskning
I dag har enhver lærer med respekt for sig selv formuleret mål for sin undervisning. Og når det gælder danskundervisning i 2b, så er der selvfølgelig formuleret mål for undervisningen, og de er oven i købet skrevet i et enkelt sprog på plakater i klasseværelset, da også eleverne skal kende dem.
Der er også sket store fremskridt på grund af evalueringsbølgen. Lærerne burde af egen drift have taget dette område alvorligt, langt tid før de blev tvunget til det. I dansk er det særligt kompliceret at evaluere, da nogle af de mest værdifulde områder ikke kan vurderes ved hjælp af Internationale og nationale tests og andre standardiserede måleinstrumenter, som kun kan vurderer en del af faget.
Evaluerings- og målsætningsbølgen er kappet over
Nu er målsætningsbølgen ved at kappe over. Værdifulde sider ved faget er ved at blive ødelagt. Drama, mundtlighed, musiske aktiviteter, den litterære samtale og musiske projekter viger for det, der kan måles meget præcist. Det, der måles, bliver det, der bliver værdsat. Det vil forringe kvaliteten på langt sigt- også i læsning og skriftlig fremstilling. Læremidlerne til tekstarbejde i danskundervisningen er i stigende grad præget af instrumentelle opgaver, hvor eleverne skal blive effektive til at læse, analysere, lære faglige begreber og kunne kommunikere, så de kan klare sig i konkurrencesamfundet og score de nødvendige point for at komme videre i uddannelsessystemet, mens opgaverne ikke i så høj grad anvendes som et dannelses- og oplevelsespotentiale.
Mine personlige erfaringer med evidensbaseret forskning
Mit forbehold over for evidensbaseret forskning bygger mere på personlige erfaringer end på mine videnskabsteoretiske studier, som jeg også er optaget af.
Min datter på 41 år er diagnosticeret som infantil autist. Hun har et godt liv. Bliver støttet i sit eget hjem af pædagoger fra et autismecenter. Dette personale har uddannelse i og erfaring med at behandle autister.
Men der gik 26 år af hendes liv, før hun fik den rigtige diagnose, og før denne lykkelige slutning tog form.
Fra hun var 5 år til hun var 31 fik hun 6 forskellige fejldiagnoser og blev udsat for 9 vidt forskellige, nyttesløse behandlingsforanstaltninger. Diagnoserne blev alle stillet af landets ypperste eksperter inden for psykologi og psykiatri, som byggede deres diagnosticering på omfattende national og international, evidensbaseret forskning. Set i bakspejlet bar diagnoserne præg af, hvad der var højeste mode på det tidspunkt, hvor vores datter fik dem. Der skal mod til som forældre at gå imod psykiatere og psykologer bl.a. i form af klagesager, når man skønner, at eksperterne tager fejl. De er ikke er særlig villige til at indrømme fejltagelser. Men det havde haft katastrofale følger, hvis vi som forældre ikke havde gjort det.
Den omskiftelige sandhed
Der skal også i dag mod til, hvis lærerne ud fra deres menneskesyn og læringssyn fagligt og sagligt skal modsige eksperter, hvis forskningsresultater går imod deres opfattelse af, hvad den bedste undervisning er for deres elever. Men det er vigtigt, at de gør det - Inden for lovens rammer.
Lige som sandhederne har skiftet i psykologien og i psykiatrien i de sidste årtier, har den evidensbaserede sandhed om undervisning i folkeskolen også været stærkt omskiftelig i de mange år, jeg har arbejde med folkeskolens pædagogik- både i praksis og på et teoretisk og politisk niveau. Forskningens resultater går i mange retninger. Der er en tendens i debatten til, at man hælder sit hoved til de forskningsresultater, der passer til ens eget menneske-og samfundssyn eller ud fra, hvad der økonomisk og politisk er opportunt.
Det skulle ikke være nødvendigt at remse alle de evidensbaserede moderetninger op, der har floreret i de sidste 50 år.
Hvad kan den evidensbaserede forskning, og hvad kan den ikke?
Når man har med menneskers læring og sind at gøre, kan man ikke direkte slutte fra evidensbaseret forskning til råd om, hvordan man skal undervise, og hvordan den enkelte skal leve livet.
Den evidensbaserede forsknings resultater er interessante og skal bruges der, hvor lærerne skønner, at det nytter noget. Forskeren kan ikke direkte ud fra sin forskning sige, hvordan der skal undervises i en konkret klasse. Og best practise i en klasse og skole er ikke nødvendigvis den bedste i andre klasser og skoler.
Konklusion
Der er så mange uforudsigelige faktorer og følelser i spil, når der er tale om at handle sammen med mennesker i et læringsforløb, at en primitiv testtankegang kan være ødelæggende for den danske folkeskole.
Fhv. rektor for Odense Seminarium Bent Nielsen sagde engang for mange år siden, at han absolut var interesseret i evidensbaserede forskningsresultater. Det kunne jo være, at der var noget om dem. En pædagogisk efterprøvning ville så vise sig, om de kunne bruges til noget i praksis, eller om han ville droppe dem.
Brugen af evidensbaseret forskningsresultater til at postulere objektive sandheder, der skal bibringes de ”inkompetente” lærere, er primitiv og uvidenskabelig.
