Helge Christiansen
Blog
Litteraturundervisningens veje og vildveje
Der er på det sidste omtalt flere bøger på folkeskolen.dk, som kan virke som inspiration til læsning af ældre tekster. Hvordan skal læremidler til undervisning i ældre tekster se ud? Er det ikke på tide, at udgivelsen af læremidler til arbejde med ældre tekster frigør sig fra en proivinsiel kanontænkning? I et opfølgende indlæg senere vil jeg skrive om emnet: "Kan fagforfattere kanoniseres?"
Det er helt naturligt, at emnet, der optager de fleste debattører på folkeskolen.dk, har noget med truslen om reduktion af lærernes arbejdstid at gøre. Det er der skrevet glimrende indlæg på folkeskolen.dk. Fra alle sider er der et pres på lærerne om at varetage stadig flere sociale opgaver. Samtidig foreslås det, at tid til klasselærerarbejde falder væk. Og reduktion af forberedelsestiden kan naturligvis betyde fald i faglig kvalitet og betyde, at læreren vil blive reduceret til underordnet funktionær, der rutinemæssigt og uden tid til refleksion bruger færdige pakkeløsninger.
Jeg vil vende mig mod et andet aktuelt emne, nemlig læsning af ældre tekster, da der på det sidste er omtalt flere værdifulde værker på dette området på folkeskolen.dk. Det ene er Dansklærerforeningens kanonserie- det andet er ”Litteraturens veje” af Johannes Fibiger og Gerd Lütken. Disse værker har jeg alle med stor fornøjelse læst, og de kan efter min vurdering være til inspiration i lærernes forberedelse og bruges til undervisning på ungdomsuddannelserne. De er velskrevne, underholdende og afspejler en enorm faglig viden og et stort overblik. De er således glimrende eksempler på, hvordan et kompliceret fagligt stof kan formidles på en kvalificeret måde.
I en analyse og vurdering af et læremiddel kan det også være vigtigt at understrege, hvad der er ikke er med, hvad læremidlet ikke kan. I disse værker er den didaktiske dimension ikke i tilstrækkelig grad medtænkt, og desuden er bøgerne alle for svært tilgængelige for langt de fleste elever i folkeskolen.
Mens Dansklærerforeningens udgivelse er tro mod kanonudvalgets intentioner, rummer ”Litteraturens veje” et anderledes globalt syn på læsning af ældre tekster. På en konference for fagforfattere betegnede Gerd Lütken kanonudvalgtes tankegang som provinsiel. ”Litteraturens veje” er klassisk i sin opbygning. Der er orden i tingene med afgrænsede perioder, men hele det litteraturhistoriske forløb er sat ind i en international sammenhæng, og mange andre forfattere er med. Det gælder udenlandske forfattere og ikke kanoniserede kvindelige forfattere. Desuden inddrages politiske, kulturelle og sociologiske forhold i de enkelte perioder, som har betydning for forståelse af de enkelte perioders kunst og litteratur. Det tydeliggøres, at de danske forfattere er inspireret og dybt afhængige af internationale tendenser.
Kanonudvalgets nationalkonservative provinsialisme, et led i den borgerlige regerings erklærede værdikamp, punkteres.
Dog er der i ”Litteraturens veje” ingen problematisering af forfatternes egen måde at gøre tingene på. Andre kompetente forskere i udlandet og i Danmark har siden slutningen af 1970érne stillet spørgsmålstegn ved og problematiseret den forenklede opstilling af afgrænsede perioder, der afløser hinanden og også kritiseret kanontænkningen både med en baisfaglig og pædagogisk begrundelse.
Thomas Illum Hansen har bl.a. i ” Kognitiv litteraturdidaktik”, en inspirerende og relevant bog for undervisere i folkeskolen, fremhævet, at det ikke er nok, at man vælger tekster ud fra æstetiske og basisfaglige kriterier. Man må også vælge ud fra, hvad der er væsentligt for netop de elever, man underviser - eksistentielt og aktuelt.
I ” Dansk som undervisningsfag”, som lige er udkommet, vender Jens Jørgen Hansen tilbage til den ældgamle trekantsmodel med elev, lærer og sag i hvert sit hjørne og udvikler ud fra den sin beskrivelse af forskellige former for didaktisk design. Den illustrerer udmærket, at det ikke kun er en basisfaglig og kulturel synsvinkel, man må tage i betragtning, når man sammen med eleverne vælger tekster til undervisningen i ældre tekster.
På alle områder i dansk skal eleverne også forholde sig til et metaplan. Hvorfor ikke, når det gælder kanonlæsning og litteraturhistorie? I Fælles Mål står kanonudvalgets begrundelser som indforståede, indiskutable sandheder.
Ved læsning af de ovennævnte værker får man appetit på at arbejde med ældre tekster. De har deres berettigelse som faglig inspiration, men ellers er det vigtigt, at læremidler til dansk har den didaktiske dimension med.
De læremidler, der er udgivet på grund af den obligatoriske kanon, har langt fra alle den tilstrækkelige kvalitet og bærer præg af, at kanoniseringen kan virke som en spændetrøje. Se bla. læremiddeltjek på folkeskolen.dk, hvor læremidler til læsning af kanonforfattere er analyseret og vurderet.
Hvorfor bliver fagforfattere ikke kanoniseret? Dette emne bliver der ikke plads til i denne omgang.
Fortsættelse følger.
