Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

En gammel nyhed om de skriftlige afgangsprøver i dansk

I en udmærket artikel i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen rejser forskere kritik af den manglende validitet og reliabilitet i afgangsprøven i skriftlig fremstilling. Men de praktiserende lærere har vidst det i årtier.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg skrev et blogindlæg om Solveig Troelsens ph. afhandling, med titlen "Forkastet eller anerkendt?”  8. december 2020, kort efter at hun havde forsvaret sin ph. afhandling. Afhandlingen er glimrende fagligt og samtidig meget aktuel. Den påviser i kvalitative undersøgelser de skriftlige afgangsprøvers manglende pålidelighed. Denne mangel på præcision er især blevet grotesk på grund af, at de skriftlige opgaver nu kun vurderes af en enkelt beskikket censor. Samtidig kan fejlvurderinger have katastrofale konsekvenser for elevernes fremtidige uddannelse, da den skriftlige afgangsprøve nu er en egentlig eksamin, som kan føre med sig, at man bliver afskåret fra et fremtidigt uddannelsesforløb.

Glimrende, at Solveig Troelsen i sin afhandling afslører de skriftlige prøvers mangler på forskerniveau.

Og i artiklen i Fagbladet Folkeskolen refereres også til ”Rapport fra følgegruppen for én bedømmer ved folkeskolens afgangsprøve” fra marts 2018, hvis konklusion blandet andet er, at de skriftlige prøvers reliabilitet er så uacceptabel, at det ikke er til at leve med.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Da jeg både på folkeskolen.dk og på facebook anbefalede og gennemgik Solveig Troelsens afhandling, var nogle af reaktionerne fra lærere, at det, der står i afhandlingen, ved praktiserende lærere godt i forvejen. Konsulenter, lærere og censorer har i årtier måttet leve med denne mangel på pålidelighed i bedømmelsen.

Lærere kender den fra ordningen før 2013, hvor klassens lærer og en ekstern censor sammen skulle vurdere de skriftlige opgaver. I mange tilfælde var der afvigelser i vurderingerne, som skulle forhandles. Det kunne føre til gode faglige debatter om vurdering af dansk og om syn på danskundervisning i det hele taget. Men kriterierne var for løse og sammenhængen til den daglige undervisning ikke tilstrækkelig.

Som Fyns Amts fagkonsulent i dansk holdt jeg både i Fyns Amt og rundt omkring i landet kurser om afgangsprøver i mere end 25 år. Her var en del af ritualet også vurdering af udvalgte skriftlige opgaver. Kursisternes ofte meget forskellige vurdering af samme skriftlige opgaver gik igen.

I Solveig Troelsens afhandling dokumenteres det, at ordningen med én statsautoriseret censor kun gør vurderingerne endnu mere usikker. Det er også påvist i international forskning.

I artiklen er nævnt den norske forskning om vurdering af præstationer i skriftlig fremstilling. Jeg har også i adskillige år som anmelder og blogger kunnet læse og skrive om, hvordan man i den norske forskning bl.a. iværksat af Kjell Lars Berge kunne påpege mangelfuldhed i vurdering af skriftlighed. I Norge har man i modsætning til i Danmark taget forskningen i området alvorligt, og denne forskning har fået konsekvenser i praktiske tiltag, som bl.a. er sket i samarbejde med lærere.

Umiddelbart er der ikke meget nyt i artiklen i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen.  Og dog. Solveig Troelsens afhandling rummer en forskningsmæssig dokumentation, som giver argumentationen en særlig tyngde. Vi kan håbe, at forskeres anbefaling af ændringer kan føre til nye, rimelige skriftlige prøver. Men erfaringen viser, at Undervisningsministeriets bureaukrati er trægt, ja i nogen tilfælde næsten uflytteligt, og endnu værre er Undervisningsministeriets ukritiske, pædagogiske eftersnakkere.

Der er desværre en tendens til, at det kun er forskeres og andre magtfulde menneskers mening, der tæller i den pædagogiske debat. I de ph. afhandlinger, jeg læser, og mange af de fagbøger om dansk og pædagogik, jeg anmelder, er den levende debat blandt folkeskolelærere, konsulenter og lægfolk fraværende, bl.a. i litteraturlisterne.

Som det også påpeges i den udmærkede debat, der opstod på Folkeskolen.dk i forlængelse af artiklen, er der ikke kun tale om, at nogle prøver skal justeres. En konference om danskfagets fremtid er et glimrende forslag. Der er ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem fagets formål, fælles mål, læseplanen og prøverne. Et grundigt arbejde med at skabe en sådan sammenhæng er en mulighed for at løse prøvernes ulidelige upålidelighed.  Men det skal ske i en løbende dialog mellem alle sagens parter, og inspirationen fra folkeskolens praktikere er i den forbindelse uundværlig.

Powered by Labrador CMS