Helge Christiansen
Blog
Hvordan ser en god dansklærer ud?
En ny læreruddannelse og en folkeskolereform er på vej. Hvordan bliver dansklærens rolle i den forbindelse, og hvordan kommer læreruddannelsen i dansk til at se ud?
Som undervisningsministerielt beskikket censor har jeg i 25 år haft den inspirerende og fornøjelige opgave at følge med i læreruddannelsens udvikling på sidelinjen. Det har især været lystbetonet, efter at jeg er gået på pension, da jeg nu har god tid til at fordybe mig i eksamensopgaverne og i faglige og pædagogisk litteratur uden nogen form for stress.
Jeg har forsøgt at afvænne mig selv fra at være engageret i dansk i folkeskolen, men får konstant alvorlige tilbagefald.
I denne måned har jeg deltaget i møde for censorer ved læreruddannelsen i dansk og fik gennemgået det nye forslag til læreruddannelse. Formanden for vores fagområde gav udtryk for, at han syntes, at det var underligt, at man gennemfører en ny læreruddannelse, inden folkeskolereformen er gennemført. Skal læreruddannelsen ikke matche med folkeskolens indretning og indhold?
Desuden er det betænkeligt, at antallet af ECTS-points for dansk bliver skåret ned fra 72 til 40. Jeg synes med rette, at Dansklærerforeningen og opgavekommissionens formand kan være bekymrede. Hvordan kan det forenes med, at kvaliteten i dansk i folkeskolen skal stige, og at lærerne efter Morten Østergaards mening skal uddannes bedre?
Morten Østergård klarer problemet ved krav om udformning af skærpede krav i kompetencemål, samtidig med at timetallet skæres ned. Det virker inkonsekvent og dobbeltmoralsk. Der må være ikke så få danskundervisere, der kan fyres på den baggrund. Men dette ligger i fin tråd med, at ministeren tilhører et elitepartis med nedskæringsmani. ”Sådan er det”.
Som beskikket censor i dansk har jeg gennem årene oplevet, at kvaliteten ved lærereksamen i dansk har været stadig stigende. Især er sammenhængen mellem teori og praksis blev markant forbedret. I linjefagseksamen i dansk skabes der en god syntese af danskfagligt stof og danskfaglige metoder, almendidaktiske områder og praksis, bl.a. i forbindelse med inddragelse af erfaringer fra praktik. Men samtidig kan jeg se, at underviserne arbejder under et urimeligt tidspres. Der er allerede nu for få timer til dansk. Det kniber især med at få gennemgået relevant teoretisk stof.
Bacheloropgaverne i dag ligger kvalitativt skyhøjt over de første forsøg for mange år tilbage. Der er virkelig mange studerende og undervisere, der er dygtige, og det er for det meste lærerigt og en fornøjelse at læse opgaverne.
Det glæder mig også, at begrebet dannelse i Klafki´sk forstand stadig overlever i bedste velgående.
I den nye læreruddannelse skal der i højere grad lægges vægt på inddragelse af evidensbaseret forskning og videnskabelig metode.
Per Fibæk Lausens autentiske lærer er der ikke mange, der kan leve op til. Men han har dog beskrevet betydningen af lærernes personlighed som noget afgørende. Personlig udvikling og dannelse må stadig være noget centralt i læreruddannelsen. Vi skal ikke kun uddanne enøjede, effektive kompetencedyr.
Der må desuden gerne være både mænd og kvinder i skolen. Desværre er mændene ved at forsvinde. Der mangler avancementsmuligheder i folkeskolen. De dygtigste studerende skulle nødigt straks gå videre i andre uddannelser og søge over i andre institutioner, når de er færdiguddannet.
En god lærer kan planlægge, gennemføre og evaluere sin undervisning, reflektere over egen praksis og også forholde sig kritisk til faglig og pædagogisk teori og til de modebølger, som selvpromoverende forskere og politikere konstant udgyder på det pædagogiske marked. De fagdidaktiske felt må stadig være det helt centrale. Og dannelse i Klafki´sk forstand må stadig være et omdrejningspunkt. Desuden skal han have empati og være en tryghedsskabende personlighed i klassens fællesskab.
Morten Østergaard ønsker at skabe højere kvalitet, bl.a. i form af universitetsuddannede lærere, der har taget en ph.d.
Det er en glimrende at tage en ph.d., især hvis man vil på afstand af folkeskolen. Men måske skulle underviserne på læreruddannelsen i stedet arbejde i foleskolens praksis i nogle perioder som praktikanter eller som hjælpere ved forskningsprojekter.
De undervisere, som kun har en universitetsuddannelse og ingen folkeskoleerfaring, formulerer undertiden nogle forskruede problemformuleringer, som rent teoretisk nok kan være interessante, men som er irrelevante i en folkeskolesammenhæng.
Jeg er lærer og cand.pæd. i dansk og på det tidspunkt, hvor jeg gennemførte min uddannelse og skrev min afsluttende opgave sammen med Marianne Jelved, var kravet, at man havde linjefag i dansk og to års undervisningspraksis, før man kunnen optages på studiet. Denne uddanne lse, som en overgang fandtes i alle fag, burde man ikke have afskaffet. Nu er der kun en lignende mulighed i dansk og matematik.
Ønsket om at gøre de studerende til forskere kan undertiden kamme over i bacheloropgaverne. Nogle bacheloropgaver er præget af et opstyltet alt for indviklet sprog, hvor selv de mest banale forhold skal udtrykkes så komplekst som muligt. Nogle bruger også megen plads på at skrive overdimensionerede redegørelser for videnskabelig metode i forbindelse med empiriske tiltag, som er ret spinkle, fordi de studerende har begrænset tid til at lave sådanne øvelser. Det virker undertiden som pseudovidenskabelige øvelser i den pædagogiske kravlegård med overdrevne udsagn om, hvad deres spinkle undersøgelser viser.
Det er glimrende at inddrage empiri, men det er på tide at kravet om dette bliver afdramatiseret. Det må præciseres, hvordan empirien skal indgå i bacheloropgaven.
Jeg er stadig beskikket censor. Selv om nogle unge eksaminatorer kikker betænkeligt på mig, når dinosauren kommer med sit høreapparat, og selv om jeg også undertiden må finde mig i et mistænksomt krydsforhør om, hvad der kan kvalificere sådan en mig til at være censor, går deres skepsis hurtigt over.
Jeg nyder stadig at trække på et langt livs erfaring med dansk og stadig at følge med i ny teori i forbindelse med en læreuddannelse i dansk, som trods alt har det ganske godt.
