Helge Christiansen
Blog
Lykkedes Lykke-Per?
Filmatiseringen af Lykke-Per fik mig til at læse Pontoppidans roman Lykke-Per i et stræk for første gang. Samtidig forholdt jeg mig til min egen barndom.
Til min konfirmation var der lødige bøger på gavebordet: en læderindbunden bibel, Lykke-Per af Henrik Pontoppidan og Orm og tyr af Martin A. Hansen.
Konfirmationen blev fejret i en præstegård med bindingsværk og stråtag og en kæmpe, hyggelig have. Der var fest over tre dage med mange gæster. Ingen skulle føle sig overset.
Lykke–Per fik jeg først læst i sin fulde længde, da Bille Augusts filmatisering nærmede sig sin premiere. Jeg kunne nu med 60 års forsinkelse langsomt åbne dens sider med en papirkniv. En udsøgt nydelse. Og det generede ikke læsningen, at navneordene begyndte med store bogstaver, og at skulle stavedes skulde og kunne kunde osv.
Jeg læste den nu i et sug. Det var en smuk og voldsom oplevelse. Jeg kan kun tilslutte mig utallige smagsdommeres vurdering: Bogen er et mesterværk. Romanen anslog strenge i mig, som fremmanede stærke erindringsoplevelser.
Jeg voksede også op i en præstegård med samme pietistiske livssyn som bogens. Stemningen i mit barndomshjem var også præget af begreberne synd, skyld. Angsten for dommedag og Jesu genkomst, hvor han ville dømme mellem de frelste og de fortabte, var en daglig realitet. Sanselighedens og den usle mammons fristelser skulle holdes i skak.
Jeg kunne levende sætte mig ind i Pers oplevelser og dilemmaer og den arv fra barndommen, han slæbte rundt på. Barndomsoplevelser lever dybt i os, og vi må stadig forholde os til dem, hvis vi ikke skal lyve for os selv.
Lykke-Per siger til sidst i romanen, at han er lykkelig i sin forusætningsløse forholden sig til naturen og til virkeligheden i det hele taget.
Jerg synes, at han resignerer. ”..uden et stort eventyrligt mod til at ville sig selv i guddommelig nøgenhed når ingen til virkelig frigjorthed”.
Han forkaster sit barndomshjems strenge, kristne tro, men lever på det verdslige plan -uden at forsone sig med sin barndoms mennesker- videre med dens strenge asketiske måde at leve med ubønhørlige krav, forsagelse og strenghed. Det præger hans opfattelse af sig selv og livet i det hele taget. Han opretholder en tilkæmpet harmoni i isolation fra andre mennesker og ved dyrkelse af naturen.
Pontoppidans opfattelse af miljøets styrende betydning i hele livet, som også kommer til udtryk i novellen ”Ørneflugt”, er fremstillet overbevisende, men mine egne erfaringer med at arbejde mig ud af min barndom – at få en distance til den- er nogle andre end Lykke-Pers. Får man bearbejdet oplevelserne, ser man blidere og med større forståelse på den tids strenge indre missionske miljø, der også rummede værdier og gode oplevelser.
Slutningen af Lykke- Per er gennem tiderne blevet fortolket meget forskelligt af diverse eksperter. Der er heldigvis i et sådant skønlitterært værk plads til forskellige oplevelser og fortolkninger, der kan danne udgangspunkt for gode samtaler.
Og nu må jeg nok hellere i gang med ”Orm og tyr”, et af de få værker af Martin A. Hansen, jeg endnu ikke har læst – inden det er for sent. Trods skiftende konjunkturer for hans popularitet har han altid været en af mine yndlingsforfattere.
Filmatiseringen af Lykke-Per var vellykket og de fleste anmeldere overgav sig, selv om det var et nationalt klenodie, der skulle sættes i billeder. Imponerende, at den lykkedes.
Forhåbentlig vil der i folkeskolen være plads til at arbejde med ældre tekster af klasse og med et historisk perspektiv. Ellers går eleverne glip af meget.
