Helge Christiansen
Blog
Hvor blev friheden af?
I Merete Risagers regeringstid tegnede det til et opgør med de dårligste sider af skolereformen med dens topdownstyring, testtyranni, læringsmålstyring og manglende respekt for lærernes professionalisme, men hvor blev det pædagogiske forår af?
Lærernes bragende klapsalver ved møder og kongresser ved den nye undervisningsministers tiltræden kom for tidligt. Nu optræder hun i stigende grad som en dårlig kopi af en ministeriel embedsmand, og kløften mellem lærere på den ene side og embedsmænd, forskere og politikere på den anden side er stadig enorm.
I det sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen er der en fremragende og saglig belysning af historien om de nationale tests. På trods af de åbenlyse svagheder påpeget af forskere (både i Danmark og udlandet), lærere, andre skolefolk og forældre klæber politikere fra alle partier til de nuværende nationale tests som et kontrolinstrument.
Jeg deltog den 3. september 2019 i konferencen ”De nationale test tænkt forfra”, arrangeret af Rådet for Børns Læring. Det var tyderligt, at der kun var tale om en teknisk diskussion. Ingen oplægsholdere satte spørgsmålstegn ved, om de nationale tests havde deres berettigelse som styringsinstrument set i relation til folkeskolens formål. Jens Dolins artikel i sidste nummer af Fagbladet Folkeskolen rammer i plet i beskrivelsen af den manglende sammenhæng mellem de nationale tests og bestemmelser i folkeskoleloven. Peter Dahler Larsen er i en kroniki Kristeligt Dagblad fra lørdag den 15. februar inde på samme tema.
Ved den nævnte konference var der ikke oplægsholdere, der stillede spørgsmålstegn ved, om de nationale test skulle afskaffes, fordi de strider mod det menneske- og samfundssyn, der bør herske i danske skoler. Oplægsholdere, som kunne belyse dette emne, var ikke inviteret. Nogle forerdragsholdere var tydeligvis kun interesseret i med næb og kløer at redde deres forskningsprojekter med baggrund i de nationale test. Folkeskolens hverdag syntes ikke at interessere dem.
Den ny vejledende læseplan og undervisningsvejledning i dansk er stadig præget af den primitive kompetencetænkning i Fælles Mål. Dansklærerforeningens repræsentanter i læseplansarbejdet kæmpede bravt for et dannelsessyn. Det endelige resultat er et fremskridt og nogenlunde acceptabelt i forhold til de oprindelige, men der er ingen grund til begejstring. Drømmen om radikale ændringer er aflivet. Bestemmelserne for danskfaget er stadig et sammensurium af modstridende udsagn.
Pædagogiske læringsfællesskaber styret af kriterier fra A.P. Møllerfonden skaber ad bagvejen nye overlevelsesmuligheder for læringsmålsstyringen nogle steder. Det gælder dog langt fra i alle tilfælde.
Prøverne er stadig et læringsmålstyringsinstrument, og selv om prøvevejledningen prøver at rette lidt ind efter den nye dannelsesdebat, har den langt fra frigjort sig fra fortidens instrumentalisme.
Dannelse er nu et populært begreb, men anvendes ofte som en floskel, et skalkeskjul for, at man ikke ønsker væsentlige forandringer.
Arbejdstidskommissionens udtalelser lover heller ikke godt. Lærernes forberelsestid er der tydeligvis ikke et helhjertet ønske om at ændre.
Jeg vil slutte af med nogle overvejelser, der bærer præg af, at jeg er flyttet til det midtfynske, hvor det grundtvig–koldske livssyn stadig lever. Lektor ved SDU Knud Bjarne Gjesing har om og om igen beskrevet og talt om det grundtvig-koldske skolesyn som Danmarks mest originale og væsentligste bidrag til pædagogikkens historie, og den internationale interesse for disse tanker er stadig stor.
Komponisten Carl Nielsen skriver i ”Min fyske barndom” om statsministeren, politikeren,friskole- og højskolemanden og fynboen Klavs Berntsen som foredragsholder:
”Jeg har set, hvordan de tørreste, hårdeste, mest materielle bønder , der hjemmefra havde helt andre meninger end han , er blevet tøet op som frosne løg, der har ligget i en kælder og nu atter kommer ud i solen og begynder at spire. Klaus Berntsen behandlede mennesker som forsømte planter, der hverken havde fået vand eller lys, og mine søstre og brødre kunne være helt forvandlede, når de gik hjem fra et af hans foredrag. Så var det, som om alle skygger var blæst bort, og det bedste kom op i dem. Øjnene var blevet klare, kinderne røde, når den ene kunne huske dette, en anden noget andet af alt det, han havde sagt”. Komponisten beskriver på sin egen måde , hvad oplivning og oplysning i grundtvig-koldsk forstand kan være.
Vi skal ikke skrue tiden tilbage til forrige århundredes grundtvig-koldske pædagogik og satse på grundtvigianske vækkelsesmirakler, men der er væsentlige værdier fra denne pædagogik, som stadig findes i den danske skoletradition og ikke mindst i friskolerne. Disse elementer er under pres og må ikke løbes over nede.
Forudsætningen for at lærerne i dag i moderne form kan oplive og oplyse er stor frihed. Den samme frihed findes også i den danske folkeskoletradition, hvor metodefriheden og læreres og elevers engagement og optagethed af et indhold er central. Men med lovindgrebet og skolereformen blev denne engagerende frihed amputeret.
I den forbindelse spiller den reducerede forberedelses- og refleksionstid en stor rolle.
Lad os få friheden tilbage.
.
