Helge Christiansen
Blog
DPU viser manglende respekt for lærernes undervisning i fag
Lise Sandahl Matthissons ph. afhandling om, hvordan DPU har fjernet sig fra folkeskolens praksis, er modig, aktuel og pædagogisk og fagligt relevant
Tak til Lisa Sandahl Matthisson, fordi du i din ph.d.afhandling har taget et tema op, som mange lærere er optaget af. Også tak til John Villy Olsen for glimrende artikler om emnet i Fagbladet Folkeskolen.
I en kommentar på folkeskolen.dk forsvarer Claus Holm, institutleder på DPU, den fagdidaktiske indsats på sin institution. Benny Bang Carlsen punkterer imidlertid i en kommentar til indlægget Claus Holms talmagi. Tomas Aastrup Rømers kommentar til samme indlæg, hvor han hævder, at DPU´s holdning ikke kun drejer sig om fagdidaktik i folkeskolen og videnskab, men også om et ideologiske felttog, er jeg enig i.
Hvor blev de faglig-pædagiske studier af?
Ved oprettelsen af DPU blev de faglig-pædagogiske studier nedlagt, selv om der i lovgrundlaget stod det modsatte. Kun et faglig-pædagogisk studie i dansk og matematik blev presset igennem. Det var et kæmpe tab for fagdidaktikken i folkeskolen.
Som Lise Sandahl Matthisson så udmærket beskriver, skulle man på DLH have mindst to års undervisningserfaring og være på linjefagsniveau for at blive optaget på cand.pæd. studiet. På det hold, jeg var på, da jeg studerede til cand. pæd. i dansk, var der meget erfarne folk med stor viden, så det 3-årige studium derved var på højt niveau og byggede videre på en viden og erfaring om undervisning i folkeskolen. Og det handlede ikke kun om metoder, men også om inspiration ved at forholde sig til fagligt indhold. De nuværende cand.pæd. studier i fag er et kæmpe kvalitetsfald.
Man kunne tidligere blive cand.pæd. i alle fag. Cand.pæd. studierne kunne bruges til at uddanne undervisere til læreruddannelsen. Derved kunne praksis, det almendidaktiske, det fagdidaktiske og det fagfaglige blive kædet sammen. Cand. mag´er fra universitetet og mag. art.´er har uddannet sig i et helt andre fag end dem, der dyrkes på læreruddannelsen og i folkeskolen. En kombination af de to faggrupper ville være det idelle.
Lærernes praksis tæller ikke
Foragten for praksis viste sig også ved en nedlæggelse af skolepsykologuddannelsen. Her blev der også på DLH krævet to års praksis i folkeskolen, hvis man skulle optages.Nu er psykologer på skolerne cand. psych.´er uden uddannelse i og kendskab til den dansk skolekultur. Det samme gælder audiologopæd´er fra universiteter, som erstatter talehørelærere med folkeskolebaggrund.
Kort sagt: erfaring fra praksis i folkeskolen regner men ikke på DPU. Indsigt i folkeskolens kultur og værdier betyder intet. Bare man har styr på de videnskabelige metoder uden indhold.
Det er langt fra første gang, jeg har skrevet om dette emne. Det første indlæg skrev jeg 4. maj 2015 på min blog med titlen ”DPU tilbage til folkeskolen” i forbindelse med protester mod udviklingen på DPU fra Mads Haugsted og Bertel Haarder. Men på min blog har der løbende været flere indlæg om samme emne.
Kulturkløften mellem forskere og folkeskolens lærere
I forbindelse med debatten om ”Læremidlernes danskfag” fremgik det tydeligt, at forskernes mening om læremidler og undervisning var meget forskellig fra folkeskolelærernes. Der er en dyb kløft mellem DPU´s forskere og folkeskolens lærere. Læreres og konsulenters mening og mangeårige erfaringer betyder intet. Kun resultater af evidensbaseret forskning undertiden fra den anden side af kloden tæller. En arrogance uden lige. Lærerne har god grund til at forholde sig til nye forskningsresultater med interesse, men med sund skepsis.
Claus Holms uvederhæftige argumentation i pressen om lærernes danskundervsining
Claus Holms foragt for det faglige arbejde, der foregår i folkeskolen, viser sig også i debatindlæg i Asterisk og Politiken.
Den scenariedidaktiske globaliseringsrus steg Claus Holm til hovedet i en kronik i Politiken den 6. november 2018, hvor han i sin kritik af den faglige undervisning i folkeskolen konkluderede: ”Tag for eksempel danskfaget, som det ser ud i dag. I bogen ”Læremidlernes danskfag” konkluderer DPU-forkskere, at danskfaget - bedømt efter brug af læremidler- er et indholdsmæssigt snævert og nationalt fag, der orienterer sig mod formelle færdigheder, løsrevet fra meningsfulde sammenhænge.”
Der er ingen evidens for denne påstand om danskundervisningen i folkeskolen i ”Læremidlernes danskfag” og slet ikke for, at man kan sætte lighedstegn mellem brug af hyppigt forekommende læremidler og lærernes danskundervisning. Dansklærere, der er uenig med ham, er efter hans mening kulturkonservative og har ikke set OECD´s lys.
I en indledende artikel i Asterisk nr. 85 marts 2018 fremfører Claus Holm samme argumentation med henvisning til Jesper Bremerholms artikel om ” Den første læsning” i Læremidlernes dansk. Bremerholms udmærkede artikel bringer en god analyse af et læremiddel, men kan overhovedet ikke bruges til en generalisering om lærernes danskundervisning. Overskriften i Claus Holms indlæg er ”Faglig fordummelse”, og det er den faglige undervisning i folkeskolen, der er tale om. Er det en argumentation på højt, videnskabeligt niveau? Der er ingen evidens for de påstande, Claus Holm fremsætter i de nævnte artikler. Misbrug af forskning. En ideologisk bestemt manifestation.
Danskfaget opdrager til fantasiløse funktionærer
Ved præsentationen af ”Læremidlernes danskfag” udtalte Jeppe Bundsgaard, DPU, i et interview med en jorurnalist på folkeskolen.dk, at den nuværende danskundervisning i folkeskolen ville føre til følgende: ”..vi vil i stedet få små funktionærer” underforstået eleverne vil blive opdraget til det modsatte af selvstændighed og kreativitet, og jeg kan af disse ytringer forstå, at funktionærer efter Jeppe Bundsgaards mening er fantasiløse og uselvstændige. Noget af en påstand. Ingen belæg. Ingen evidens i ”Læremidlernes danskfag” om påstanden om den fantasiløse undervsining i folkeskolen. En dokumentation af dette skal underbygges med forskning i folkeskolelærernes praksis, og så er jeg sikker på, at konklusionen bliver en anden. Et af mange eksempler på, at forskere drager vidtrækkende konklusioner af deres forskning, som der ikke er belæg for. Det er måske derfor lærerne ikke bruger forskningen så meget
Det kan ikke undre, at Claus Holm ud fra sine OECD Education 2030 visioner ikke fremmer fagdidaktikken på DPU. Han forsøger at bortforklare DPU´s svigt, når det gælder fagdidaktik.
Det er ikke forskningen , der skal bestemme indholdet i skolen . Det er alle skolens parter i en dialog.
DPU skal heller ikke i en glasklokke bekræfte sig selv, men institutionens identitet skal formes i samarbejde med alle folkeskolens parter. Og i stedet for at kritisere folkeskolens faglige undervisning sønder og sammen med løse påstande, bør man tage den fagdidaktiske forskningsopgave, som man er forpligtet på, alvorligt.
Hvad gør jeg nu?
Da jeg ikke længere færdes på de bonede gulve og ikke har en ph.d., vil mine synspunkter sikkert være virkningsløse, når det gælder forskere på DPU.
Men lad mig så referere en anerkendt forsker, der mener noget af det samme som mig selv.
Sigmund Ongstad, Oslo Metropolitan University, gør i bogen ”Didaktik i udvikling” opmærksom på, at der er et kommunikationsproblem mellem de forskellige niveauer i didaktikken. Han taler om tre niveauer: tanke, tekst og teori, som forenklet fortalt omhandler lærerens praksisniveau, læreruddannelsesniveauet og forskningen. Der er for lidt kommunikation mellem de forskellige niveauer, og ofte lyttes der fra administrativt og politisk hold kun til forskernes niveau.
Det vil man gøre noget ved i Norge.
Ønske til den nye undervisningsminister
Jeg vil fremsætte et ønske om ændring af DPU, når den nye undervisningsminister er på plads på sin taburet. Hun/han vil sikkert med stor interesse lytte til mine forslag til, hvordan DPU kan blive indrettet, så folkeskolelærerne i højere grad kan bruge DPU til noget i folkeskolen- især når det gælder den faglige undervisning.
