Helge Christiansen
Blog
Har du en ph.d? Er du peer reviewet heavy or light- eller er du bare en skide folkeskolelærer?
Nogle forskere her i landet har etableret sig som et arrogant præsteskab, der mener, at de er i besiddelse af den skinbarlige, evidensbaserede sandhed. Det hæmmer den folkelige og demokratiske debat om folkeskolen
Jeg har personligt haft stor glæde af lødig, videnskabelig forskning. Jeg var pavestolt, da min søn forsvarede sin ph.d. i et fyldt auditorium med opponenter fra London og Quebec i Canada. Jeg var også fuld af beundring for evidensbaseret forskning, da jeg på grund af professionel behandling overlevede to svære kræftforløb- oven i købet uden nogen form for men bagefter.
Inden for andre mindre eksakte fag har jeg også i mit arbejde nydt godt af god forskning- både den hermeneutiske og den mere evidensbaserede. Men det betyder ikke, at vi skal sluge alt, hvad der kalder sig videnskab råt.
Inden for den pædagogiske forskning er der ved at opstå en gabende kløft mellem en gruppe af bedrevidende, arrogante forskere og lærerne, som kæmper med en kompliceret praksis. Der er en tendens til at overfortolke usikre resultater, og journalister, politikere og administratorer overgiver sig som små hunde, der lægger sig på ryggen og logrer for overmagten, og savler af fryd, når forskere med de rigtige titler, forbindelser og magtpositioner præsenterer månedens sensation. En ny løsning er igen født til frelse for den inkompetente folkeskole, som ikke har set videnskabens lys, men som skal have folkeskolens komplicerede praksis til at fungere.
Og det er ganske vist. Det ny forskningsresultat er evidensbaseret og peer reviewet. Eller måske kun peer reviewet light – et besynderligt begreb, som er en devaluering og et misbrug af peer reviewbegrebet. Og så kan zigzag- og slingrekursen i skoledebatten fortsætte i videnskabens navn, og nye evidensbaserede resultater kan stritte i alle retninger.
I næstsidste nummer af Folkeskolen var der tankevækkende artikler om forskning og lærernes praksis. Jeg bringer her nogle citater: ”Lærernes faglighed bliver underkendt”. ”Politikere, forskere og eksperter opfinder enkle løsninger på skolens problemer. Men de forstår ikke, hvor kompleks hverdagen er og glemmer at spørge lærerne”, lyder det fra forskere i et nyt projekt om skolens hverdagsudfordringer”. ”Der er aldrig ro på. Der er hele tiden nye ting, man skal forholde sig til og implementere.”
Artiklerne bygger på forskeres udsagn om, at lærernes erfaring og viden ikke tages højtideligt i forbindelse med løsninger af folkeskolens problemer. Glimrende, at disse udsagn kommer fra forskere. I en af artiklerne beskrives det også, at forældres udsagn i forbindelse med problemer med deres børn i skolen negligeres.
En magister i litteraturvidenskab og en cand.mag. i dansk kan ansættes på læreruddannelsen. Det danskfag, der dyrkes på universiteterne, er markant forskellige fra danskfaget på læreruddannelsen og i folkeskolen og handler slet ikke om almen- og fagdidaktik på børneniveau. Derefter kan hun producerer en ph.d. ved at lave et forskningprojekt om skriftlighed i tredje klasse. Hun bevæger sig her helt ned på folkeskoleniveau og omgås børn og lærere. Når ph.d.´en er godkendt, er hun ekspert på folkeskoleområdet. Hun kan nu udtale sig med autoritet om alle forhold i folkeskolen, og hun tilhører nu den magtfulde elite, alle lytter til. Og nu er mulighederne der også for en forskerkarriere langt borte fra folkeskolen.
En lærer, der med stor dygtighed har undervist i 30 år på mellemtrinnet og har en omfattende teoretisk og praktisk viden om, hvordan man bedst får børnene til at arbejde med skriftsproget, er der ikke nogen, der gider høre på i magtens korridorer. Hans udsagn er bare holdninger og personlige erfaringer. ”Er der evidens på det? Nå ikke. Så har det ingen interesse”, siger nogle forskere. Jeg er personligt lige så interesseret i at høre en dygtig, erfaren lærers mening som magisteren med en ph.d. Praktiserende lærere, forskere, forfattere og andre kunstnere, filosoffer, teologer og ikke mindst højskolelærere har inspireret mig ud fra hver deres synsvinkel. Debatten skal ikke snævres ind til en diskussion om, hvad der er evidens for, og hvad der er rentabelt og i overensstemmelse med et internationalt gennemsnit.
Nye love og forordninger og voldsomme teoretiske konstruktioner, som trækkes ned over lærerne hvert kvartal, forbedrer ikke i sig selv folkeskolen. Dette tema har Per Fibæk Laursen bl.a. udfoldet i sin seneste bog.
Jeg kunne tænke mig mere aktionsforskning og i det hele taget mere forskning, der tager lærernes erfaringer og værdier alvorligt og indgår i en ligeværdig dialog med dem. Jeg kan som eksempler nævne nogle af Nationalt Videncenter for Læsnings projekter og det norske normprojekt, men også mange højtkvalificerede udviklingsprojekter, som konsulenter uden kors og bånd og stjerner på i hele landet har sat i søen.
Og allervigtigst er det, at der foregår en demokratisk debat om, hvad vi vil med skolen uden for magtfulde overmenneskers lukkede rum. En debat, som alle har ret og mulighed for at deltage i.
