Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Tvindsk begejstring i et faglitterært univers. Kan vi lære af den?
I bogen "Amdi og Tvind. Iværksætteren " af Peter Tygesen, Gads Forlag, er der begejstring for alle pengene inden for Tvind-koncernens tilkæmpede frihedsrum. Forfatteren er inspireret af Tvindbevægelsens begejstring og vedholdenhed og spørger, om folkeskolen i dag kan lære noget af dette engagement. Men samtidig retter han også en sønderlemmende kritik af den.
Bogen giver et glimrende billede af nogle epoker, som jeg selv har levet i som aktiv deltager i skoledebatten, som underviser og konsulent. Amdi Petersen og jeg er næsten jævnaldrende. Men så hører ligheden også op. Bogen er velskrevet og spændende som en kriminalroman, og persongalleriet er mangfoldigt og de sammenflettede handlingstråde komplicerede som i en roman af Dostojevskij.
Bogen er et overbevisende eksempel på, at en faglitterær bog kan være lige så spændende at læse som en skønlitterær tekst.
Bogen er tidligere omtalt på folkeskolen.dk, og Amdi Petersens og Tvinds historie er velkendt fra mange bøger og indslag i massemedierne. Derfor undlader jeg at skrive et grundigt referat.
Den bygger på et enormt kildemateriale. og virker troværdig. Den er afbalanceret i sin kritik af Tvind.
Bogen starter i skolegården på Ringe Kommunal Skole, hvor Amdi Petersens far var en grundtvigsk skoleinspektør med stor anseelse i byen. Det er to kilometer fra det sted, hvor jeg sidder og skriver. Han anvendte meget håndfaste metoder i form af legemlig afstraffelse og havde i det hele taget en meget autoritær ledelsesstil. Amdi Petersen levede mange år af sin barndom og ungdom i skoleinspektørboligen. Bogen slutter med, at han gik under jorden på grund af, at den oprindelige begejstring i offentligheden vendte til massiv kritik - også i massemedierne. Anden del af hans livshistorie, der bl.a. omhandler retssagerne mod Tvind, bliver behandlet i en ny bog af samme forfatter, der ikke er udkommet endnu.
Hans inspirationskilde var bl.a. Mao Tse Tung og Summerhillskolen i England. Han ønskede oprindeligt at starte en revolution, der skulle begynde i verdens fattigste lande og brede sig til Vesten. Han ville skabe skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor eleverne og de studerende skulle lære gennem praksis, bruge deres hænder og lære i fællesskaber- ikke individuelt. Det var det , de oplevede, på busture til ulande. Den teoretiske del af Tvinds undervisning foregik inden rejserne og efter.
Da han ville skabe sin Rejsende Højskole, henvendte han sig til en af Undervisningsministeriets mest magtfulde mænd, Asger Baunsbak-Jensen, dengang leder af Direktoratet for Ungdomsundervisning. Baunsbak-Jensen blev meget imponeret af denne begejstrede, unge mand, som nævnte både Summerhillskolen og Kristen Kold som sine inspirationskilder- ikke Mao, for det gjaldt om at narre magthaverne.
Senere var det ligeledes en magtfuld radikaler, undervisningsminister Helge Larsen, der ud fra sin opfattelse af grundtvigsk frisind banede vejen for "Det Nødvendige Seminarium".
I bogen kritiseres Amdi Petersen voldsomt som person. Han var autoritær og blev rasende, hvis nogen sagde ham imod. I de lange tilsyneladende demokratiske møder i fællesskabet blev der manipuleret groft med beslutningsprocessen. Amdi Petersen og andre ledende medlemmer af Tvind misbrugte unge menneskers begejstring og deres penge . Mange er beretningerne i bogen om , at eleverne på rejserne til fjerne lande oplevede voldtægt, sygdom og død og helt uforsvarlige forhold, som blev dysset ned af ledelsen. Makkede man ikke ret, blev man mobbet groft og udstødt af fællesskabet.
Hvordan kunne magtfulde mænd og kvinder, højtuddannede akademikere og erfarne skolefolk lade sig bedrage i den grad, det blev gjort? Samfundet var i opbrud, og Amdi Petersen formåede at spille med på bølgen af forandringslyst. Alligevel kan det undre, hvor naive mange indflydelsesrige personer var.
Skolereformkatastrofen 2013 førte til, at landets mægtigste mænd og kvinder ønskede at styre folkeskolen top-down ned i de mindste detaljer, men nu vender stort set alle folkeskolens partier rundt og taler om frihed i folkeskolen. Det er et fremskridt, at folkeskolens parter nu kan samarbejde, og at den stramme styring ønskes lempet. Det vil sikkert føre til megen begejstring, men spørgsmålet er frihed til hvad?
Vi har en fælles folkeskole, hvor læring sker både med hånd og ånd. Den sker uden for skolen og i klasseværelset, hvor eleverne gennem store opleveler kan skyde genvej til, hvordan man skal agere som et myndigt menneske i et demokratisk samfund. Faglige og tværfaglige forløb repræsenterer værdier, som det er værd at bevare og videreudvikle.
Der må være rammer for friheden, hvis man stadig ønsker en fælles folkeskole, så man ikke lader sig rive med i begejstringen for nye vækkelsesbevægelser med tvivlsomt indhold, som det bl.a. sker i OECD´s Education 2030-program og i kompetencetænkning i scienceprogrammer af angelsaksisk tilsnit, hvor kulturelle værdier og kontinuitet nedprioriteres.
Men læs bogen, og bliv begejstret for en velskrevet og medrivende fagbog, der giver stof til eftertanke.
historie
