Helge Christiansen
Blog
Det gode foredrag og den vedkommende fortælling
Ved Tage Skou-Hansens død mindes jeg om, hvad fremragende skrivekunst, god samtale og gode foredrag og forelæsninger vil sige
Jeg var fra november 1966 til maj 1967 elev på Askov Højskole. Der var i alt 350 elever på holdet. Jeg var så heldig, at jeg i fire timer om ugen blev undervist i litteratur af Tag Skou- Hansen, i fire timer om ugen blev jeg undervist af Niels Højlund i samfundsfag og blandt de øvrige undervisere, jeg mødte det halve år, var Jørgen Knudsen, Helge Skou, Ole Wivel, Løgstrup og Ebbe Reich, som han hed dengang. Han holdt på det tidspunkt foredrag om, hvor dejligt der var i idealstaten Kina.
I foredragssalen lyttede 350 unge med vidt forskellige forudsætninger til foredrag. Her læste Knud Hansen, der var forstander dengang, op af sit manuskript og gennemgik Dostojevskijs forfatterskab med hovedvægten på brødrene Karamasov. Selv om Knud Hansen ikke benyttede sig af smarte retoriske kneb, lykkedes det ham at fange tilhørerne.
Tag Skou-Hansen holdt også mange foredrag i foredragssalen og ude omkring i landet. Han var en fremragende formidler. Jeg er fuld af beundring for foredragsholdere, der kan formidle kompliceret stof og komplekse forhold her i livet lødigt på enkel måde, så det er forståeligt for et bredt publikum. Ingen prestigekneb, ingen overdreven fagsprogslirumlarum og ingen power-points.
Samtidig var hans foredrag, der handlede om litteratur, præget af en personlig holdning og et stort etisk og socialt engagement. Jeg kunne ønske mig, at langt flere eksperter og forskere beherskede samme fremragende egenskab som lærerne på Askov dengang. Det synes at være en dyd i dag at udtrykke sig i et stærkt kompliceret fagsprog for at gøre indtryk på kolleger. Kompliceret fagsprog skal der til mellem fagfæller, men mange forskere når ikke ud over et snævert miljø, når de ikke er i stand til at formidle deres resultater til en bred offentlighed.
I litteraturtimerne med Tage Skou Hansen var der ikke formuleret præcise mål for hver time. Men litteratur blev tolket og diskuteret, så det ikke kun drejede sig om at få større viden om litteratur, men også om at diskutere eksistentielle spørgsmål. Han var en stor højskolemand, en fremragende lærer og en af de store forfattere i vor tids litteratur. Han var også lyttende, følsom og god til at tale med alle elever. Redelig og sympatisk.
I folkeskolen har vi også haft mange lærere med de samme kvaliteter og har altid haft det. Jeg frygter, at de kvaliteter, jeg har beskrevet her, som også trives i folkeskolen, fortrænges i en overdrevent målræs.
Hans forfatterskab er med rette blevet prist i høje toner. Men han var i mange år i modvind. Han var stærkt inspireret af Henrik Pontoppidan og skrev prosa i en realistisk stil på et tidspunkt, hvor det ikke var på mode. Han vakte opsigt ved i strid modvind at skrive essayet ”Forsvar for prosaen” i 1950 på et tidspunkt, hvor poesien dominerede.
I ”Danske digtere i det tyvende århundrede”- i en udgave fra tresserne -skrev Erk Halvorsen om ham. ”Skou-Hansen er moralist og grubler. Han er næppe digter, men en begavet og sympatisk skribent”. Også på det tidspunkt skrev han mod strømmen.
Det vendte så helt senere, hvor den litterære mode skiftede, og priserne haglede ned over ham.
Vi har brug for gode lærere, gode højskolefolk og forfattere som ham- ikke mindst nu.
