Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Sæt læreruddannelsen og folkeskolen fri

På folkeskolen.dk og i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen har den nye formand for Lærerstuderendes Landskreds Caroline Holdflod Nørgaard og en nybagt lærer Mads Egeskov formuleret en saglig og præcis kritik af læreruddannelsen, som de på baggrund af dugfriske oplevelser kalder åndløs, læringsmålstyret og ude af stand til at uddanne myndige og selvstændigt tænkende lærere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er langt hen ad vejen enig med dem. Mine udsagn bygger bl.a. på oplevelser som beskikket censor i dansk af paradigmeskiftet i læreruddannelsen omkring 2013. Jeg oplevede et stemningsomslag på det tidspunkt på mine hyppige censorater på læreruddannelser rundt omkring i landet.  

I tre årtier har jeg nydt at være censor på læreruddannelser og at diskutere og samarbejde med venlige og kvalificerede fagpersoner og imødekommende kontorpersonale. Men efter 2013 skete der noget.

Morten Østergaard, der på det tidspunkt var minister for læreruddannelsen, forkyndte med overgearet begejstring, at nu blev der formuleret nogle kompetencemål for læreruddannelsen, så lærerne og de studerende vidste, hvad de skulle lære. Slutmålet var støbt i beton. Det ville efter hans mening effektivisere læreruddannelsen. I danskfaget kunne man nu godt skære timetallet ned med 40%.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Under eksaminationerne kunne jeg også fornemme, at der blæste nye vinde. Det var meget vigtigt, at eleverne til deres forløb til mundtlig eksamen kunne fremlægge et forløb med klare mål og evaluering. Undertiden førte det til, at forløb fra forlagsportaler blev kopieret.  Når jeg spurgte ind til, hvorfor de studerende havde valgt at formulere deres eksempler på praksis, som de havde, hvilke refleksioner de havde gjort sig, og hvilke faglige og pædagogiske teorier, de byggede på, så lyste deres ansigter undertiden som et spørgsmålstegn.

Effektiviseringen medførte også, at det oppe fra og ned blev bestemt, at karakteren i dansk mundtlig og skriftlig skulle lægges sammen til én karakter, så en studerende, der ikke magtede skriftsproget, godt kunne blive dansklærer alligevel, hvis han fik en høj karakter i den mundtlige del.

Det blev fra højeste sted besluttet, at ved retning af skriftlige opgaver blev tiden pr. opgave halveret til 30 minutter, hvilket er uforsvarligt. Der var heller ikke tid til at konferere karakteren i skriftlig dansk, hvilket før havde været spændende og givende.

Alt bar præg af, at nu skulle der effektiviseres og rationaliseres. Noget af det venlige  kontorpersonale, jeg var vant til at få hjælp fra i praktiske spørgsmål, var fyret og  deres funktioner digitaliseret. Dem, der var tilbage, var stressede, og det kneb med at få tilsendt nødvendige oplysninger og dokumenter. Jeg måtte engang to dage før en mundtlig eksamen true med at melde afbud, før jeg fik hjælp. Og så fik jeg den.

Når jeg spurgte underviserne om, hvorfor de havde overgivet sig til denne læringsmålstyring, fik jeg at vide, at det var et diktat ovenfra. Der var ikke tale om mulighed for debat.

Jeg deltog et sted i 10 eksaminationer på en dag fra 8-16 med en times frokostpause, og jeg klarede det trods min høje alder. Det var rent planlægningsmæssigt og økonomisk meget effektivt.Man kunne spare overnatninger ved denne sammenpressede plan.  Det var ikke forsvarligt.

Alt var tilsyneladende meget effektivt, men i virkelighed gik det ud over validiteten, reliabiliteten og elevernes sikkerhed for, at de fik en retfærdig bedømmelse.

Når der nu er vedtaget et forslag til en ny, fri, privat læreruddannelse, kunne det måske være et wake up call til alle de forskere, politikere og administratorer, som tror og troede, at man kan styre læreruddannelsen og folkeskolen ved topdown styring, og som ikke kender den evidensbaserede forsknings begrænsninger.

Det er opløftende at læse en ung studerende og en ung lærers kloge kritik af politikeres, embedsmænds og forskeres manglende elementære forståelse af, at forskning naturligvis kan bruges som inspiration og vise mulige løsninger, men politikere og embedsmænd kan ikke diktere, hvad der skal undervises i og hvordan. Deres udsagn minder om grundtvig-koldske og humanistiske toner. Det er i lærernes møde med elever og forældre, at undervisningen sker, og respekten for dømmekraften hos folkeskolens parter på den enkelte skole er afgørende for, at eleverne bliver rustet til at magte tilværelsen i fremtiden. 

Måske er det en god ide, at en fri læreruddannelse får lov til at udfolde sig som et alternativ. En uddannelse, der efter initiativtagernes programerklæring også tager hensyn til den tradition for at holde skole, vi har her i landet, som er grundtvig-koldsk og humanistisk inspireret.

Formanden for Lærernes Landskreds formulerer også kritik af, at læreruddannelsen blev en del af professionshøjskoler og mistede sin ånd og sit særpræg og ikke længere er en inspiration i det lokale samfund. Professionshøjskolerne køres også efter min mening efter økonomitænkningens principper, og læreruddannelserne og de tidligere amtscentre har ikke længere en selvstændig profil. Topstyringen tillader ingen slinger i valsen.

Læringsmålstyringssnigere blandt forskere, politikere og embedsmænd lokalt og på landsplan vil også i fremtiden forsøge at spænde ben for decentralisering og  frigørelsen fra læringsmålstyringens greb. Der er lang vej igen, før den er afviklet. Se bl.a. på dele af fagbestemmelserne. afgangsprøverne og nationale tests tyranni.

Derfor kunne det måske alligevel være en god ide at forsøge sig med en privat, fri læreruddannelse som et alternativ. Eller kan man håbe, at en ny læreruddannelse gør op med fortidens fejltagelser? Man kan håbe, at de regerende ministre for folkeskolen og læreruddannelsen belært af erfaringerne med skolereformen og læreruddannelsen vil forlade socialdemokratiets traditionelle begejstring for topstyring og deres manglende sans for dannelse på disse områder.

Powered by Labrador CMS