Helge Christiansen
Blog
Den faglige kvalitet i læreruddannelsen i dansk spares og målstyres væk
Økonomiske hensyn er vigtigere end faglig og pædagogisk kvalitet på professionshøjskolernes læreruddannelse. Det er det indtryk, jeg som beskikket censor i dansk har fået i forbindelse med eksamen i dansk, efter at den sidste reform af læreruddannelsen er gennemført.
Jeg husker stadig, hvordan den daværende minister for de videregående uddannelser Morten Østergaard stakåndet udtalte sin begejstring for den sidste reform af læreruddannelsen. Nu skulle der formuleres præcise kompetencemål for de studerendes læring. Det ville betyde et enormt kvalitetsløft. Det modsatte er sket. Timetallet for dansk på læreruddannelsen er reduceret med ca. 40 %. Mine erfaringer fra lærereksamen i dansk tyder på, at den kraftige nedskæring i dansktimerne og kompetence- og økonomitænkning både har ført til lavere kvalitet og til en uheldig prioritering inden for danskfaget.
Alt er imidlertid ikke den rene elendighed. Det er et stort fremskridt, at faget er blevet mere praksisrettet. De studerende er langt bedre til at demonstrere, at de er i stand til at formulere mål og beskrive planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb.
Imidlertid henfalder nogle studerende i eksamenssituationen til at fortælle om et forløb, de vil gennemføre med deres klasse med mål og delmål - pligtskyldigst med udgangspunkt i eller ved kopiering af Fælles Mål og med en Hattie-inspireret evalueringsstrategi. Mange kopierer forskellige modeller til lærerfaglig analyse og undervisningsplanlægning ukritisk uden at have styr på de videnskabelige teorier og det lærings- og fagsyn, der ligger bag.
Betagelsen af den teknologiske udvikling fører undertiden til mekanisk anvendelse af læringsportaler og en overdimensioneret repræsentation af multimedier, mens grundig tekstanalyse, arbejde med sprogets nuancer og korrekthed, det skønlitterære arbejdes mange muligheder og faget i set i et historisk perspektiv forsømmes.
De nyuddannede lærere, der skal undervise i dansk i folkeskolen, skal være modeller for eleverne. Derfor skal de beherske et sikkert og nuanceret skriftsprog. Desværre er det for en gruppe af nyuddannede lærere ikke tilfældet. Træning i i simpel brug af korrekt og nuanceret sprog og beherskelse af genrer - også multimodale - bør opprioriteres. Når disse lærere træder frem for forældre og elever med deres usikre danskkundskaber, ryger troværdigheden.
En stor del af de nyuddannede dansklærerne er ved at udvikle sig til læringsteknikere og praktiske grise, der så hurtigt og let som muligt og uden for megen besværlig omtanke kopierer sig frem blandt dagens tilbud på det pædagogiske modemarked eller flakser rundt for at finde eksempler på best practice, de kan kopiere uden kritisk, teoretisk vurdering.
Det gælder dog kun en del af de studerende. En gruppe af topkvalificerede nye dansklærere findes også, men det bekymrer mig, at skredet mod det ministerielt styrede læringstekniske med frakobling af refleksion og dybere faglig indsigt tydeligvis slår mere og mere igennem.
I læreruddannelsen i dansk mangler der, så vidt jeg kan vurdere, tid til undervisning, tid til diskussion og refleksion, tid til systematisk træning af færdigheder i skriftlig og mundtlig dansk, tid til tekstarbejde og tid til fordybelse i faglige teorier. Der synes heller ikke at være meget tilbage af danskfaget som inspiration til de studerendes personlige dannelse.
At være censor er ikke som før en god inspirerende oplevelse. Nøglebegreberne i al evaluering er reliabilitet, validitet, gennemskuelighed, troværdighed og retssikkerhed. Det virker som om effektivitetsridtet på ledelsesniveau fører til uforsvarlige forhold, der går ud over de studerendes retssikkerhed. Som et eksempel kan jeg nævne, at der kun betales et honorar for en halv times arbejde for at rette en afsluttende skriftlig opgave i dansk. Det er umuligt at vurdere en afsluttende skriftlig opgave forsvarligt inden for en halv time. Inden for denne tidsramme skal administrativt arbejde og tid til løsning af diverse praktiske problemer, votering og gennemarbejdning af opgavematerialet også klares. Det frister til overfladiskhed. Hvorfor bruge mere tid på opgaven, end man får betaling for? Det virker grotesk på baggrund af de store resurser, uddannelsen koster..
Jeg har også været udsat for at være censor for 10 studerende på en dag. Eksaminationerne foregik fra 8-16 med en halv times frokostpause. Det kan kun være besparelseshensyn, der er vægtet her.
Endelig har jeg oplevet, at man havde tænkt sig at præsentere mig for de primærtekster, der skulle eksamineres ud fra, på selve eksamensdagen. Efter hårdt pres fik jeg en liste over primærtekster, der bl.a. omfattede en række tekster fra læringsportaler, som jeg ikke har adgang til. Der skal naturligvis være mulighed for, at censor sætter sig ind i de tekster, der skal eksamineres i, og evt. også være mulighed for at sige fra over for nogle af opgaverne i god tid inden eksaminationen. Men det kræver betaling for forberedelsesarbejdet. Igen besparelser frem for kvalitet.
Validitet, reliabilitet, gennemskuelighed og retssikkerhed er afgørende, hvis læreruddannelsen skal bevare sin troværdighed over for aftagere og brugere. Som ekstern censor har jeg oplevet, at jeg var et forstyrrende element. Jeg tillod mig at stille kritiske spørgsmål til maskineriets tilsyneladende effektivitet. I et tilfælde måtte jeg true med at melde fra til en eksamination på grund af it-problemer, som først blev løst efter min alvorligt mente trussel.
Hver læreruddannelse har inden for de centralt fastsatte rammer frihed til at kreere deres egne undervisningsordninger og eksamensspørgsmål. Der kan således være store variationer i indholdet i undervisningen og i sværhedsgraden af eksamensordningerne rundt om i landet, og det forringer så vel validitet som reliabilitet. Der er ingen garanti for, at et 10-tal dækker over samme indhold og sværhedsgrad på de forskellige læreruddannelser.
De beskikkede aftagercensorer har en meget vigtig funktion. For et par år siden protesterede flere hundrede eksterne censorer på grund af fald i faglig kvalitet ved de videregående uddannelser, og for nylig blev den samme kritik rejst på folkeskolen.dk. Beskikkede censorer er uden for rækkevidde af straffeforanstaltninger fra ledelsen på professionshøjskolerne og er heller ikke inficeret af den sammenspisthed og den lukkede glasklokke af indforståethed, som kan opstå i faglige miljøer.
Søren Pind har for nyligt foreslået, at beskikkede censorer skal have ekstrauddannelse med den begrundelse, at de har en vigtig funktion i forhold til at sikre kvaliteten. En god ide. Men det er ikke de eksterne censorers kvalifikationer, der er hovedproblemet. Der burde være centralt fastsatte minimumsstandarder, så der ikke kan fifles med kvaliteten på grund af økonomiske hensyn. Bl.a. bør skriftlige opgaveformuleringer være ens for alle læreruddannelser. Samtidig må der være standarder, så man undgår nogle af de negative oplevelser af en uforsvarlig eksamination, som jeg har været udsat for.
Jeg håber, at der kan findes veje for, at danskfagligheden i undervisningen, reliabiliteten og validiteten i eksamensforløbene og dannelsesaspektet kan styrkes i læreruddannelsen i dansk i fremtiden.
