Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Hvorfor dumper de tosprogede i dansk?

Hvad er årsagen til, at tosprogede elever klarer sig dårligt i undersøgelser?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nogle måneder siden tordnede overskrifter om tosprogedes manglende danskkundskaber igen ud over landet. ”Tosprogede børn dumper i dansk” var overskriften i Jyllandsposten på baggrund af en undersøgelse iværksat af Syddansk Universitet.

Denne undersøgelse gav anledning til, at politikerne fra forskellige partier igen kunne markere deres værdipolitiske ståsted og deres fordomme med overfladiske, ideologisk betingede floskler.

Senere har undervisningsministeren sparket spørgsmålet om modersmålsundervisning til hjørnespark. Det er udmærket at igangsætte forskning i Danmark ved rørende betydningen af modersmålsundervisningen for de to- eller flersprogede elevers læring i dansk. Men er der ikke nærmere tale om en politisk manøvre for at undgå de ekstra udgifter, et påbud om modersmålsundervisning ville kræve? Elever fra EU eller nærmere EØS-området og Grønland og Færøerne har ret til at få modersmålsundervisning støttet af staten, men elever fra andre lande ikke har. Hvor er logikken?  Der er tale om en grov diskrimination af børn fra andre lande.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Samtidig debatteres læreruddannelsens formuleringer af undervisning af indvandrere på den grundfaglige del af læreruddannelsen og afskaffelsen af dansk som andet sprog som et linjefag. Skolerne kan nu ikke længere trække på lærere, som har en dybtgående uddannelse i danskundervisning af tosprogede.

I den omfattende litteratur om undervisning af tosprogede børn er der især to bøger på dansk, som jeg finder interessante.  ”Ret til dansk” er en forskningsrapport, hvor førende danske forskere på området beskriver, hvad der efter deres opfattelse skal til, for at tosprogede lærer dansk. Og i ”Uhørte stemmer” beskrives undervisningen i folkeskolen primært ud fra tosprogede forældres oplevelse af skolen og dens danskundervisning.

I forbindelse med debatten om tosprogedes undervisning har jeg især haft meget ud af at anmelde ”Ret til dansk” af Claus Haas, Anne Holmen, Christian Horst og  Bergthora Kristjansdottir. Her redegør eksperter for deres syn på modersmålsundervisning og den kulturkamp, der førte til, at modermålsundervisning blev afskaffet for mange tosprogede elever. Min anmeldelse stammer fra 10.januar 2012.

Bogens  fire forfattere har skrevet hver deres afsnit. Der er en fortrinlig samstemthed imellem forfatternes indlæg. Alle har forsket i indvandreres sprog og kultur, alle har en socialkonstruktivistisk tilgang til begreberne kultur og kulturarv, alle dokumenterer gennem et grundigt og sejt træk deres teorier, og alle er kritiske over foren del af lovgivningen og bestemmelserne om tosprogede.

Forfatterne beskriver Danmark som et flerkulturelt samfund under udvikling i en globaliseret verden, hvor et flerkulturelt demokrati må udvikles. Alle forfattere opfatter regeringens tiltag om tvangsspredning af elever og afskaffelse af modersmålsundervisningen som diskrimination og værende i strid med internationale konventioner.

Bergthóra Kristjánsdóttir tager udgangspunkt i den tyske sprogforsker Kosellecks teorier og forskning om begrebers opståen og udvikling og om kampen om definitionen af begreber, som påvirker praksis. Denne forskers teorier anvendes i forbindelse med kampen om begreberne i debatten om tosprogede. Hun angriber den forrige regerings tvangsspredningspolitik og dens afskaffelse af modersmålsundervisning og plæderer for, at der oprettes flersproglige skoler, hvor de tosprogedes kultur og sprog inddrages og respekteres.

Anne Holmen analyserer bestemmelser for faget dansk fra Den blå Betænkning til Fælles Mål. Hun påpeger fravær af indhold, der inddrager de tosprogede elevers sprog og kultur. Man bør beskrive et nyt flerkulturelt danskfag.

Det centrale omdrejningspunkt i Claus Haas' indlæg er værdikampen og demokratikanonen, som Anders Fogh Rasmussen lancerede. Den sidste borgerlige regering opfattede med baggrund i 11. september de tosprogede som en trussel for demokratiet, selv om sociologiske undersøgelser viser, at de tosprogede i høj grad forstår og accepterer demokratiske værdier. Den opfattede den danske kultur som en national erindringskultur, som er truet af det fremmede.

Denne bogs forfattere konkluderer, at der er massiv forskning, der begrunder indførelse af modersmålsundervisning under en eller anden form.

Det gælder som bekendt al undervisning, at man må tage udgangspunkt i elevernes erfaringsverden og forudsætninger. Russeren Vygotskijs tanker om den nærmeste udviklingszone kan man ikke komme uden om. I forbindelse med tosprogede elever betyder det, at man må inddrage deres kulturelle baggrund og modersmål i undervisningen.

Professor Jørn Lund har bl.a. så udmærket beskrevet, at modersmålet er noget helt andet end et fremmedsprog. Der er knyttet nære, kropslige og sanselige oplevelser til modersmålet gennem hele barndommen. Det sidder i kroppen og danner basis for læring af alle andre sprog. Modersmålet rummer en mængde nuancer, som det er nødvendigt at udvikle i relationer til den nærmeste slægt og venner. Desuden er inddragelsen af de tosprogedes kultur og modersmål i undervisningen en anerkendelse af deres baggrund og sprog. Som bekendt er anerkendelse afgørende for læring.

 I ”Uhørte stemmer”, skrevet af Bergthora Kristjansdottir og Lene Timm dokumenteres det, at inklusion i en dansk klasse af indvandrebørn ikke nødvendigvis er af det gode.  Lærerne har brug for uddannelse og efteruddannelse i, hvordan man inkluderer tosprogede. De uhørte stemmer er tosprogede forældre, som ofte føler sig magtesløse i det danske skolesystem. Min anmeldelse af bogen blev bragt 1. august 2011.

Ifølge den franske forsker Bourdieu er grundskolen den vigtigste faktor, når det gælder at videreføre en fælles kultur i et land og skabelse af sammenhængskraft. I Danmark er der en udvikling i gang, hvor velbjergede forældre sætter deres elever i privatskole og indvandrerbørn sættes i muslimske friskoler. Det er virkelig en trussel imod skabelse af en fælles, multikulturel, dansk kultur.

Der kan fra forskningsresultater både i udlandet og her i landet findes masser af dokumentation for, at undervisning i modersmålet sammen med en effektiv danskundervisning er en af måderne, man kan styrke de tosprogede elevers danskkundskaber på. I Sverige har man gennemført modersmålsundervisning og har ikke de samme problemer som i Danmark.

Christine Antorini har nu sparket modersmålsspørgsmålet til hjørne med samme begrundelse som den borgerlige regering og den nuværende opposition. Det påstås, at der findes modstridende undersøgelser. Jeg vil gerne oplyses om, hvilke undersøgelser, der er tale om. Det skulle være undersøgelser i USA, som åbenbart skulle tælle lige så meget som succesresultaterne i Sverige, som har en kultur, der er tæt på den danske. Var der ikke noget med en nordisk skole? Jeg vil meget gerne oplyses om, hvor jeg kan finde disse undersøgelser, så jeg kan studere dem nærmere.

Som frivillig i Dansk Flygtningehjælp og som tidligere danskunderviser vil jeg ønske, at undervisningen af to- eller flersprogede bliver forbedret. Det hjælper ikke noget kun at skyde på lærerne. De er hårdt trængt af en række reformer, som kræver en massiv efteruddannelse, hvis de skal gennemføres og lykkes. Der er tale om et komplekst samspil af faktorer, som skal ændres.

Powered by Labrador CMS